Årsmøde '19
Brugerbetaling skaber ulighed, men svær at ændre
Får vi mere sundhed og mere lighed, hvis kiropraktik bliver billigere for patienterne – eller er udfordringen i virkeligheden, at for mange ikke ved, hvad kiropraktik er?

Fredag den 7. november sad ca. 150 kiropraktorer og et panel med 5 personer klar til at tage debatten om brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen – ikke mindst hos kiropraktoren. Til at styre debatten havde man hyret Lars Igum Rasmussen, sundhedsredaktør på Politiken.
Inden debatten havde DKF stillet spørgsmålet: ”Brugerbetalingen – er det kommet for at blive?”, og efter debatten stod det klart, at svaret på det spørgsmål er et rungende JA.

For selvom brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen ikke er noget, vi kan lide at tale om, så findes det i ret vid udstrækning. Eller som professor i sundhedsøkonomi, Jakob Kjellbjerg, gjorde fuldstændig klart i sin indledning til debatten, så er brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen i virkeligheden efterhånden næsten mere en regel end en undtagelse. Det er primært behandling på sygehusene og konsultation i almen praksis, der er undtaget for brugerbetaling.
Men hvorfor er det sådan? Årsagen er i historisk snarere end faglig. I sundhedsloven står der, at der er ”let og lige adgang til sundhedsvæsenet” – men den passus blev ændret fra ”fri og lige adgang” i 2005, da Lars Løkke Rasmussen var sundhedsminister. Det var mere i overensstemmelse med virkeligheden – og fordi ”let og lige adgang” alt andet lige er en mere blød og bøjelig formulering end ”fri og lige”.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at brugerbetaling medfører ulighed – det er et faktum, at når sundhedsydelser koster penge, så bliver folk væk. Først og fremmest de fattige. Men især mændene bliver endnu dårligere til at reagere, når de også skal have portemonnæen op af lommen.

Man skulle derfor tro, at politikerne står i kø til afskaffe brugerbetalingen. Men sådan er det ikke.
Skulle brugerbetaling afskaffes bare på kiropraktor-området, ville prisen blive en halv milliard – og sådan kunne man regne videre med de øvrige områder: tandbehandling, medicin, psykologbehandling osv.
De penge findes bare ikke i statskassen.
Og, pointerede Maja Barfoed Hørsving, hvad vil vi egentlig få for de mange penge? Vil de lavere socialklasser begynde at gå til kiropraktor – eller vil vi blot gøre det billigere for de mange, der i forvejen kommer?

Den påstand var Torben Klitmøller Hollmann fra FOA enig i. Som repræsentant for nogle af de lavest lønnede i det danske samfund, SoSu-assistenterne, kunne han ikke se for sig, at disse medarbejdere vil begynde at gå til kiropraktor, selvom det bliver billigere, selvom de sikkert godt kunne have glæde af det.
Det, der vil tiltrække SOSU-assistenterne, er nem tilgængelighed, for eksempel ude på arbejdspladserne, og også mere viden om, hvorfor de overhovedet skal besøge en kiropraktor. For sagde, Torben Hollmann, han er ikke sikker på, at de fleste af hans medlemmer overhovedet ved, hvad en kiropraktor egentlig kan hjælpe med – og at netop det måske var noget kiropraktorerne skulle bruge mere krudt på end problematikken om brugerbetalingen.

Her kan du læse om den åbne del af generalforsamlingen, hvor kiropraktorer blev hyldet, og PLO-formand Christian Freitag holdt en veloplagt åbningstale Og her om selve generalforsamlingen