Årsmøde '19
Årets Kiropraktor og nye professorer hyldet
Weekendens årsmøde fejrede Klaus Doktor, to nye professorer, årets bedste speciale, nye kolleger - og hørte fremragende taler.
“Klaus Doktor er indbegrebet af en passioneret kiropraktor som brænder for billeddiagnostik: det være sig konventionel røntgen, ultralyd og MR. Klaus går altid forrest for at følge den teknologiske udvikling og laver de nødvendige investeringer for at placere kiropraktorer centralt, når det kommer til billeddiagnostik.”
Sådan sagde Dansk Kiropraktor Forenings formand Lone Kousgaard Jørgensen til Klaus Doktor, som i dag modtog den ærefulde titel som Årets Kiropraktor 2019.
Han var indstillet af kollegaen Niels Claussen med følgende begrundelse:
”Jeg ønsker hermed at indstille Klaus Doktor til prisen som Årets Kiropraktor. Helt tilbage fra amtstider har Klaus utrætteligt kæmpet for at fremme kommunikation omkring billeddiagnostik. I Ringkøbing amt lykkedes det takket være hans indsats at opnå henvisningsret for Kiropraktorer til røntgenundersøgelser. I dag finder vi det naturligt at have henvisningsret til billeddiagnostik, og det vil være helt på plads at takke Klaus Doktor For hans stadig igangværende arbejde for Kiropraktorers rolle med billeddiagnostik. Klaus kæmper videre – lad os give ham et anerkendende skulderklap med på vejen.”
Klaus Doktor har været ansat på Kiropraktorernes Videncenter NIKKB siden 1. januar 2001. Den primære funktion var som røntgenkonsulent - og opgaven dengang var at implementere røntgenbekendtgørelsen af 1998 i kiropraktorbranchen.
Over årene har denne funktion ændret sig i takt med den teknologiske udvikling. Således skulle hele branchen i 00’er skifte deres analoge røntgenanlæg til digitale hvilket i runde tal tog omkring 10 år for branchen at konvertere. Denne udvikling var Klaus en stor drivkraft i at få gennemført.
Samtidig blev billedudvekslingsplatformen KirPACS etableret i 2008, da digitaliseringen også skabte behov for central billedlagring og udveksling af billeder. KirPACS har siden udviklet sig yderligere således, vi ved dette årsmøde kan konstatere, at KirPACS version 5.0 er en realitet – noget som Klaus har arbejdet benhårdt for skulle lykkes.
"Så: kære Klaus! Tillykke med prisen. Du er og har altid været en kæmpeildsjæl for vores fag. Tak for det!," sagde formand Lone Kousgaard Jørgensen.
På talerstolen takke Klaus Doktor for titlen og bekendtgøre en stor nyhed: en fuldt elektronisk, automatiseret billedkommunikation mellem KirPACS og sygehusene i Region Midtjylland, der netop er kommet op at køre. Han og dén nyhed høstede kæmpe bifald.
Og så er der intet mindre end to nye professorer på vej!
Blækket er næsten ikke tørt, men det er sikkert og vist, at kiropraktorerne Lise Hestbæk og Tue Secher Jensen, der begge har forsket på NIKKB og Syddansk Universitet i en årrække, tiltræder professorater i det nye år. Professoraterne tilknyttes Regionshospitalet Silkeborg.
Stort for den lille profession som kiropraktik er!
Prisen for årets speciale gik til Thomas Damsgaard og Katrine Kildsgaard for deres gode projekt om metoden dryneedling. Den blev overrakt af deres stolte vejleder, kiropraktor Corrie Myburgh, lektor på Syddansk Universitet. Han roste de to nyuddannedes arbejde og resultat.
Generalforsamlingen blev åbnet af Christian Freitag, der er formand for de praktiserende læger. Han inviterede til mere samarbejde og kommunikation som: “kunne gavne hele sundhedsvæsenet, ikke mindst sygehussektoren, den meget meget dyre sygehussektor og ikke mindst den socialekommunale del af sektoren, hvor der også er mange af vores fælles patienter, der desværre kommer ofte.” som han sagde i sin tale, du kan læse her
Hans veloplagte tale høstede stort bifald.
Annette Roed, formand for NIKKB og Kiropraktorfonden sendte en hilsen fra videncenteret og fortalte om den høje aktivitet på centret, som skaber flotte resultater.
Line Press Sørensen berettede om aktivisterne i det faglige selskab i sin åbningstale. Hun fortalte bl.a. om selskabets arbejde med at udarbejde kliniske vejledninger. Man har netop udgivet den første om hovedpine.
19 nyuddannede kiropraktorer blev sædvanen tro budt velkommen til professionen med roser og stående bifald. De aflagde det højtidelige Kiropraktorløfte, som formanden læste op og som de forinden havde modtaget for at kunne skrive det under.
Denne åbne del af generalforsamlingen slutter helt usædvanligt en halv time inden før planlagt. Det betød ekstra lang frokostpause.
Den lukkede del, der begyndte kl. 13 forløb også ualmindeligt hurtigt og sluttede allerede 15.40. Det kan du læse mere om her