Nyheder 2011

 

21. december 2011 

Beslutningsreferat fra GF’11

Referat fra DKF’s generalforsamling 2011 er godkendt af DKF’s bestyrelse og kan læses på DKF Forum.
Læs mere 

21. december 2011

Opdaterede love for DKF

Foreningens love er opdaterede på baggrund af de godkendte ændringsforslag fra generalforsamlingen 2011.
Læs lovene 

21. december 2011

Nye autorisationer udskydes til 2012

Sundhedsstyrelsen er ved at implementere nyt IT-system. Det betyder, at styrelsen ikke kan udstede autorisationer og tilladelser før starten af 2012.
Læs mere

21. december 2011

Ny håndbog om fysisk aktivitet

Sundhedsstyrelsen udgiver en revideret udgave af håndbogen ”Fysisk aktivitet – håndbog i forebyggelse og behandling”.
Læs mere

21. december 2011

LKR forårsseminar

Den svenske kiropraktorforening afholder forårsseminar i Stockholm fra den 3.-5. februar 2012 under overskriften Decompression and Chiropractic manipulation.
Læs program for seminaret
Tilmeld dig her 

21. december 2011

Nye regler for multimedieskat

Den nuværende multimedieskat ophører med udgangen af året. Fra 2012 gælder nye regler for fritelefoni, arbejdsgiverbetalt computer, internet mv.
Læs mere

21. december 2011

Nye regler for ratepensioner og ophørende livrenter

Fra 1. januar 2012 foreslås det gældende loft på 100.000 kr. for indbetaling på ratepension og ophørende livrenter nedsat til 55.000 kr.
Læs mere

9. december 2011

Nyt kontingent for offentligt ansatte kiropraktorer

DKF har indført en ny kontingentkategori for offentligt ansatte kiropraktorer uden ledelsesbeføjelser på baggrund af en generalforsamlingsbeslutning på GF 2011. Den nye kontingentgruppe omfatter kun de offentligt ansatte kiropraktorer, der har 100 % offentlig ansættelse.

For at DKF kan opkræve det korrekte kontingent, bedes alle offentligt ansatte, der opfylder ovenstående betingelser kontakte Jette Østergaard hos DKF og give besked.

9. december 2011

Nye fradragsregler for arbejdsgiverbetalte sundhedsordninger

Som følge af det fremlagte lovforslag omkring arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som forventes endeligt vedtaget ved 3. behandling den 21. december 2011, bortfalder skattefriheden for behandlingsforsikringer fra 1. januar 2012.

Der vil dog forsat gælde skattefrihed for betaling af arbejdsbetingede skader og sygdomme.

Læs mere om reglerne i PensionsNyt fra Willis

9. december 2011

Deltag i arbejdsgruppe om etiske retningslinjer

DKF’s bestyrelse har efter samråd med Dansk Kiropraktor Råd besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der får til opgave at udarbejde udkast til etiske retningslinjer for kiropraktorer.

Arbejdsgruppen vil bestå af i alt ca. 8 personer.  For at sikre en så bred medlemsrepræsentation som muligt vil ordinære medlemmer også kunne melde sig til udvalgsarbejdet ligesom KKF-bestyrelserne vil blive bedt om at indsende forslag til repræsentanter til arbejdsgruppen.

Det er DKF’s bestyrelse, der sammensætter det endelige udvalg.

Send en mail til DKF, hvis du gerne vil deltage i udvalgsarbejdet.

9. december 2011

Ventetider på sundhed.dk

Siden 1. juni 2011 har kiropraktorer haft pligt til at registrere ventetider for behandling på Sundhed.dk. Seneste opgørelse fra Sundhed.dk viser, at ventetiden, hos de 17 ud af 222 klinikker med ydernummer, som foreløbigt har indberettet, er nul. DKF skal henstille til, at alle de klinikker, der endnu ikke har indberettet ventetider, får det gjort hurtigst muligt.

Læs mere om at redigere i praksisdeklarationer og indberetning af ventetider på Sundhed.dk’s Vejviser

9. december 2011

Ændringer i efterløn

VK-regeringen indgik i maj 2011 en aftale med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om en reform af tilbagetrækningssystemet. Aftalen betyder, at der er nye regler for efterløn på vej. Konsekvenserne af de ændrede regler er forskellige alt efter, hvornår man er født. 

I korte træk består ændringerne i en afkortning af efterlønsperioden fra 5 til 3 år og skærpede regler om modregning af pensioner i efterlønnen. Desuden vil der blive mulighed for at fraskrive sig retten til efterløn og få efterlønsbidraget udbetalt skattefrit i perioden 2. april til 1. oktober 2012.

Medlemmer af AAK vil blive kontaktet i februar 2012 med vejledning, der tager afsæt i de konsekvenser, der gælder for lige netop deres aldersgruppe.

21. november 2011

Reportage om GF 2012

I næste nummer af KIROPRAKTOREN (uge 50) bringes en reportage om generalforsamlingen 2011 i Slagelse samt uddrag af formandens beretning.

Formandens lukkede mundtlige beretning kan allerede nu læses på DKF Forum. Læs også formandens åbne mundtlige beretning.

Læs også formandens blogindlæg DKF Forum  med refleksioner fra GF 2011.

Beslutningsreferat fra GF 2011 kan også læses på DKF Forum efter bestyrelsens godkendelse på møde den 13. december 2011.

21. november 2011

Toårige GF-intervaller

Generalforsamlingen vedtog, at DKF’s generalforsamlinger fremover kun afholdes i ulige år. Næste ordinære generalforsamling finder derfor sted i 2013 i Region Nordjylland. KKF’erne overgår ligeledes til toårige generalforsamlingsintervaller.

Det blev også vedtaget at nedsætte den procentvise andel af medlemmer, som er påkrævet for at indkalde til ekstraordinære generalforsamlinger fra 20 til 15 %. Herudover blev det besluttet, at det fremover er et krav, at kandidater til DKF’s bestyrelse skal være opstillede forud for generalforsamlingen.

Medlemsforslag

 21. november 2011

Et medlem havde indsendt forslag forud for DKF's generalforsamling om, at DKF’s love skulle angive, at medlemmer kun må deltage i sundhedsordninger, hvis de ikke begrænser kiropraktorens faglige arbejde og er åbne for alle medlemmer.

Forslaget gav anledning til en lang debat på generalforsamlingen. På baggrund af drøftelserne trak forslagsstilleren det konkrete forslag og fremsatte i stedet et beslutningsforslag, hvorefter ”Bestyrelsen skal arbejde for, at der med FCH og andre parter på området indgås aftaler, hvorefter der så vidt muligt ikke består eksklusivitet, og hvor behandlingen foregår i overensstemmelse med sygesikringsoverenskomsten. Kiropraktorernes diagnoseret skal respekteres. Bestyrelsen skal redegøre for sine bestræbelser inden for 6 måneder.”  Generalforsamlingen vedtog dette forslag.

21. november 2011

Kontingent 2012

En ny kontingentkategori for offentligt ansatte kiropraktorer uden ledelsesbeføjelser er en realitet efter, at generalforsamlingen vedtog bestyrelsens vedtægtsændringsforslag.

Generalforsamlingen vedtog endvidere bestyrelsens vedtægtsændringsforslag om pris- og lønfremskrivning af kontingentsatser for 2012. Der fortsættes med uændrede kontingent i 2013.

Se kontingentsatser for 2012 og 2013

21. november 2011

Studentermedlemmer på GF

Studentermedlemmer vil fremover kunne deltage på såvel DKF’s generalforsamlinger som KKF’ernes generalforsamlinger som observatører - det blev udfaldet, da generalforsamlingen vedtog det indstillede vedtægtsændringsforslag fra DKF’s bestyrelse.  

21. november 2011

Nyt bestyrelsesmedlem i DKF

Susanne Skov Vendrup blev enstemmigt valgt ind i DKF’s bestyrelse på generalforsamlingen. Susanne Skov Vendrup afløser bestyrelsesmedlem Kent Højer Kristensen.

Læs portræt af DKF’s nye bestyrelsesmedlem i næste nummer af KIROPRAKTOREN, der udkommer i uge 50.

Resten af DKF's bestyrelse blev genvalgt frem til 2013.

21. november 2011

Faglig kongres 2012

Det er nu ganske vist, at DKF afholder en faglige kongres i 2012. Kongressen finder sted i Odense fra den 8.-10. november 2012.

Læs mere om kongressen i KIROPRAKTOREN i uge 50. 

21. november 2011

3 mio. kr. til forskning og efteruddannelse

Kiropraktorfonden bevilgede på sit seneste møde midler for godt 3 mio. til forskning og efteruddannelse samt kvalitetssikring.
Læs omtale af de bevilgede projekter i næste nummer af KIROPRAKTOREN

Fonden besluttede desuden at fortsætte med uændrede fagområder for efteruddannelse i 2012.

Se gældende fagområder for 2012.

21. november 2011

DKF vægkalender 2012

Der er udsendt tre eksemplarer af vægkalenderen 2012 til alle klinikker. Flere eksemplarer af kalenderen kan rekvireres via mail til sekretariatet.

21. november 2011

Mails fra noreply@danskkiropraktorforening.dk?

Undrer du dig over mails fra noreply@danskkiropraktorforening.dk?
Mails’ne skyldes den nye notifikationsfunktion på DKF Forum, som gør det lettere at følge med i seneste aktiviteter på DKF Forum. Funktionen er automatisk slået til hos alle medlemmer. Hvis du ønsker at slå den fra, skal du gøre følgende:
1. Log in på DKF Forum og gå til fanen ’Min side’
2. Tryk på det lille grå link ’Opdatér dine data´
3. Klik på det sidste faneblad ’Notifikationer’.
4. Fjern fluebenet og husk at trykke ’Gem denne ændring’.

Log ind på DKF Forum og følg aktuelle debatter i DKF Klubben

9. november 2011

Automatisk besked om nyt på DKF Forum

Nu bliver det nemmere at følge med i, hvad der sker på DKF Forum. En ny notifikationsfunktion, som automatisk sender dig en mail, når der sker nyt udvalgte steder på DKF Forum, træder i kraft i uge 45. Notifikationen omfatter følgende funktioner:
• Ny post i 'Indbakken' under 'Min side'
• Nye blogindlæg

Samt følgende faner under 'Dine klubber':
• Væg
• Arrangementer
• Debat
• Arkiv

Funktionen er automatisk slået til hos alle, men du kan slå den fra, hvis du ikke ønsker at modtage besked om ny aktivitet. Funktionen slås fra på DKF Forum under ’Min side’ via det lille grå link ’Opdater dine data’ under fanen ’Notifikationer’.

9. november 2011

Ekstra indbetaling til pension

Det er omkostningsfrit for dig at indskyde ekstra på din pension i SEB Pension, som er oprettet gennem Dansk Kiropraktor Forening.

Læs mere om reglerne - herunder de særlige overgangsregler, hvis du er selvstændig.

Download erklæring om 30% -regel for selvstændige

9. november 2011

”danmark” vil afregne direkte med kiropraktoren

Fra 1. januar 2012 vil ”danmark” afregne direkte med kiropraktoren, når patienten er dækket af PenSams Hold Fast gruppeforsikring. Afregningen sker efter kiropraktorens valg månedsvis eller fra ”gang til gang”.
Sygeforsikringen ”danmark”s hjemmeside vil patienten kunne se hvilke kiropraktorer, der giver ”gratis behandling”, dvs. hvor ”danmark” afregner direkte med kiropraktoren, så patienten ikke skal lægge ud.
Listen vil indeholde alle kiropraktorer, der har oplyst deres kontonummer til ”danmark”.

Sådan fungerer det
Læs pjecen Indberetning til ”danmark” – hvornår og hvordan

1. november 2011

Replik i Ugeskriftet: Manipulation matcher træning og medicin 

Ugeskrift for Læger udkommer i denne uge på tryk med forsidehistorien: "Manipulation ved kroniske rygsmerter har beskeden effekt". Den refererer til artiklen af professor, dr. med. Tom Bendix, som i sidste uge udløste mediehistorier om, at kiropraktisk behandling ikke hjælper. Ugeskriftet indeholder også en replik fra DKF’s formand Peter Kryger-Baggesen.  

- Det er mig derfor en gåde, at Tom Bendix bruger en gennemgang af analysen, som viser, at manipulation matcher effekten af træning og medicinsk behandling - endda med en lille edge i favør af manipulation - til at tale for at neddrosle anbefalinger af manipulation, skriver Peter Kryger-Baggesen bl.a. i replikken, som kan læses i fuld længde her på www.ugeskriftet.dk med login. Replikken er en forkortet udgave af den kommentar, som DKF offentliggjorde i sidste uge og kan læses her.

Håndtering af langvarigt rygbesvær er vanskelig, men den røde tråd i de seneste 20 års kliniske retningslinjer har imidlertid været en anbefaling af tillidsskabende information, smertestillende medicin, øvelser/træning og manuel behandling påpeger Peter Kryger-Baggesen i replikken.
 
Han tilbageviser desuden, at der i Danmark er et uforholdsmæssigt stort forbrug af manipulationsbehandling, som lægger beslag på en stor del af samfundets midler til lænde-ryg-besvær. Endelig tager han til genmæle på Tom Bendix’ påstand om, at kiropraktorprofessionen skulle stå i stampe. Han henviser til den udvikling professionen har gennemført i løbet af de sidste 20-30, som bl.a. har resulteret i et enestående rygforskningsmiljø i og omkring SDU i Odense.

- Enhver sundhedsprofession skal til stadighed stå til ansvar for at videreudvikle sig, dette gælder naturligvis også kiropraktorerne. En sådan udvikling kræver imidlertid kvalificeret og sagligt modspil fra egne og andres rækker. Så lad os debattere på en faglig baggrund og ikke med den kampagneagtige misinformation af befolkningen, som vi har oplevet, slutter Peter Kryger-Baggesen sin replik. 

Tom Bendix har sendt DKF en duplik til Peter Kryger-Baggesens replik. Efter aftale med Tom Bendix offentliggøres duplikken her.

1. november 2011

Ny målbeskrivelse for turnus

En reform af kiropraktorernes turnusuddannelse er nået gennem sin første fase, idet Sundhedsstyrelsen har godkendt en ny målbeskrivelse udarbejdet af Uddannelsesrådet. Den ny målbeskrivelse træder i kraft per 1. januar 2012 og indeholder bl.a. krav om obligatorisk uddannelsesprogram med logbog, som det kendes fra lægernes kliniske basisuddannelse.

Via samarbejde med Turnusudvalget har rådet også tilrettelagt
et nyt kursusprogram, som følger forskrifterne i den ny målbeskrivelse og indeholder nye kurser, men i øvrigt har samme omfang som tidligere. Sundhedsstyrelsen har netop også godkendt det nye kursusprogram.

Læs den nye målbeskrivelse og se det nye kursusprogram - og mere om turnusuddannelsen.

Reformen er iværksat for at sikre sammenhæng med kandidatuddannelsen og udvikle et system, der fremmer systematisk kvalitetssikring. Uddannelsesrådet opgraderer også det obligatoriske kursus for tutorer og skærper evalueringsprocedurerne. Som sekretariat for både Uddannelsesrådet
og Turnusudvalget har DKF været drivkraften i reformarbejdet.

Inden årsskiftet lanceres det obligatoriske uddannelsesprogram, som er udviklet af en arbejdsgruppe bestående af kiropraktorer, bl.a. medlemmer af Turnusudvalget. I dette efterår indhentes erfaringer med anvendelse af programmet i tutorklinikkerne.

Læs mere om reformen i bestyrelsens skriftlige beretning, pkt. 4.4.

31. oktober 2011

Materiale til DKF's Årsmøde 2011

Læs dagsorden for DKF's årsmøde 2011, hvor programmet for DSKKB’s fredagsarrangement samt dagsorden for DKF’s generalforsamling lørdag den 12. november fremgår. I dagsordnen indgår også Dansk Kiropraktor Råds beretning (punkt 6), foreningens regnskab (punkt 8) samt oversigt over valg (punkt 10).

Læs også bestyrelsens skriftlige beretning (punkt 5) der er optrykt selvstændigt.

Læs også pjecen Årsresultater, hvor bestyrelsen har sammenfattet de centrale årsresultater.

Bestyrelsen stiller forslag om en række lovændringer herunder ikke mindst overgang til 2årigt generalforsamlingsinterval med ønsket om at afholde en faglig kongres det andet år. Bestyrelsen stiller også forslag om at indføre en kontingentgruppe for offentlige ansatte med henblik på at sætte denne gruppe 30 % ned i kontingent. Se de samlede forslag under dagsordenens punkt 7 og se bestyrelsens forslag til kontingent under punkt 9.

Der er indkommet to medlemsforslag. Det ene vedrører ønske om en række lovændringer i forhold til kiropraktorers deltagelse i private eller kommercielle sundhedsordninger. Det andet forslag vedrører ønske om et krisemæssigt presseberedskab. Medlemsforslag 1 fremgår af punkt 7 og medlemsforslag 2 af punkt 11 - begge med bestyrelsens bemærkninger.

Alt materiale vil blive fremsendt med posten til alle tilmeldte til Årsmødet. Øvrige medlemmer vil alene modtage årsresultatpjecen med posten.

24. oktober 2011

Kommentar til mediestorm

En artikel af professor, dr. med. Tom Bendix fra Ugeskriftet.dk udløste den 17. oktober 2011 mediehistorier om, at kiropraktisk behandling ikke hjælper, og at fitness/træning er bedre.

DKF’s formand har forfattet en kommentar til artiklen, som kan læses her i sin fulde længde.

Læs også formandens blogindlæg om hans tur i mediemaskinen på DKF Forum.

En forkortet version af kommentaren er endvidere sendt til Ugeskriftet med henblik på offentliggørelse i den trykte version af bladet og vil efter offentliggørelsen blive lagt på Ugeskriftets hjemmeside i sin fulde ordlyd.

18. oktober 2011

Artikel bag mediestorm

En artikel af professor, dr. med. Tom Bendix fra Ugeskriftet.dk udløste i går den 17. oktober mediehistorier om, at kiropraktisk behandling ikke hjælper, og at fitness/træning er bedre.

Den omtalte artikel er endnu kun offentliggjort i elektronisk form på Ugeskriftets hjemmeside og kan kun læses af abonnenter. Det er muligt at købe et 24 timers login til 100 kr. via Ugeskriftets hjemmeside.

Den omtalte Cochraneanalyse fra artiklen i Ugeskriftet.dk kan tilgås via Cochranes hjemmeside.

DKF’s formand blev interviewet om sagen i går i nyhederne på DR 1 kl. 18.30 og 21. Se indslagene via DR’s hjemmeside. Bemærk, at der kan være tekniske problemer forbundet med visningen af indslagene, og at der skal vælges korrekt dato for indslagene.

17. oktober 2011

Mediestorm om kiropraktik 

En artikel fra Ugeskrift for Læger har udløst mediehistorier om, at kiropraktisk behandling ikke hjælper, og at fitness/træning er bedre. 

DKF har forsøgt at få nuanceret udmeldingerne. Det lykkedes at få professor Jan Hartvigsen på banen, bl.a. i TV 2 News i morges, og formand Peter Kryger-Baggesen udtaler sig i TV Avisen på DR kl. 18.30 dags dato. 

I TV Avisen melder Peter Kryger-Baggesen ud, at DKF mener, at dagens medieomtaler vender tingene på hovedet. Konklusionen i den omtalte undersøgelse er, at manipulation virker lige så godt som andre former for behandling fx medicinsk behandling, fysioterapi og ikke mindst træning. Det er velkendt viden, at der ikke kun skal manipulation til for at hjælpe patienter med langvarigt lænderygbesvær, men at der fx også skal træning til.  

Set i det lys er konklusionen på undersøgelsen ikke overraskende, men dagens overskrifter til gengæld meget misvisende:

Nyhed fra www.BT.dk: Rygbehandling virker ofte ikke 

Nyhed fra TV2's hjemmeside: Fitness bedre end kiropraktor

Nyhed fra Politikens hjemmeside: Kiropraktorbehandling virker ikke

En del af nyhederne på diverse hjemmesider videregav fejlagtige fakta om bl.a. det offentliges udgiftert til kiropraktisk behandling til at starte. DKF skulle have fået luget ud i alle forkerte fakta, så de nu er korrekte.

De rigtige tal er:
Det offentlige betaler cirka 110 mio. kr. årligt til kiropraktisk behandling. Cirka 350.000 personer går til kiropraktor hvert år. Tilsammen modtager de årligt cirka 2 mio. behandlinger.

Læs faktaark om kiropraktik i Danmark.

10. oktober 2011

Indsendelse af GF'11 forslag

Du kan indsende medlemsforslag til behandling på årets generalforsamling. Forslagene stiles til formanden og indsendes til sekretariatet. Forslag skal være poststemplet eller mailet senest den 22. oktober 2011.

Læs mere i årsmødeinvitationen

10. oktober 2011

Ledigt ydernummer i Region Syddanmark

Der er et ydernummer ledigt i Region Syddanmark til besættelse snarest muligt.

Læs mere om vilkår for tildeling

10. oktober 2011

Affaldsgebyrordning bortfalder

Den omstridte affaldsgebyrordning, som blev indført for få år siden, afskaffes med udgangen af 2011.

Mange kiropraktorer har netop modtaget opkrævning af gebyret for 2011. Vær i den forbindelse opmærksom på, at det er muligt at søge om fritagelse for at betale til ordningen, og ansøgningen kan være med tilbagevirkende kraft for året 2010.

I nogle kommuner kan ansøgning om fritagelse ske elektronisk på kommunens hjemmeside. Husk at anføre på ansøgningen, at I ikke genererer meget affald, og derfor ikke gør brug af genbrugspladsen.    

10. oktober 2011

Temadag om traumatiske amputationer

Kom og få en up-date, når Bevægeapparatets Årti præsenterer det seneste inden for forskning og udvikling af proteser.

Læs program for temadagen 

7. oktober 2011

Invitation til DKF's Årsmøde 2011

Der er udsendt invitationer til årsmødet sammen med en lommekalender for 2012 til alle medlemmer.

Læs program og tilmeld dig årsmødet

29. september 2011 

Nye honorartakster

Taksterne for honorarer og tilskud ændres med virkning fra 1. oktober 2011.
Der vil ikke blive sendt honorartabeller ud i papir, men de kan rekvireres i print ved henvendelse til sekretariatet.
Takster for praksiskonsulenter mv. ændres ligeledes med virkning fra 1. oktober 2011.

Læs og print nye honorar- og tilskudstabeller

29. september 2011

Skattefri bagatelgrænse for personalegoder

Med virkning fra 1. januar 2011 er der indført en årlig skattefri bagatelgrænse på 1.000 kr. for mindre gaver og påskønnelser fra arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren er ikke indberetningspligtig, selvom grænsen overskrides.

Bagatelgrænsen gælder:
• For medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer m.fl.
• Pr. medarbejder mv., hvilket betyder, at gaver fra flere arbejdsgivere m.fl. skal sammenlægges, når det skal afgøres om bagatelgrænsen er overskredet.
• Kun for naturaliegaver op til 1.000 kr.

Overskrides bagatelgrænsen er medarbejderen skattepligtig af det fulde beløb og skal anføre beløbet på selvangivelsen. Arbejdsgiveren har ikke indberetningspligt, selv om bagatelgrænsen overskrides, men har en enkelt gave en større værdi end 1.000 kr., vil arbejdsgiveren på normal vis have indberetningspligt.

Den skattefri bagatelgrænse omfatter mindre gaver og påskønnelser fx:

• Blomster, vin og chokolade.
• Deltagelsesgebyr til motionsløb og lignende.
• Julegaver. For julegave gælder dog, at selv om bagatelgrænsen overskrides, vil årets julegave altid være skattefri, hvis værdien af naturaliegaven maksimalt er 700 kr. Har personen flere arbejdsgivere, vil alle julegaverne fra arbejdsgiverne være skattefrie, hvis gaven fra den enkelte arbejdsgiver maksimalt har en værdi på 700 kr.

Den skattefri bagatelgrænse omfatter ikke:
• Gavekort, der kan konverteres til kontanter.
• Goder, som i forvejen er skattefri personalepleje på arbejdspladsen, fx kaffe, te, frugt, visse kantine- og kunstordninger. Det samme gælder sædvanlige julefrokoster og firmaudflugter.
• Lejlighedsgaver i forbindelse med private mærkedage.
• Personalegoder, der i overvejende grad er ydet af hensyn til arbejdet, og som er omfattet af den skattefri bagatelgrænse på 5.500 kr.
• Personalegoder, der er skattefritaget efter særlige bestemmelser. Eksempler herpå er parkeringsplads ved arbejdsstedet, visse sundhedsforsikringer og sponsorbilletter (se herom i det følgende).
• Personalegoder, der efter almindelige regler er skattepligtige, fx multimedier, personalelån og medielicens.

29. september 2011

Spændende temadag om efteruddannelse

- Efteruddannelse er først og fremmest faglig, personlig udvikling. Men der bliver også stillet krav fra patienter, profession og samfund. Derfor rummer efteruddannelse også en forpligtigelse. Og endelig er der det politiske aspekt. Vi har med efteruddannelse mulighed for at forme og lede faget i den retning, vi som samlet forening finder mest meningsfuldt," fremhævede Rikke Krüger Jensen i sin velkomst til DKF's temadag om efteruddannelse.

Temadagen blev afholdt 20.september på SDU i anledning af, at DKF vil afprøve en model for obligatorisk efteruddannelse inden for de næste 5 år.

Temadagen markerede, at bestyrelsen snart trækker i arbejdstøjet for at definere opgaven, og arrangementet skulle starte debat om, hvordan der bedst sikres livslang læring blandt kiropraktorer.

Læs slideshows fra temadagen her og glæd dig til fyldestgørende reportager i KIROPRAKTOREN nr. 5, der udkommer 17. oktober 2011.

29. september 2011

Høstkursus om hovedpine

Hovedpine er en lidelse som påvirker en betydelig del af kiropraktorpatienter. I år er den Norske Kiropraktorforenings høstkursus et temakursus om behandling, forskning og tværfagligt samarbejde i forhold til hovedpine.

Programmet er bredt sammensat med internationale oplægsholdere, og deltagerne får både teoretiske og praktiske kundskaber inden for kiropraktik og medicin.

Læs program

Tilmelding via mail til post@kiropraktikk.no

8. september 2011

Ventetider kan registreres nu

Siden 1. juni 2011 har kiropraktorerne skulle registrere ventetid på behandling på Sundhed.dk. Ventetid angives som den aktuelle og forventede ventetid til ikke-akut behandling. Der har imidlertid manglet en funktion til registreringen, men nu meddeler Sundhed.dk, at funktionen er lanceret.

Læs mere om at redigere i praksisdeklarationer på Sundhed.dk’s Vejviser

8. september 2011

Program for temadag klart

Vær med til at diskutere, hvordan en model for obligatorisk efteruddannelse skal se ud: Deltag i temadagen tirsdag den 20. september 2011 kl. 13-17 på SDU (aud. 100) i Odense.

Uddannelsestemadag 2011 sætter spot på effektive efteruddannelsesstrategier: Hvad skaber effektiv efteruddannelse, som i spændingsfeltet mellem personlig udvikling og pligtfordringer sikrer kompetenceudvikling og tilførsel af ny viden til praksis?

Temadagen er for alle med interesse i livslang læring, kompetenceudvikling og (efter)uddannelse. Deltagelse er gratis. Se program og tilmeld dig her: www.danskkiropraktorforening.dk/uddannelsestemadag

8. september 2011

Sygefravær og barsel anmeldes digitalt

Fra 1. september forsvinder de gamle papirblanketter helt, og det bliver obligatorisk for alle arbejdsgivere at sende indberetninger om syge- og barseldagpenge til kommunerne digitalt via NemRefusion.

Læs mere om de nye regler på www.nemrefusion.dk

8. september 2011

Ingen blanketter fra speciale 53 til 64

DKF er blevet orienteret om, at der er kiropraktorklinikker, der stadig indsender blanketter til regionerne i forbindelse med overflytning af patienter fra speciale 53 til speciale 64.

For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at reglerne om indsendelse af blanketter i forbindelse med overførsel af patienter til den særlige tilskudsordning (speciale 64) blev ophævet med den overenskomst, der trådte i kraft den 1. april 2007.

Der stilles således ingen særskilte administrative procedurekrav i forbindelse med overflytning af patienter fra speciale 53 til speciale 64.

Det følger af § 9, stk. 2 i Landsoverenskomst om kiropraktik, at personer, der kan omfattes af den særlige tilskudsordning (§ 64) er personer, der

• har tilbagevendende eller kroniske lidelser i bevægeapparatet, som kræver en ekstraordinær tidskrævende og længerevarende behandlende og forebyggende indsats
• er indstillet på at yde en væsentlig personlig indsats i relation til varig styrkelse af bevægeapparatet.

29. august 2011

SDUs sundhedsfakultet på top 100

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet er kommet på en ny liste blandt de 100 bedste universiteter i verden til at forske i sundhedsvidenskab. Det er på ”The Academic Ranking of World Universities” (ARWU), der hvert år rangerer over 1000 universiteter, at Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har fået den flotte placering. Se listen, som også kaldes: Shanghai-ranglisten.

- Vi glæder os over, at vi er kommet ind på den pæne placering, det er et udtryk for, at fakultetets medarbejdere laver en rigtig god forskning, siger dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ole Skøtt.
Kilde: Fyns Stifttidende

Se
Læs hele omtalen på Fyns Stifttidende

17. august 2011

Oplysning om ventetider på behandling på Sundhed.dk

Fra 1. juni 2011 er kiropraktorer i henhold til landsoverenskomst om kiropraktik forpligtet til at oplyse ventetider på behandling på praksisdeklarationen på Sundhed.dk. Ventetiderne angives som den aktuelle og forventede ventetid på ikke-akut behandling.
Ajourføring af oplysninger på praksisdeklarationen sker ved brug af digital signatur.

*****
OBS: Funktionen til brug for registrering af ventetider på Sundhed.dk har manglet, men er nu lanceret, meddeler Sundhed.dk og Danske Regioner.
*****

17. august 2011

Begrænsninger i praksisdeklarationer på Sundhed.dk

I sommeren 2010 lancerede Sundhed.dk en ny vejviser. Den var forbedret på hurtighed og stabilitet, men desværre viste den sig at indeholde nogle tekniske udfordringer i forhold til den vejviser, den erstattede. Bl.a. er det for behandleren kun muligt at tilføje ansatte i det generelle fritekstfelt og ikke som før i et særligt felt til dette. Det er heller ikke muligt at uploade billeder, som ellers var en planlagt feature.

Funktionsbegrænsningerne skyldes tekniske udfordringer og gælder for alle behandlergrupper på Sundhed.dk.

Sundhed.dk oplyste om disse forhold i en skrivelse, som blev sendt til alle medlemmer i Medlemsinfo i juli 2010. Du kan læse den på DKF Forum, hvor den ligger i DKF-klubbens arkiv – log ind via dette link på Forum.
  
Sundhed.dk oplyser, at det har vist sig sværere at udbedre manglerne ved den nye vejviser end forventet, og at man stadig her et år efter ikke har kunnet få bugt med dem. Man forventer forsigtigt, at udbedringen vil ske inden årets udgang og giver besked, når det er sket.

Læs mere om at redigere i praksisdeklarationer på Sundhed.dk’s Vejviser, hvor Sundhed.dk også oplyser om funktionsbegrænsningen.

17. august 2011

Vandskade og patientjournaler

Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med det seneste skybrud i Københavnsområdet i juli måned udsendt en nyhedsmail, hvor der bl.a. orienteres om, hvordan der skal forholdes i tilfælde af, at papirjournaler bliver ødelagt i tilfælde af vandskader.

Overordnet anføres det, at det er afgørende, at patientjournaler bliver opbevaret på en måde, så oplysningerne i dem ikke går tabt i tilfælde af vandskader og lignende.

I de aktuelle tilfælde, hvor der er sket vandskade på opbevarede patientjournaler, bør en myndighed, institution eller sundhedsperson, der har ansvaret for patientjournalerne, sikre, at der sker en registrering af hvilke patientjournaler, der er blevet ødelagt, og hvilken periode patientjournalerne vedrører. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside  kan der læses mere om vandskade, patientjournaler, nødstrøm og patientsikkerhed.

17. august 2011

Oplysning af CPR-nummer ved B-indkomst ved attesthonorarer

Forsikring og Pension har konstateret, at de fakturaer, som forsikringsselskaber og pensionskasser modtager fra bl.a. kiropraktorer, ikke altid gør det muligt at afgøre, om en given betaling er B-indkomst for modtageren. Denne usikkerhed giver anledning til en del administrativt besvær for selskaberne, der i disse tilfælde skal kontakte kiropraktoren for at få afklaret spørgsmålet.

Forsikring og Pension har derfor anmodet DKF om at henlede jeres opmærksomhed på, at I altid i forbindelse med indsendelse af fakturaer for behandlingsydelser og attesthonorarer skal påføre CPR-nummer på fakturaen, såfremt honoraret skal udbetales som B-indkomst.  Baggrunden herfor er, at selskaberne i henhold til Skattekontrolloven er forpligtet til at indberette udbetalt B-indkomst til SKAT. Det skal endvidere understreges, at der i situationer, hvor honoreret skal udbetales som B-indkomst ikke samtidig skal oplyses CVR-nummer på fakturaen.

Såfremt honoraret skal udbetales til virksomheden skal kun CVR-nummeret fremgå af fakturaen.

17. august 2011

Vær med til at udvikle en intelligent genoptræning

InSpiRe er et nationalt netværk, der skal fremme mulighederne for intelligent genoptræning i forhold til ryglidelser. I netværket mødes forskere, virksomheder, kiropraktorer og fysioterapeuter for at udvikle nye genoptrænings- og/eller behandlingsteknologier.

Startskuddet til netværket er et arrangementet på SDU d. 24. august kl. 9.30-15.30 med oplæg og workshops om udfordringer, muligheder og teknologier inden for intelligent træning og rehabilitering. Endvidere vil der blive sat fokus på udvikling af produkt- og projektidéer, der efterfølgende skal udgøre omdrejningspunktet for netværkets videre arbejde.

NIKKB er samarbejdspartner på projektet, der har mange udviklingsperspektiver for kiropraktikken i Danmark, og vi opfordrer således interesserede kiropraktorer til at deltage på netværkets hjemmeside.

6. juli 2011 

Festskrift: 20 år med autorisation

I 1991 besluttede Folketinget at autorisere danske kiropraktorer. Den begivenhed fejrer DKF med et festnummer af KIROPRAKTOREN. Beslutningen om autorisation blev startskuddet til en udvikling, der ikke bare har været til gavn for danske kiropraktorer, men først og fremmest for det danske samfund - ja sågar internationalt. Artiklerne underbygger denne påstand med vidnesbyrd fra centrale eksterne aktører samt spændende reportager om proaktive projekter i kiropraktormiljøet.

Læs festnummeret, som alle er velkomne til at rekvirere eller linke til.

4. juli 2011

SDU: Nye kandidater

26 håbefulde kandidater i klinisk biomekanik heraf 16 danskere og 10 nordmænd og svenskere dimmiterede den 24. juni 2011 fra Syddansk Universitet. Dagen blev markeret med en reception og taler med bl.a. dekan for det Sundhedsvidenskabelige fakultet professor, dr. med. Ole Skøtt samt en repræsentant for kandidatholdet kiropraktor Kim Corfixen.  

29. juni 2011  

David Cassidy professor ved SDU

Den internationale førende forsker inden for mukuloskeletal forskning canadieren David Cassidy er netop blevet tildelt et globaliseringsprofessorat ved Syddansk Universitet. David Cassidy bliver tilknyttet det sundhedsvidenskabelige fakultet med virkning fra 1. september 2011. David Cassidy er på nuværende tidspunkt seniorforsker ved Toronto Western Research Institute, University Health Network og Professor of Epidemiology ved Dalla Lana School of Public Health, University of Toronto.

Globaliseringsprofessorat-programmet er rettet mod at tiltrække senior forskere til danske universiteter og stimulere internationalt forskningssamarbejde. David Cassidy vil fokusere på at etablere samarbejde mellem University Health Network, University of Toronto og Syddansk Universitet. Han vil bibeholde tilknytning til Toronto og fortsætte med at vejlede kandidatstuderende og forskningsprojekter.

Professor og forskningsleder på Klinisk Biomekanik ved SDU Jan Hartvigsen udtaler:
-Jeg er ovenud begejstret for, at David Cassidy har accepteret vores tilbud og besluttet at flytte til Danmark. Gennem hele sin karriere har David haft fokus på at udvikle og fremme interdisciplinert og internationalt samarbejde inden for det forskningsmæssige og kliniske område. Det er derfor han er ekstremt kvalificeret til en stilling i vores forskningsenhed på Institut for Idræt og Klinisk Biomekanik ved Syddansk Universitet. Det musculoskeletale område er multidisciplinært og kun hvis alle professioner samarbejder kan vi mindske den indvirkning og omkostninger som disse lidelser har for individer og for samfundet.

8. juni 2011 

Mine konsultationer

Mine konsultationer er en ny tjeneste på sundhed.dk, som giver borgerne overblik over konsultationer og ydelser modtaget hos praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, fysioterapeuter m.fl. i primær sektor. Data i Mine konsultationer stammer fra Sygesikringsregisteret, og Mine konsultationer viser en oversigt over de konsultationer, hvor det offentlige har ydet hel eller delvis refusion. Ud over dato og behandler kan borgeren se de registrerede ydelser samt det beløb, som er givet i refusion.

Mine konsultationer viser data tilbage fra 2003. Borgerne får adgang til Mine konsultationer ved at logge på sundhed.dk med NemId.

Læs mere på Sundhed.dk

23. maj 2011

FHC ekspanderer

Falck Healthcare har købt Danmarks næststørste, private udbyder af sundhedsløsninger, HealthCare Danmark. Dermed udbygger Falck Healthcare sit netværk af sundhedsklinikker og tilegner sig et stærkt effektmålingssystem. --Ved at integrere Danmarks to største, private udbydere af sundhedsløsninger bliver vi i stand til i endnu større omfang at forebygge sygdomme og nedslidning, siger Jan Steenhard, der er divisionsdirektør for Falcks healthcare-aktiviteter i Skandinavien.

HealthCare Danmark varetager sundhedsordninger for 130.000 medarbejdere i offentlige og private virksomheder. Medarbejderne bliver behandlet og rådgivet af tværfaglige teams af fysioterapeuter, sygeplejersker, ergoterapeuter, massører og zoneterapeuter. Selskabet har udviklet en metode, der systematisk måler effekten af de behandlinger, som klienterne modtager.

-Gennem disse systematiske effektmålinger bliver vores behandlere endnu bedre til at yde netop den indsats, som passer bedst til den enkelte klients behov - til fordel for såvel klient som for behandler, siger Jan Steenhard.

HealthCare Danmarks stifter, Uffe Lindstrøm, ser frem til at fortsætte indsatsen for forebyggende sundhedsydelser i et nyt regi.
-Ved at gå sammen med Falck Healthcare sikrer vi, at branchen fortsat udvikler sig i seriøs retning og gør det muligt at udbrede sundhedsydelser med fokus på forebyggelse, siger Uffe Lindstrøm, der stiftede HealthCare Danmark for 19 år siden.

Falck Healthcare dækker 1,6 millioner borgere med sundhedsordninger og har mere end 7000 offentlige og private virksomheder blandt sine kunder.

23. maj 2011

Træning og prolaps

De fleste patienter med diskusprolaps kan undgå en operation og stadig klare sig rigtigt godt, viser en undersøgelse, som Rygcenter Syddanmark med fysioterapeut Hanne Albert i spidsen har fået offentliggjort i det ansete tidsskrift Spine.

I undersøgelsen indgår 181 patienter, som har været kandidater til en diskusprolapsoperation, men i stedet er blevet tilbudt to forskellige former for konservative behandlingsforløb over otte uger. Den ene gruppe er træningsgruppen og har fået oplæring i symptomlindrende øvelser og fysioterapi, mens den anden, inaktive gruppe, har fået anbefalet enkelte øvelser og er bedt om kun at holde sig aktive indenfor smertegrænsen. Begge grupper opnår signifikante forbedringer efter otte uger og en yderligere forbedring efter et år, men træningsgruppen ser ud til at komme hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet og klarer sig generelt lidt bedre, viser undersøgelsen.

Læs omtalen i Dagens Medicin

26. april 2011

MTV: Kirurgi vs. træning

En ny medicinsk teknologivurdering (MTV) viser, at det for nogle typer skulderlidelser ikke giver en bedre effekt at operere frem for fx behandling ved en fysioterapeut eller kiropraktor. MTV’en er udarbejdet for Region Midtjylland og Region Nordjylland af Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland. Resultaterne vil indgå som en vigtig del af det beslutningsgrundlag, der skal bruges til at udforme kommende kliniske retningslinjer på området. Professor ved Syddansk Universitet Jan Hartvigsen udtaler om rapportens konklusioner: "For de mest almindelige skulderlidelser, nemlig de såkaldte "impingement" eller "rotator-cuff" syndromer, ser det ud til, at ikke kirurgisk behandling bestående af træning og manuel behandling er ligeså effektivt som kirurgi samtidig med, at det er langt billigere og sandsynligvis har færre bivirkninger. Der er dog et stykke vej igen før vi kan designe det optimale behandlingsforløb for den enkelte patient, men rapporten er et fint udgangspunkt for videre forskning. Det er oplagt at kiropraktorerne tager ansvar og deltager fremadrettet i dette arbejde."

Læs den fulde MTV rapport

14. april 2011 

WFC Kongres 2011

DKF’s formand Peter Kryger-Baggesen er netop landet fra Rio de Janerio efter seks dages kombineret politisk og faglig verdenskongres for kiropraktorer.

-Det var en rigtig fin tur til Rio, og vi havde en spændende faglig debat på WFC generalforsamlingen om begrænset ordination af medicin for kiropraktorer, fortæller Peter Kryger-Baggesen.

-Det er også altid interessant at høre om de vidt forskellige forhold og konditioner, som kiropraktik praktiseres under lige fra lande helt uden regulering eller lovlighed og så til den lille eksklusive klub af lande med universitetsforankret uddannelse, fuld legitimitet, offentlig tilskud til behandling og forankring i et sammenhængende sundhedsvæsen – og heldigvis går udviklingen den vej om end noget langsommere end ønskeligt, udtaler Peter Kryger-Baggesen.

Ledende kiropraktor Søren O’Neill fra Rygcenter Syddanmark deltog med et indlæg på den faglige kongres om kiropraktorernes position i sekundærsektoren og den nye specialuddannelse:
-Det viste sig jo at være et højaktuelt tema, for mens vi var af sted, var historien i Dagens Medicin, og jeg kunne derfor fra talerstolen fortælle om den flotte omtale og om Danske Regioners initiativ med at udvikle en politik for kiropraktorernes rolle og position i fremtiden, fortæller Søren O'Neill.

Forsker, ph.d. Mette Jensen Stochkendahl fra NIKKB deltog med to artikler og to oplæg i den faglige konference, og hun kunne vende hjem med WFC’s førstepris på 10.000 $ i artikelkonkurrencen!
-Det er helt fantastisk, og langt fra hvad jeg havde turde drømme om på forhånd, fortæller Mette Stockendahl Jensen glad og stolt.

-Jeg deltog også som bedømmer i poster konkurrencen og var faktisk overrasket over niveauet, selvom der stadig er lidt for stor spredning til, at vi for alvor kan sige, at hele professionen arbejder på et højt akademisk niveau.

Fagets ”grand old man”, Scott Haldemann, nævnte i sin afsluttende tale, at forskningsniveauet kun er blevet bedre og bedre og der var et tæt opløb blandt hele ti artikler i år.

For første gang blev de studerendes kongres (WCCS) afholdt samme sted som WFC, og det gav et godt liv på kongressen. Ikke mindre end fem meget aktive og engagerede studerende var med fra SDU og markerede sig fint.
-Det var rigtig spændene denne gang at være en del af WFC kongressen. De tidligere gange har vi holdt studenter- kongressen på skolerne, og det var helt vildt at mærke den politiske gennemslagskraft vi kunne komme med i år, fortæller studerende ved Klinisk Biomekanik på SDU Anni Preisler.

-Vi brugte tiden mellem vores møder på at netværke både med DKF, de andre nordiske foreninger, ECU og globalt. Og så var det også fantastisk at få spændende faglige oplæg med hjem i baggangen.”

I juninummeret af Kiropraktoren følger en mere fyldig rapportage fra kongressen.

8. april 2011 

Sygehuskiropraktor

Dagens Medicin omtaler i dagens udgave pilotprojektet for den nye specialuddannelse som hospitalskiropraktor og ansættelserne af to kiropraktorer på Vejle sygehus, der som det første sted i landet bruger kiropraktorer til at læse MR-billeder.

Læs artiklerne i Dagens Medicin:
Specialuddannede kiropraktorer indtager sygehusene
Kiropraktorer erstatter radiologer i Vejle

7. april 2011

National sundhedsprofil

En ny database samler fakta om sundhed og sygelighed. Databasen er baseret på den mest omfattende kortlægning af danskernes sundhed nogensinde, og den gør det let at sammenligne borgernes sundhed. De mange data fortæller bl.a. om sundhedsadfærd og danskernes sygdomme og smerter. Opslag i databasen viser fx, at 27, 2 procent af de adspurgte havde været meget generet af smerter eller ubehag i ryg eller lænd inden for de sidste 14 dage. Databasen samler besvarelser fra 180.000 danskere og uden sammenligning er den største af sin slags.
De fem regioner i Danmark og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet har gennemført undersøgelsen, som er lavet på baggrund af aftale mellem Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Finansministeriet.

Læs mere om databasen

28. marts 2011

International appel fra Christchurch's kiropraktorer

DKF har modtaget en skrivelse fra den New Zealandske kiropraktorforening, hvor de anmoder om økonomisk støtte til deres 35 kiropraktor medlemmer, hvoraf flere har mistet deres praksis og levegrundlag. 
Læs mere her 

4. februar 2011

16 nye kiropraktorer udklækket fra SDU

Torsdag den 27. januar dimitterede 16 nye kiropraktorer fra Syddansk Universitet. Festprogrammet blev fem minutter forsinket, fordi en af de kvindelige kandidater kom direkte fra fødeafdelingen. Hun havde født 10-12 timer før. En anden i det nye kuld er 4.generationskiropraktor. Hendes oldefar var kiropraktor fra 1923.

Claus Dam Nielsen, efteruddannelseschef ved Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik, NIKKB, roste det nye kuld. Han havde netop været censor, og som en af underviserne havde sagt til ham, så var hun ked af, at ingen dumpede. Holdet var nemlig så godt, at hun havde svært ved at skulle slippe dem.

Læs pressemeddelelsen fra Syddansk Universitet.

4. januar 2011

Nyt patientombud ikrafttrådt

1.januar 2011 trådte et nyt patientklagesystem, Patientombuddet, i kraft. Patientombuddet samler alle sager om klager, erstatninger og rapportering af utilsigtede hændelser, der tidligere har hørt hjemme i Patientklagenævnet, Patientskadeankenævnet, Lægemiddelskadeankenævnet og Sundhedsstyrelsen.

Med etableringen af Patientombuddet kan patienter også klage over forløb og systemfejl, som for eksempel fejl i kommunikationen fra læge til læge eller fra afdeling til afdeling, hvor man tidligere kun kunne klage over enkelte sundhedspersoner.

En del af patientombuddet vil også blive et praksisudvalg, hvor patientorganisationer, de faglige organisationer, KL og Danske Regioner vil være repræsenteret. Praksisudvalget får til opgave at følge patientombuddets afgørelser og rådgive ombuddet om fremtidige afgørelser i sammenlignelige sager.

Læs mere på www.Patientombuddet.dk

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, pressemeddelelse 03.06.2010

LÆS ÆLDRE NYHEDER