Kirojobbet december 2015 - Dansk Kiropraktor Forening

At forebyggelse er vigtig for alle patientgrupper, står bøjet i neon for Bjarne Keseler, efter han var kiropraktor for ultracyklist Peter Sandholt i et af verdens hårdeste ekstremløb Race Across America i sommer.

Af Victoria Siersbæk, journalist

Tilbage i Danmark sidder Bjarne Keseler med smil på læben, uforglemmelige billeder på nethinden fra en eventyrlig roadtrip på 9 dage tværs over USA.

Han får kuldegysninger ved tanken om samarbejdet på det syv mand store hjælperteam, hvor alt gik op i en højere enhed. Men han fik også ny værdifuld faglig indsigt med sig hjem i bagagen:

– Vi, som kiropraktorer, er meget kendt for at arbejde med ryg og nakke, men vi har rigtig meget andet at byde ind med til hele bevægeapparatet: Fødder, knæ, hofter, skulder og håndled. Hvis man får øje på de kompetencer som kiropraktor, så har man rigtigt meget at tilbyde en ekstremsportsudøver, siger Bjarne Keseler.

Topatleter er konstant på jagt efter de små justeringer, der er de afgørende decimaler i konkurrencen om en podieplads. Justeringer kræver overblik og ekspertise, hvor kiropraktorens ekspertise med fordel kan sættes i spil:

– For en cykelrytter er balancen i håndled og skulderled lige så vigtig som knæ og ryg, og det overblik har vi som faggruppe.

Skader tages i opløbet
Erfaring med ekstremsportskiropraktik har været en øjenåbner for Bjarne Keseler, fordi det har understreget betydningen af, hvor afgørende forebyggende træning og kiropraktorbehandling er. Ikke kun for topatleter, men for alle patientgrupper:

– Det har betydet, at jeg er blevet mere opmærksom på effekten af den forebyggende indsats i behandlingen af andre sportsfolk og motionister, men også helt almindelige patienter, som jeg møder i min klinik. Læringen er, at problemer, som endnu ikke er opdaget af patienten, kan blive afsløret og behandlet, inden det bliver til en egentlig gene eller skade.



Starten i Californien.

 

18 måneders forberedelse
Samarbejdet med Peter Sandholt blev allerede indledt for halvandet år siden, hvor han oprindeligt henvendte sig med knæproblemer og brændende, smertefulde fornemmelser under fødderne.

Det blev behandlet med en kombination af intensiv biomekanisk behandling, udskiftning af cykelsko og justering af pedal. Derefter behandlede Bjarne Keseler hele kroppen profylaktisk ca. hver tredje uge frem til løbet. En strategi, som gav pote, i form af værdifuld skadesfri træning op til og under konkurrencen.


Teamet med cykelrytter Peter Sandholt i front.

Undervejs i cykelløbet opstod kun forventelige gener som ømme knæled og siddesår:

– Da først vi havde arbejdet os igennem de problemer, Peter Sandholt havde, skulle der meget lidt til at få bevægeapparatet balanceret ind, og hans krop responderede forholdsvis hurtigt på behandlingen under løbet, der bestod af ti minutters vedligeholdelsestjek, siger Bjarne Keseler.

De fraværende akutte skader betød også, at Bjarne Keseler ikke følte sig under pres på noget tidspunkt, på trods af minimal søvn og konstant at være på farten. Til gengæld dækkede hans ansvar som fast nattevagt meget andet end det biomekaniske arbejde, fx at sørge for Peter Sandholt fik 25 liter væske og 13.000 kcal pr. døgn.


Et standardtjek i tusmørket.

Headhuntet til team
Den positive effekt af de første intensive behandlinger gjorde, at Peter Sandholt fik øje på Bjarne Keseler som en værdifuld brik til sit team, der ud over kiropraktor også bestod af læge, fysioterapeut, crew manager, altmuligmand og chauffører.

– Jeg var ikke i tvivl om, jeg ville sige ja, selvom det umiddelbart ikke passede ind i mine planer, da jeg ti måneder inden havde købt mig ind i en klinik, og jeg har også min familie at tage hensyn til. Men omvendt tænkte jeg: ”Hvornår får jeg sådan en chance igen," reflekterer Bjarne Keseler over jobmuligheden.

Og han kan kun anbefale andre kiropraktorer at søge faglig inspiration ved at afprøve egen faglighed uden for klinikkens komfortzone.




 
 



Shermer’s Neck
Et 15 min. dagligt nakketræningsprogram iværksat seks måneder før, viste sig effektiv i forebyggelsen af den invaliderende Shermer’s Neck syndrom, som tidligere på året havde generet Peter Sandholt voldsomt under Irland Rundt. Shermer’s Neck svækker langdistancerytteres nakkemuskler, så hovedet ikke kan holdes oppe.




Blå bog
Navn: Bjarne Juul Keseler
Alder: 38 år
Beskæftigelse: Kiropraktor og partner i Kiropraktorerne Horsens Sundhedshus. Har desuden klinisk erfaring med topatleter fra basketball, golf, bordtennis og håndbold.
Uddannelse: Cand.manu. fra Syddansk Universitet 2006. Sidefag Idræt og sundhed fra Syddansk Universitet i 2001. Kurser i ekstremitetsbehandling og sportsskader igennem NIKKB, FICS m.fl.

 

 

Artiklen stammer fra

KIROPRAKTOREN nr. 4.

Vil du læse mere? Om fx kinesiotape? Om de store beslutninger, kiropraktorerne traf i november på årsmødet? Om hvordan en rygmuskel opfører sig neurofysiologisk under manipulation? Eller om et 3-måneders ophold som basketkiropraktor?

Find en kiropraktor