Hvad koster det?
Tilskud og faste priser
Der er offentligt tilskud til kiropraktorbehandling. Det kræver ikke henvisning fra en læge og trækkes automatisk fra din regning i klinikken. Priserne er faste, men hvad du skal betale, afhænger af den behandling, du har brug for. Har du en sundhedsforsikring kan den måske betale noget eller det hele. Sygeforsikringen 'danmark' yder også tilskud.

Første gang du er til kiropraktor, er prisen højere end i de opfølgende konsultationer, og der er særlige tillæg for fx røntgen, træning og konsultationer uden for normal arbejdstid.
Personer med nyligt opståede tegn på diskusprolaps og spinalstenose får større tilskud i særlige pakkeforløb.
Der er mulighed for tilskud fra Sygesikringen danmark, sundhedsforsikringer og evt. din kommune - se længere nede.
OPRUNDEDE PRISER
Opfølgende konsultationer
- Afgrænset konsultation koster ca. 210 kr.
- Almindelig konsultation koster ca. 335 kr.
- Udvidet konsultation koster ca. 465 kr.
Førstegangskonsultationer
- Har du været til kiropraktor i klinikken inden for de sidste 12 måneder, koster første gang ca. 390 kr.
- Er det mellem et og tre år siden, koster det ca. 515 kr.
- Har du ikke været der før, eller er det mere end tre år siden, koster en førstegangskonsultation ca. 640 kr.
Pakkeforløb
Konsultationer i pakkeforløb til diskusprolaps og spinalstenose koster mellem 220-310 kr.
Røntgen og ultralyd
- Røntgenundersøgelse koster ca. 455 kr.
- Fortolkning af rekvirerede røntgenbilleder koster ca. 230 kr.
- Supplerende røntgenundersøgelse koster ca. 230 kr.
- Ultralydsundersøgelse koster ca. 435 kr.
Træning
- Introduktion til superviseret træning koster ca. 415 kr.
- Superviseret træning koster ca. 210 kr.
- Opfølgende træning koster ca. 130 kr.
Aften/weekend og udeblivelse
- Særlige tillæg for aften og weekend
- Udeblivelse fra førstegangskonsultation koster ca. 365 kr.
- Udeblivelse fra opfølgende konsultation koster ca. 245 kr.
Hvem bestemmer priser og takster?
Det offentlige tilskud til kiropraktik er i gennemsnit på 18-20% af det, behandlingen koster. Tilskuddet administreres af regionerne, men dets størrelse er fastsat af Sundhedsministeren ifølge Sundhedsloven.
De fem regioner har ansvaret for at administrere de offentlige tilskud, og regionen udbetaler tilskuddet direkte til kiropraktoren. Priser til kiropraktisk behandling er fastsat i Landsoverenskomst om kiropraktik, som er indgået mellem Dansk Kiropraktor Forening og Regionernes Lønnings og Takstnævn.
Andre tilskud
Er du medlem af Sygeforsikringen 'danmark', kan du få tilskud til behandlingen, alt efter hvilken gruppe du er medlem af.
Har du en sundhedsforsikring gennem fx dit arbejde eller som del af en fritids- eller ulykkesforsikring, du selv har tegnet, kan du mange gange få dækket udgifterne til kiropraktorbehandling.
Hvis du har en arbejdsskadesag kørende, kan du muligvis få dækket dine udgifter til kiropraktor. Kontakt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Hvis du på ingen måde har penge til at betale din del af udgiften til kiropraktorbehandling, kan du søge din kommune om hjælp til sygebehandling i særlige tilfælde efter lov om aktiv socialpolitik. Det er en forudsætning, at behandlingen bliver vurderet som helt nødvendig for dig. Kommunen laver desuden en såkaldt trangsvurdering, hvor de medtager dine mest nødvendige udgifter og dine indtægter. Derefter vurderer kommunen, om du kan betale selv. Du kan således godt komme ud for, at du har nogle udgifter, som kommunen ikke finder nødvendige og derfor ikke tager med i trangsvurderingen. Spørg i din kommune.
Er du førtidspensioneret eller folkepensioneret, har du mulighed for at søge om helbredstillæg til kiropraktik hos kommunen efter ansøgning. Læs mere om det her og her.