Rygcenter Syddanmark søger en kandidat til at indgå i ph.d.-forløbet ”Hold-Fast-I-Dit-Job - Styrket tværsektorielt sundhedssamarbejde for patienter med rygsmerter” inden for det rygmedicinske forskningsfelt. Kandidaten kan være fysioterapeut, sygeplejerske, kiropraktor, læge eller have anden sundhedsfaglig uddannelse.

OBS kort ansøgningsfrist!

Aktuelt har vi et ph.d.-projekt med godkendt protokol inden for arbejdsmarkedsrehabilitering og bedring af tværsektorielle behandlingsforløb for personer med rygsmerter, som venter på den rette ph.d.-studerende.

Forskningsprojekter er udviklet i samarbejde med Arbejds-og Socialmedicinsk Afdeling, Holbæk Sygehus, og Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet.

Forskningsprotokollen indeholder udvikling og afprøvning af et rehabiliteringsforløb for patienter, som er sygemeldt eller har vanskeligt ved at passe deres arbejde på grund af rygsmerter. Rehabiliteringsforløbet skal samskabes med patienter, fageksperter og repræsentanter fra arbejdsmarkedet. Forskningsprojektet sigter mod at forbedre sundhedssamarbejdet mellem fagfolk i alle sektorer og udvikle et rehabiliteringsforløb, som er skræddersyet ud fra den enkelte persons funktionsbegrænsninger.

Du har mulighed for at gennemføre din forskning i et trygt miljø med hjælp fra vores forskningsstøtte, og sparring fra afdelingens forskere. Ph.d.-forløbet er på fuld tid og forventes gennemført på normeret tid (3 år).

For at komme i betragtning til jobbet, skal du have kvalifikationer som gør, at du kan indgå i et ph.d.-forløb, dvs. universitær uddannelse på kandidatniveau og forskningserfaring (bidrag til fagfællebedømt videnskabelig publikation). Det er en fordel at have et teoretisk og praktisk kendskab til rehabilitering og til patienter med rygsmerter, men det er ikke et krav.

Ansøgningsfrist: 29-05-2022
Afdeling: Rygcenter Syddanmark
Stillingsbetegnelse: Ph.d. stilling
Arbejdstid: 37 timer
Arbejdssted: Middelfart
Ansættelsesstart: 1. august.
Du er velkommen til at kontakte forskningsleder Søren O’Neill (soeren.oneill@rsyd.dk, tlf. 63484077) eller Anders Hansen (anders.hansen@rsyd.dk, tlf. 63484430) Rygmedicinsk Forskning, hvis du har uddybende spørgsmål.