Fig3b_DKF.jpg

Kiropraktorklinikker er åbne under den nedlukning af Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommuner, som træder i kraft 9. november.

Det betyder, at du gerne må konsultere kiropraktor, hvis du fx har ondt i ryggen, også hvis din kiropraktor har klinik i nabokommunen.

Kiropraktorer er del af sundhedsvæsenet og skal varetage det, der hedder kritiske funktioner. Kritisk er ikke det samme som akut eller livstruende, men er blandt andet undersøgelse, diagnostik eller behandling, der er nødvendig for i betydelig grad at styrke, opretholde eller forhindre forværring af en persons sundhed, funktionsniveau, livskvalitet eller arbejdsevne.

Men det er vigtigt, at du ikke bare møder op i klinikken, men ringer først - og føler du dig syg eller sløj, skal du sige det, for så må du ikke møde op. Kiropraktoren skal vurdere, om dit behov for hjælp er kritisk i lyset af risikoen for smittespredning og om det måske kan klares i en telefon eller videokonsultation - vær dog opmærksom på, at kiropraktorer ikke er forpligtede til at tilbyde konsultationer over video.

Personer i de 7 kommuner opfordres kraftigt til kun at krydse kommunegrænsen, hvis væsentlige og uopsættelige hensyn tilsiger det, herunder varetagelse af kritiske funktioner.

Det er en god idé at finde ud af, hvordan klinikken holder åbent ved at kigge på dens hjemmeside eller sociale medier.