Fig3b_DKF.jpg

Fra og med onsdag den 9. december gælder nye skærpede restriktioner for Covid-19 i 38 af landets kommuner. Men det betyder ikke, at du skal droppe dit besøg hos kiropraktoren, hvis du har ondt i ryggen eller på anden måde er plaget af smerter i muskler og led.

Kiropraktorer er del af sundhedsvæsenet og skal varetage det, der hedder kritiske funktioner. Kritisk er ikke det samme som akut eller livstruende, men er blandt andet undersøgelse, diagnostik eller behandling, der er nødvendig for i betydelig grad at styrke, opretholde eller forhindre forværring af en persons sundhed, funktionsniveau, livskvalitet eller arbejdsevne.

Men det er vigtigt, at du ikke kommer hvis du føler dig syg eller sløj. Kiropraktoren skal vurdere, om dit behov for hjælp er kritisk i lyset af risikoen for smittespredning og om det måske kan klares i en telefon eller videokonsultation - vær dog opmærksom på, at kiropraktorer ikke er forpligtede til at tilbyde konsultationer over video.

Det er en god idé at finde ud af, hvordan klinikken holder åbent ved at kigge på dens hjemmeside eller sociale medier.