Heunicke (2).jpg

Stephanie Lose, formand for Danske Regioner og Regionsrådsformand for Region Syddanmark er den mest magtfulde person i det danske sundhedsvæsen. Det mener i hvert fald Dagens Medicin, der sætter Statsminister Mette Frederiksen og lægeformand Andreas Rudkøbing på de næste pladser.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, som talte på Faglig Kongres 2018, ligger på fjerdepladsen.

På listen finder man ikke Dansk Kiropraktor Forenings formand, Lone Kousgaard Jørgensen, eller for den sags skyld nogle som helst andre der ikke er enten læger, politikere eller DJØF’ere. Ikke mindst derfor havde DKF indrykket en annonce i ’Magtavisen’, som gjorde opmærksom på at muskel-led-smerter naturligvis også er vigtige.

"INGEN KIROPRAKTOR PÅ MAGTLISTEN…men det betyder altså ikke, at kiropraktorer ikke har en vigtig rolle at udfylde. Muskel/led-problemer topper listerne over lidelser, der rammer flest og koster mest. Der er brug for alle faggrupper, der kan bidrage til at finde ud af, hvad der virker bedst, og til at diagnosticere og behandle de mange borgere. Kiropraktorer arbejder for evidensbaseret, tværfaglig behandling af problemer i muskler og led. De danske kiropraktorer har 5 års uddannelse (+ turnus i et år) i klinisk biomekanik fra Syddansk Universitet og er autoriserede af Styrelsen for Patientsikkerhed." står der i DKF's annonce i Dagens Medicin.

Magtlisten blev offentliggjort på en 2 dage lang fuldstændig udsolgt konference arrangeret af netop Dagens Medicin. På konferencen blev der særligt sat fokus på sundhedsvæsenets fremtid samt behovet for evidens. Og så var det nærmest første mulighed for at høre den nyudnævnte sundhedsminister Magnus Heunicke give en keynote tale om sit syn på udfordringerne i det danske sundhedsvæsen. Se #2dageforsundheden på Twitter.

Den ny sundhedsminister lagde vægt på to ting i sin tale. Det ene var uligheden i det danske sundhedsvæsen og den anden ønsket om at lave en bred sundhedsaftale med deltagelse af flest mulige partier.