Er der egentligt en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og rygsmerter?Kan kliniske tests overhovedet afsløre nuværende eller fremtidige rygsmerter? Svarene på disse spørgsmål er at finde i Ellen Årtuns nyligt afsluttede ph.d.-projekt, som rykker ved det, vi troede, vi vidste om nakke- og rygsmerter hos børn og unge.



Af Ellen Årtun, kiropraktor, ph.d., forskningskoordinator på Oslo Universitetssykehus

Projektet blev til i et samarbejde med projektet "Space - rum til fysisk aktivitet" fra Center for Interven-tionsforskning ved Institut for Idræt og Biomekanik. ”Space”, der har været beskrevet i KIROPRAKTOREN, undersøger, om børns fysiske aktivitet kan øges ved at ændre fysiske rammer i skolegård og nærmiljø.

I forbindelse med "Space"-studiet blev indsamlet data om fysisk aktivitet, som blev målt med et accelerometer, skolebørn havde rundt om hofterne i en uge. Den fysiske form blev testet, og i løbet af skoletiden besvarede børnene et omfattende spørgeskema om blandt andet idrætsaktiviteter, socialt liv og psykisk helbred. Vi fik adgang til de data, "Space" samlede ind, og samtidigt tilføjede vi spørgsmål om nakke- og rygsmerter i spørgeskemaet. I tillæg undersøgte vi ryggen på de 1300 børn, som var med i "Space". 


Ph.d.-projektet viser, hvor vigtigt det er for kiropraktorerne at være en del af et bredt og stærkt institut med overlappende forskningsinteresser og er et godt eksempel på hvordan data, som er samlet ind i folkesundhedshenseende, også kan benyttes i rygforskningssammenhæng.

 

Rygsmerter hos børn og unge

Vi vidste godt, at børn og unge har ondt i ryggen. Vi vidste også, at hyppigheden af rygsmerter stiger meget kraftigt i løbet af teenageårene og i 18-årsalderen er næsten oppe på det niveau, vi ser hos de voksne.


Når tallene er så høje, er der god grund til at spørge, hvor alvorlige disse smerter egentlig er. Meget tyder på, at konsekvenserne af børns smerter er af samme karakter, som vi ser hos de voksne: Børn og unge spiser smertestillende medicin, de bevæger sig mindre, er hjemme fra skole og har et ikke uvæsentligt forbrug af sundhedsydelser som følge af deres rygsmerter. Men for at forstå smerterne bedre, er det nødvendigt at beskrive dem med andre smertekarakteristika end disse ”ydre konsekvenser”. Vi er nødt til at vide, hvor mange har ondt? Hvor ofte, og hvor stærke er smerterne? Hvordan udvikler de sig over tid? Dét var vores formål med projektet.

 

Én af fem har hyppige  og stærke smerter

1300 børn besvarede spørgsmål om nakke- og rygsmerter, første gang da de var 11-13 år gamle, og igen to år senere, da de var 13-15 år. Resultatet viste, at næsten ni ud af ti børn havde haft ondt i nakke eller ryg i 11-13 års-alderen.


Smerterne var hovedsageligt svage. De havde kun været til stede en eller to gange og havde tendens til at forsvinde igen. Disse smerter har derfor ikke nødvendigvis nogen større indvirkning på børnenes liv.


En gruppe på 14% svarede imidlertid, at de ofte havde ondt, og at de havde haft stærke smerter. To år senere var denne gruppe steget til 20%. Studiet viste en klar sammenhæng mellem, hvor ofte rygsmerterne var til stede, og hvor stærke smerterne var, se tabel 1.

 


Vi fandt også ud af, at smerterne begyndte stille og roligt, men udviklede sig mellem 11-13 års-alderen frem til 13-15 års-alderen, hvor de blev gradvist stærkere og stadigt mere tilbagevendende. Og uanset hvor i ryggen de havde ondt i 11-13 års-alderen, så havde de højst sandsynlig ondt flere eller andre steder i ryggen to år senere.


Det er vigtigt at påpege her, at børn i denne alder har en tendens til at rapportere ”alt” som smerter, dvs. hudafskrabninger og vabler kan opfattes som smerte hos børn i modsætning til hos de fleste voksne. Det betyder, at man skal være yderst forsigtig med at sammenligne disse tal direkte med samme tal for voksne.

 

Forebyggelsesfokus skal være på børn og unge

Der er en væsentlig sammenhæng mellem de smerter, teenagere oplever i ryggen, og de smerter man oplever senere i livet – ikke bare rygsmerter, men også generaliserede muskel- og skeletsmerter. Der er også en sammenhæng mellem nuværende rygsmerter og en tidligere rygepisode.  Det betyder, at forebyggelse er vigtigt, og at hvis vi skal tage forebyggelse alvorligt, så er det børnene og de unge, vi skal have fokus på.  For at kunne forebygge må man først forstå, hvorfor man får ondt. Tvillingstudier viser, at ca. 70% af smerterne kan forklares genetisk. Det betyder ikke, at man er ’programmeret’ til at få ondt. Generne interagerer med miljøfaktorer, som øger risikoen for at udvikle rygsmerter, og skal man kunne sætte gang i målrettede initiativer for at forebygge, så er det de modificerbare risikofaktorer, vi er interesserede i.  Det er samtidigt ikke utænkeligt, at en sådan modificerbar risikofaktor kan være fysisk aktivitet – eller mangel på samme. Der er ingen tvivl om, at fysisk aktivitet styrker muskler, led og skelet og derudover forebygger en lang række livsstilssygdomme som diabetes og hjerte-karsygdomme. Så forebygger det ikke også rygsmerter? Det virker indlysende, og vi hører det hele tiden: Børn har ondt i ryggen, fordi de sidder for meget foran en skærm. Men hvad siger litteraturen? Den er faktisk slet ikke så overbevisende.

Først og fremmest er der meget lidt litteratur på dette område, og resultaterne i de få studier, der findes, peger i alle retninger. Vi kan derfor ikke drage nogen sikre konklusioner om, hvorvidt fysisk aktivitet/inaktivitet forebygger eller øger risikoen for ondt i ryggen. De modstridende fund kan muligvis forklares ved de metoder, som er anvendt i studierne. Fx har de fleste studier benyttet selvrapporteret fysisk aktivitet, men så har det vist sig, at der er et misforhold mellem, hvor aktive børn siger, at de er, og hvor aktive man objektivt måler, at de er. De mindst aktive børn har en tendens til at overrapportere deres aktivitetsniveau, og derfor må vi være lidt kritiske overfor disse studier. Disse forhold var grunden til, at vi ville undersøge hvilken sammenhæng, der er mellem objektivt målt fysisk aktivitet og rygsmerter hos børn og unge i alderen 11-15 år.

 

Generelt ingen sammenhæng mellem objektivt målt fysisk aktivitet
og rygsmerter

I store træk fandt vi ingen sammenhæng mellem objektivt målt fysisk aktivitet og rygsmerter hos børn og unge. Vi kan altså ikke sige, at de børn, som sidder mest foran deres computer, TV, eller af en anden grund lever et stillesiddende liv, har mere ondt eller får mere ondt i ryggen, end de børn, der bevæger sig meget.

Det er meget vigtigt både for ryggen og det almene helbred, at børnene bevæger sig, også selvom de har ondt.

Det, vi derimod fandt, var, at en gruppe på 10%, som var meget fysisk aktive i 11-13 års alderen, var i en forhøjet risiko for at udvikle rygsmerter to år senere.


På mange måder er disse fund et politisk ukorrekt forskningsresultat, men man må huske på, at til trods for, at accelerometer-data er meget avancerede, så fanger de ikke alle aspekter ved det sammensatte fænomen, som fysisk aktivitet er. Vi kan for eksempel ikke udelukke, at variation eller kvaliteten af fysisk aktivitet har betydning for rygsmerter. Fysisk aktivitet handler også om at have det godt med sig selv og forstå sig selv som en størrelse i rummet. Leg og fri udfoldelse kan også virke styrkende på børns forståelse af, hvem de er i samspillet med andre mennesker, hvilket styrker børnenes psyke. Det betyder, at de sociale aspekter ved fysisk aktivitet, i teorien, kan virke modulerende på børns smerter.


Verdens Sundhedsorganisationen WHO anbefaler, at børn og unge bevæger sig mindst 60 minutter hver dag i moderat til høj intensitet. Det er meget vigtigt at understrege, at vores fund ikke ændrer på disse anbefalinger. Det er meget vigtigt både for ryggen og det almene helbred, at børnene bevæger sig, også selvom de har ondt. Derfor opfordrer vi fortsat børn og unge til at leve et aktivt liv med både idræt og fri leg!

 

De samme metoder til diagnostik og screening?

I klinikkerne og på skolerne undersøger kiropraktorer, læger, fysioterapeuter og sundhedsplejersker børns rygge. Når børnene har ondt, bliver de kliniske tests brugt som et diagnostisk værktøj, og hvis børnene ikke har ondt, bruges de samme tests som et screeningsværktøj. Dette bygger på en meget biomedicinsk opfattelse af rygproblemer, hvilket ikke passer så godt med, at vi ved, at rygsmerter bedst forstås i et biologisk-psykologisk-socialt perspektiv. Men hvorom alting er, så er det nyttigt for klinikeren at kende den diagnostiske og prædiktive værdi af almindelige kliniske tests. Med andre ord – vi er nødt til at vide, om disse tests fanger dem, der har ondt i ryggen, og om de kan forudsige hvem, der udvikler ondt i ryggen?

 

Kliniske tests kan ikke anvendes alene

Vores kliniske undersøgelse inkluderede kliniske tests for scoliose, hypermobilitet, generel mobilitet, bevægepalpation med og uden smerterespons og smerter i yderstilling af nakke og ryg.


Resultaterne viste, at vi ikke kan sige, at de skæve og stive rygge er mere tilbøjelige til at give smerter end de lige og bevægelige rygge. Ingen tests kunne identificere nuværende eller forudsige fremtidige rygsmerter.

Det betyder, at de kliniske tests ikke kan anvendes alene til at afdække hvem, der har eller får ondt i ryggen. Klinikeren bliver således nødt til at lægge fund fra den kliniske undersøgelse sammen med patientens sygehistorie for at vurdere ryggens helbred. Det er vigtigt at fremhæve, at kiropraktorer ikke skal stoppe med at lave disse tests, eftersom de kan bruges til andre formål end diagnostiske, fx til monitorering. Derimod skal disse tests ikke anvendes som screeningsværktøjer, fordi det kan skabe både falsk tryghed såvel som angst hos børnene.

 

Konklusion

Hos børn og unge i alderen 11-15 år:


1. Nakke- og rygsmerter er meget almindelige, men en mindre gruppe har både hyppige og intense smerter, og man ser en gradvis progression af smerter over tid.


2. Der er generelt ingen sammenhæng mellem fysisk aktivitet og rygsmerter. En gruppe, som var meget fysisk aktiv, var dog i en forhøjet risiko.


3. En almindelig klinisk rygundersøgelse alene kan ikke identificere nuværende eller fremtidige rygsmerter. 

 

 

 

Fakta om afhandlingen:
Titel: Physical activity, clinical -examination, and the young spine: A two-year prospective cohort study with 1,300 Danish adolescents aged 11-13

 

Vejledere: Lise Hestbæk var hovedvejleder. Jan Hartvigsen og Niels Wedderkopp medvejledere.

Finansiering: Danish Chiropractic Research Stipend, Syddansk Universitet og Norsk kiropraktorforening. Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik stillede kontorplads til rådighed til visse dele af forløbet.

 



Ellen Årtun

• Cand.manu. fra Syddansk Universitet 2002.

 Ph.d. ved Institut for Idræt og Biomekanisk, Syddansk Universitet 2014.

 Arbejder som forskningskoordinator på Oslo Universitetssykehus. Fortsætter i en toårig post.doc.-stilling i Toronto, Canada, foråret 2015.

 Leder af Norsk forening for ryggforskning.

 

 

Klinisk call to action

Rygsmerter hos 11-15 årige børn og unge er almindelige og går ofte over af sig selv, men hos nogle bliver smerterne gradvist værre.


Fokus i klinik bør være på de 14-20%, som siger, de har ofte og stærke smerter i ryggen.

 

Vi kan ikke sige, at børn har ondt i ryggen, fordi de er inaktive, men alligevel ved vi, at det er vigtigt at børn er i bevægelse, når de har ondt. Fremtidens fokus vil måske være på variation og kvalitet på den fysiske aktivitet, som børn laver. Børn skal opfordres til at være fysisk aktive!

 

Man kan ikke vurdere børns rygge ved hjælp af en klinisk undersøgelse alene. De fund man gør i klinik, skal altid ses og forstås sammen med en grundig sygehistorie for at forstå børns rygsundhed.

 

/18. marts 2015

 

Artiklen er fra KIROPRAKTOREN nr 1 marts 2015

I dette nummer finder du masser af ny viden - og hele 3 artikler om børns sundhed -  udover politiske artikler og artikler om kiropraktorvirke 

Find en kiropraktor