Hæder
Sidst var det Peter og Gert - hvem skal hædres i år?
Senest 18. september kan du indstille kandidater til Årets Kiropraktor 2019 og Kiropraktorprisen.
Hvert år hyldes Årets kiropraktor på DKF's årsmøde, der også uddeler en pris til årets bedste speciale.
Og når bestyrelsen beslutter det, uddeles også foreningens store ærespris Kiropraktorprisen, som sidste år blev modtaget af Gert Brønfort.
Det er nu, du skal til tasterne, hvis du vil indstille en kollega som Årets Kiropraktor eller en anden (person/organisation) til den store Kiropraktorprisen på 50.000 kr.
Årets Kiropraktor blev stiftet i 2012 og uddeles til en kiropraktor, der har ydet en særlig indsats inden for det kiropraktiske fagområde. Alle DKF's medlemmer kan indstille kandidater til prisen, som der efterfølgende afholdes afstemning om, hvis der er indstillet flere kandidater.
I 2018 modtog Peter Højgaard, Nyborg, titlen 'Årets Kiropraktor' for godt kollegaskab, dvs. hans inspirerende engagement, store nysgerrighed og iver efter at dele ud af sin viden og erfaringer.
> Senest 18. september kan du indstille kolleger til titlen, der uddeles til årsmødet i Horsens 9. november Skriv en indstilling inkl. din motivation og mail den til DKF: dkf@danskkiropraktorforening.dk
Kiropraktorprisen er Dansk Kiropraktor Forenings hæderspris til en person eller institution mv., der har gjort en særlig indsats enten inden for forskning på det biomekaniske område eller ved at sætte fokus på at skabe ny viden om det kiropraktiske virksomhedsområde. Prisen kan ikke søges, og den uddeles ikke nødvendigvis hvert år. Medlemmer kan indstille kandidater til prisen, og DKF’s bestyrelse beslutter, hvem den skal uddeles til.
Seneste uddeling var i 2018, da Kiropraktorprisen blev uddelt til prof. Gert Brønfort, University of Minnesota.
> Senest 18. september kan du indstille modtagere af Kiropraktorprisen, der - hvis bestyrelsen beslutter det - uddeles på årsmødet i Horsens 9. november. Skriv en indstilling inkl. din motivation og mail den til DKF: dkf@danskkiropraktorforening.dk
Klinisk Biomekanik indstiller kandidater til Specialeprisen.
Læs om tidligere vindere og prismodtagere
DKF's Årsmøde foregår 7.-9. november i Horsens. Tilmelding åbner efter sommerferien.