Spot: Lændesmerter en global udfordring (juni 2018) - Dansk Kiropraktor Forening

Verdens førende rygforskere retter skarp kritik af den måde, sundhedsvæsenet hånd­terer de rygproblemer, der på verdensplan belaster 540 ­millioner mennesker. Flere end 880.000 danskere er blandt de ramte.

Af Tanja Skov Carlsen, redaktør, DKF, og Asger Torning, kommunikationsmedarbejder, NIKKB

Et hold af 29 ­internationalt anerkendte forskere slog for nyligt alarm i tre opsigtsvækkende artikler i det ansete videnskabelige tidsskrift The Lancet, hvor de udgav resultaterne af fem års fælles udredningsarbejde.

To danske forskere og kiropraktorer fra Syddansk Universitet og ­Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik var med: Professor, forskningsleder og seniorforsker, ph.d. Jan Hartvigsen, som var næstformand for forskerholdet, og lektor og seniorforsker ph.d. Alice Kongsted.

Den første og den anden artikel dokumenterer fakta. Den ­tredje artikel er et opråb. Her giver vi overblik over pointerne, og senere bud på, hvordan de kan bæres ind i en dansk setting med en ­national strategi, som DKF efterlyser.


Kilde:‘What low back pain is and why we need to pay attention’, The Lancet, marts 2018


Kilde: 'Prevention and treatment of low back pain: evidence, challenges and promising directions”, The Lancet, marts 2018


Kilde:'Low back pain: a call for action', The Lancet, marts 2018

 

Vores behandlingssystem kører på en ineffektiv autopilot. Det koster samfundet milliarder af kroner og slider på livskvaliteten. Dét budskab rullede gennem medierne sidst i marts – i både ind-og udland.

– Vi spilder vores penge ved at fejlbehandle og fastholde mennesker med rygsmerter i en patientrolle, der medvirker til sygeliggørelse. I stedet for at give patienterne effektiv behandling og holde dem på arbejdet, giver vi dem for meget medicin, for mange unødvendige scanninger og operationer, og vi sygemelder for mange. Det kan vi ikke være bekendt, udtalte professor Jan Hartvigsen, som var næstformand for den forskergruppe, der dokumenterede, hvor slemt det står til med den måde, vi håndterer rygsmerter på i hele verdenen.

Alle aktører, ikke mindst The Lancets presse­folk, havde forberedt, hvordan budskabet skulle komme så bredt ud som muligt. Det begyndte allerede i dagene op til udgivelsen 21. marts, hvor forskere og The Lancet delte teasere på Twitter.



På udgivelsesdagen gav pointerne om de fejlbehandlede rygpatienter genlyd i de allerstørste nationale og internationale medier fra DR til NBC News, fra Jyllands-Posten og MetroXpress, the Guardian, N.Y. Times og The Independent – for bare at nævne en lille udpluk og uden at nævne den store rækkevidde, som udgivelserne fik på sociale medier.

– Medieopmærksomheden har været enorm over store dele af verden, og der er stadig medieopmærksomhed og aktivitet på sociale medier. Det er uden tvivl de højest profilerede videnskabelige artikler om rygsmerter, der nogensinde har været trykt. Selv Lancet er overrasket, fortæller Jan Hartvigsen. 

Fokus på den rette behandling
– Budskabet er, at rygsmerter på den ene side set oftest er forbigående og ikke behandlingskrævende, og på den anden side et meget stort samfundsproblem og for nogle en invaliderende tilstand, som vi ikke tager tilstrækkeligt alvorligt. Noget af den omtale, der har været, har måske kunnet forstås sådan, at alle med rygsmerter bør have et behandlingstilbud, og det er ikke pointen. De, der ikke kan klare sig uden behandling, skal til gengæld have den rigtige, forklarer Alice Kongsted, ph.d., seniorforsker, Syddansk Universitet og Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik.

Jan Hartvigsen supplerer: 

– Dette er et call-to-action til hele sundhedsvæsenet – også kiropraktorer, som også med fordel kan se kritisk på deres tilgange. Afspejler kiropraktorernes undersøgelser og behandlinger den variation, vi ser hos patienterne? Har kiropraktorer de muligheder i sundhedssystemet, der skal til, for at kunne levere den optimale indsats? Hvis ikke, hvad skal der så til?

– Der er også en stor opgave, der handler om folkeoplysning. Vi skal forklare, man ikke skal gå i panik, fordi man får ondt i ryggen. Livet stopper ikke. Man skal holde sig aktiv og gå på arbejde i det omfang, man kan.

 

Læs også: Lad os lægge ryg til en national strategi

 

 

 

Juni 2018 

 

 

Oprettet 6. juni 2018

Artiklen er fra

KIROPRAKTOREN 8. juni 2018, hvor du også kan læse om, hvorfor kiropraktorerne arbejder for at få udarbejdet en national strategi for behandlingen af smerter i muskler og led.

 

Find en kiropraktor