Lægeformand: Jeg ser jer mere som speciallæger

Hvad kan bringe os tættere, spurgte han indledningsvist. Der er masser af gode grunde til, at vi skulle være det. Han nævnte historiske grunde, at der før i tiden har været opfattelse fra lægernes side af, at de amerikansk uddannede kiropraktorer kom hjem med en lidt anderledes forståelse af anatomi, sundhed og sygdom. Den opfattelse er ikke så udbredt længere, og snart vil den være helt udryddet, efterhånden som de yngre generationer bliver flere, forudså Christian Freitag. 

"Det handler rent faktisk om nogle patienter, og så tror jeg, at et godt samarbejde mellem os rent faktisk kunne gavne hele sundhedsvæsenet - ikke mindst sygehussektoren, den meget meget dyre sygehussektor, og ikke mindst den socialekommunale del af sektoren, hvor der også er mange af vores fælles patienter, der desværre kommer ofte."

Med de ord sluttede Christian Freitag sin tale, der ikke bare inviterede til samarbejde, men også forslog, at det kan vokse ud af flere henvisninger og epikriser - og viden fra data.

Det ene er let tilgængeligt. Det andet kræver lidt forarbejde, erkendte han.

Inspireret af det entydige henvisnings- og epikrisesystem mellem praktiserende læger og speciallæger, foreslår han mere kommunikation:

"Jeg tror, at vi og patienterne kunne få gavn af en lignende stærk, kort og klar kommunikation mellem praktiserende læger og kiropraktorerne," sagde han.

"Hvis begge parter skal blive bedre til henholdsvis epikriser og henvisninger, skal der nok nogle incitamenter til….det skal jeg ikke blande mig i, men jeg vil da godt tænke med." sagde Christian Freitag.

Det andet forslag handler om data - og de 107 landsdækkende kvalitetsklynger, der er etableret i almen praksis, hvor lægerne skal "udpege nogle datasæt, som beskriver en del af de praktiserende lægers arbejde."

"Vi får datasæt om vores brug af medicin, hvor hyppigt vi tager en bestemt blodprøve, og hvor ofte vi henviser til kommunale genoptræningstilbud. I de datasæt kan vi så se, hvordan vi ligger i forhold til kollegerne – det er en rigtig god kilde til refleksion og handlinger. Kunne man forestille sig, at de praktiserende læger også fik datasæt om, hvor ofte vi henviser til kiropraktorer? Hvor ofte ”vores” patienter går til jer – uden at have været hos os? Hvor ofte der kommer en meddelelse om et behandlingsforløb hos en kiropraktor ind i den praktiserende læges indbakke?"

"Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre praktisk og juridisk, men jeg tror faktisk, at bedre data kunne gøre os klogere."

Christian Freitags åbningstale 

Dette er Freitags talepapir, som DKF fik tilsendt efter mødet. Det talte ord gælder.

"God formiddag – tak fordi jeg må være med her til åbningen af jeres generalforsamling.

Jeg har faktisk tænkt en del over, hvad jeg skulle sige. Hvad er egentlig relevant at putte ind i et møde mellem de 300 kiropraktorer, der er til Årsmøde, og så formanden for de praktiserende læger?

Første udkast var relativt pænt og høfligt….Der var masser af ros til landets kiropraktorer naturligvis også til formanden og direktøren, og så var det selvfølgelig krydret et par små anekdoter fra mine personlige oplevelser med forskellige kiropraktorer…

Men I kender jo nok nogle af os praktiserende læger. Når vi er på arbejde, så er vi ikke til så meget til fyld - vi vil meget gerne til sagen – Jeg skal ikke kunne sige, om det er fordi, vi i dagligdagen er så fokuseret på at komme ind til kernen af patientens problem, så vi kan forsøge at løse dem……eller det er fordi, vi er akkordlønnet……men de tre timer i toget mod Horsens i går eftermiddags gjorde altså en del ved denne tale.

Hvis I gerne vil have tilsendt alle roserne og de sjove anekdoter, så må vi jo tale om det, men 15 minutters uafbrudt skamros af landets 650 kiropraktorer, det er jeg altså sprunget over.

Så til sagen:

Jeg har sat mig for at kaste 3 spørgsmål – og måske også et par svar… ud i dette lokale. Dialogen om emnerne må så komme på et andet tidspunkt.

1. Hvorfor er det egentlig engang i mellem lidt svært mellem landets kiropraktorer og de praktiserende læger?
2. Hvor kan vi her og nu gøre noget, der bringer os lidt sammen, til gavn for patienterne og måske også os selv?
3. Hvis vi kigger lidt længere ud i sundhedsvæsnet, hvad ser vi i PLO for os - og hvordan stiller det kiropraktorerne?
   
   

1. Hvorfor er det egentlig engang i mellem lidt svært mellem landets kiropraktorer og de praktiserende læger?

Egentlig er vi jo enormt beslægtet. Tager man en gruppe som tandlægerne, så tror jeg at de fleste praktiserende læger føler sig lidt i familie med dem, selvom vi har ret afgrænset arbejdsområder. Men egentlig har vi jo nok et større overlap med landets kiropraktorer:

Vi har begge en lang akademisk uddannelse bag os. Vi modtager et ret uselekteret patientmateriale. Vi er nødt til at bruge en helhedsorienteret tilgang til patienterne, hvis vi skal gøre et godt stykke arbejde. Vi er selvstændige erhvervsdrivende, og vores foreninger ligner faktisk ret meget hinanden. Foreningerne varetager i høj grad både nogle klinikejeres interesser, men vi varetager også et speciales placering i sundhedsvæsnet, – endelig, og ikke mindst, så handler en stor del af vores dagligdag om bevægeapparatet.

Man kunne godt se os som konkurrenter, men sådan tror jeg faktisk ikke, at kollegerne ser på det ude i lokalområderne. Der er vist rigeligt at se til. Det er heller ikke sådan, jeg oplever det, når jeg og PLO’s direktør mødes med jeres Lone og Jakob.

En del af årsagerne til afstanden mellem os er nok historisk. Lidt karikeret: Kiropraktorerne, er det ikke noget, der kom fra USA? Var det ikke noget med, at de havde en lidt alternativ tilgang til anatomien end den klassiske danske lægeskole? Var der ikke også noget med, at de bare kunne løse alle livets problemer - ved et par højlydte knæk i collumna?

Jeg ved godt, at jeres uddannelse, tilgang til patienterne og jeres placering i sundhedsvæsnet har ændret sig meget siden dengang, og det er min fornemmelse, at den historie nok mest hører fortiden til, men fortiden forsvinder som bekendt aldrig - så helt død er den historie måske alligevel ikke. Men mon ikke, det bliver bedre, efterhånden som de nye generationer kommer til?

Alligevel kommer vi ikke uden om, at vi på vores område lidt har parallelle ordninger i sundhedsvæsnet. Altså: Hvor skal man gå hen, når man har ondt i ryggen, nakken, knæet eller hoften? Til den praktiserende læge? Til kiropraktoren til fysioterapeuten eller til osteopaten? Det tror jeg faktisk er en udfordring for vores samarbejde. Jeg kan nemlig ikke svare klart på det. Jeg ved ikke, om I kan?

2. Hvor kunne vi her og nu gøre noget der bringer os lidt sammen, til gavn for patienterne og måske også os selv?

To forslag: et let tilgængeligt og et der kræver lidt forarbejde:

Noget af det, der binder os utrolig godt sammen med de praktiserende speciallæger, er den ret tydelige ansvarsopdeling, og oven i dette vores ret entydige henvisnings- og epikrisesystem. I virkeligheden ser jeg jo jer mere som speciallæger i bevægeapparatet, end jeg ser jeg som indgang til det danske sundhedsvæsen for alle borgere med symptomer for bevægeapparatet. Jeg tror, at vi og patienterne kunne få gavn af en lignende stærk, kort og klar kommunikation mellem praktiserende læger og kiropraktorerne.

Hvis begge parter skal blive bedre til henholdsvis epikriser og henvisninger, skal der nok nogle incitamenter til….det skal jeg ikke blande mig i, men jeg vil da godt tænke med.

Det andet forslag har jeg ikke rygdækning til. Blot en tanke fra DSB-toget:

De praktiserende læger har nu etableret sig i 107 landsdækkende kvalitetsklynger. Her skal de enkelte klynger udpege nogle datasæt, som beskriver en del af de praktiserende lægers arbejde.

Vi får datasæt om vores brug af medicin, hvor hyppigt vi tager en bestemt blodprøve og hvor ofte vi henviser til kommunale genoptræningstilbud. I de datasæt kan vi så se, hvordan vi ligger i forhold til kollegerne – det er en rigtig god kilde til refleksion og handlinger.

Kunne man forestille sig, at de praktiserende læger også fik datasæt om, hvor ofte vi henviser til kiropraktorer? Hvor ofte ”vores” patienter går til jer – uden at have været hos os? Hvor ofte der kommer en meddelelse om et behandlingsforløb hos en kiropraktor ind i den praktiserende læges indbakke?

Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre praktisk og juridisk, men jeg tror faktisk, at bedre data kunne gøre os klogere.

3. Hvis vi kigger lidt længere ud i sundhedsvæsnet, hvad ser vi i PLO for os, og hvordan stiller det kiropraktorerne?

I PLO havde vi en ret hård tid for 5-6 år siden. Vi var meget tæt på en meget stor konflikt med vores forhandlingsmodpart.

Vi har siden da brugt utrolig meget tid på at finde en balance mellem at gøre jobbet som praktiserende læge mere attraktivt – for det var i den grad nødvendigt, men samtidig har vi også forsøgt at påtage os et ansvar for den ordning, vi har i Danmark, hvor (næsten) alle danskere har en indgang til sundhedsvæsnet gennem deres egen praktiserende læge.

Vi har arbejdet meget med det her såkaldte nære sundhedsvæsen. Det har vi gjort sammen med både Christiansborg og Danske Regioner – faktisk også med KL. Vi har selvfølgelig forsøgt at påvirke, men vi også lyttet meget til deres tanker.

Selvom det har haft et meget langt tilløb, herunder et regeringskifte, så tyder alt stadig på, at vi ender med et eller andet omkring de 21 akutsygehuse.

Og nu nærmer vi os så lidt jer:

Der er ingen tvivl om, at de 21 sundhedsenheder kommer til at starte op med et fokus omkring den ældre medicinske patient og den psykiatriske patient. Derefter ser jeg tre mulige veje det kan gå:

• Det kan ende i administrativt bøvl, som ikke gør fremtiden bedre end fortiden.
• Det kan ende med et reelt fagligt samarbejde, som patienten og hele sundhedsvæsnet kan mærke effekterne af.
• Det kan udvikle sig til nogle mere bredt fagligt baserede enheder, der måske begynder at brede sig til andre områder: Til de områder, hvor der er behov for koordination – for patientens og økonomiens skyld. Man kunne godt forestille sig, at dette kunne indebære patienter, der er længerevarende hæmmet af lidelser i bevægeapparatet. Måske er det der, vi skal mødes i fremtiden og skabe nogle bedre relationer?

Tak for ordet. Jeg er godt klar over, at der mange steder lokalt er et rigtig godt samarbejde mellem praktiserende læger og kiropraktorer.

Jeg håber alligevel, at vi i fremtiden vil se et endnu tættere samarbejde mellem både vores foreninger og vores medlemmer. Det, tror jeg, vil komme både vores fælles patienter og hele sundhedsvæsnet til gavn.

Men jeg tror ikke det bliver let, og historien har vel vist sig, at det ikke sker af sig selv.

Ha' et godt Årsmøde!"

Her kan du læse om den åbne del af generalforsamlingen, hvor kiropraktorer blev hyldet, og her om selve generalforsamlingen.