Spørgsmål og svar om DKF's pensionsordning, de dertil knyttede forsikringer og Willis

Denne side uddyber informationer fra menuen 'Forsikrings- og pensionsforhold' under 'For medlemmer'

Hvad er formålet med den kollektive pensionsordning?
Formålet med pensionsordningen er at sikre medlemmerne adgang til en pensionsordning til attraktive priser og vilkår og forsikringsdækninger målrettet kiropraktorerhvervet.

Hvem gælder pensionsordningen og de dertil knyttede forsikringer for?
Pensionsordningen er obligatorisk for medlemmer af DKF. Enkelte grupper fx studerende og medlemmer, der er bosat i udlandet, er dog ikke omfattet af ordningen.

Pensionsordningen kan også tilbydes andre typer ansatte (ikke-kiropraktorer) i klinikkerne samt ægtefæller m.fl.

Hvordan ser den nuværende aftale ud?
Den til enhver tid gældende aftale kan findes her på DKF’s hjemmeside
Den nuværende aftale fra 2013 er med SEB pension, og i dén aftale er pensionsbidraget og administrationsbidraget til SEB fastsat.
 
Hvilke obligatoriske forsikringsordninger knytter sig til den nuværende pensionsordning? 
Disse obligatoriske forsikringer indgår i pensionsordningen med SEB:
- Erhvervsevnetabsforsikring ( faginvaliditet)
- Dødsfaldsdækning
- Kritisk sygdom

Kan forsikringerne tilpasses individuelle behov?
Den samlede ordning sikrer en række grunddækninger, men ja, der er rig mulighed for at tilpasse disse til egne behov. Derudover er der mulighed for at tegne en frivillig en behandlingsforsikring hos Mølholm.

Hvem er Willis?
Willis er en virksomhed, der udbyder uafhængig pensionsrådgivning. For at sikre, at såvel medlemmerne som DKF får en uvildig rådgivning om pensionsspørgsmål, har DKF indgået en aftale om samarbejde med Willis.
Hvad kan Willis hjælpe mig med?
Willis kan rådgive dig om de fleste emner, der opstår i forbindelse med din pensions- og forsikringsordning. Målet er at sikre, at du tilpasser din ordning, så den passer til dig og din families behov.

1. Klinikejere oplyser Willis om nye ansatte (via funktion på Willis informations-site), hvorefter Willis kontakter den nyansatte og tilbyder en personlig rådgivning. 

2. Willis kontakter det enkelte medlem, når du får særlige tilbud, eller når der er ændringer, du bør tage stilling til.

3. Du kan altid booke en personlig rådgivningssamtale med Willis. 

4. Skulle uheldet være ude, og skal du gøre brug af en eller flere af de forsikringer, der indgår i pensionsordningen, hjælper Willis dig med det praktiske. 

Hvor finder jeg detaljeret information om pensions- og forsikringsordningerne?
Willis har lavet et info-site om ordningerne, der gælder for DKF-medlemmerne - de obligatoriske elementer samt valgmulighederne.
Se Willis' informationsside her. 

Jeg er klinikejer - hvor finder jeg særlig information til mig?
På Willis' informationssite er speciel afdeling til klinikejere, der gør det lettere at administrere pensionsordningen fx meddele Willis om nye ansatte. Her er også praktisk information om indbetaling, guide til, hvordan du skal forholde dig, hvis medarbejdere går på orlov og meget andet.

Hvordan samarbejder DKF med Willis?
Willis rådgiver DKF om generelle forhold på pensionsområdet og varetager efter aftale særlige opgaver. Willis gennemførte således i 2012 et udbud af pensionsordningen for at sikre, at ordningen var konkurrencedygtig. Hovedresultatet af udbuddet blev, at ordningen fortsætter hos SEB Pension.

Hvert år i efteråret gøres status på samarbejdet mellem DKF og Willis i forbindelse med, at Willis udgiver en årsrapport, som bl.a. gør status på medlemmernes tilfredshed med den rådgivning, de modtager fra Willis.

Rapporten præsenteres og drøftes på et statusmøde med DKF’s bestyrelse og relevant opfølgning aftales.

Generelt er der tillige en løbende dialog mellem DKF, Willis og SEB Pension om relevante emner og problemstillinger.

Hvordan holdes der øje med, om ordningerne er gode nok?
Hvert år udarbejder Willis en rapport, hvor der gøres status over samarbejdet med SEB Pension, og hvor pensionsordningen sammenholdes med det generelle danske pensionsmarked.

Rapporten præsenteres og drøftes på et statusmøde med DKF’s bestyrelse og relevant opfølgning aftales.

Hver år gennemføres også andre aktiviteter med henblik på at sikre, at DKF´s medlemmer tilbydes de bedst mulige vilkår.

I 2015 har der fx været gennemført følgende aktiviteter:
- Primo 2015 holdt DKF og Willis et planlægningsmøde med henblik på at aftale årets aktiviteter.
- Der er gennemført to ”omtegningskampagner” for medlemmer med opsparing i SEB Traditionel pension. Efter aftale med DKF kontaktede Willis proaktivt alle medlemmer, der modtog brev fra SEB Pension, med tilbud om uvildig rådgivning. I alt fik 341 medlemmer tilbuddet om omtegning fra SEB Pension. Ca. 60% tog imod tilbuddet.
- Willis var til stede ved GF 2015 med en ”pensions-stand” for at stille sig til rådighed for de spørgsmål, medlemmerne måtte have til deres pensions- og forsikringsordning.

Hvad koster pensionsordningen?
Ifølge aftalen med SEB  af 2013 beregner SEB-Pensions sig et administrationsfradrag på 0,75 % af pensionsindbetalingen.

Hvad koster samarbejdet med Willis?
Ifølge aftalen mellem Willis og DKF udgør Willis’ vederlag 2,25% af pensionsindbetalingen.

Denne side uddyber informationer fra menuen 'Forsikrings- og pensionsforhold' under 'For medlemmer'

Oprettet nov 2017

3 gode pensionlinks

Som medlem af DKF har du din obligatoriske pensionsordning med en række forsikringer i SEB Pension.

Den nuværende pensionsaftale er indgået i 2013 efter en grundig proces - et såkaldt pensionsudbud - hvor forsikringsmægleren Willis undersøgte og vurderede markedet for DKF's bestyrelse i 2012, som herefter i 2013 besluttede, at DKF skulle indgå aftalen med SEB.

Der var tale om en fornyelse af en aftale, for DKF havde i forvejen aftale med SEB Pension.

Find en kiropraktor