Statistik
Spædbørn i Brønderslev går mest til kiropraktor
De seneste 10 år er antallet af nyfødte, som tager en tur forbi kiropraktoren mere end fordoblet. Især på Vest- og Sydsjælland samt på Fyn tager mange nybagte forældre deres babyer til kiropraktor. Det skriver Danmarks Statistik i baggrundshistorie offentliggjort 30. august 2019.
Mest populært er kiropraktik til babyer i landsdelen Vest- og Sydsjælland, hvor 35 pct. af de 0-årige født i 2017 var en tur forbi kiropraktoren i deres første leveår.
Herefter følger landsdelene Fyn og Nordjylland, hvor 34 og 31 pct. af de 0-årige var til kiropraktor inden de var fyldt et år.
I bunden af skalaen ligger Bornholm, hvor kun 7 pct. af øens spædbørn var til kiropraktor i det første leveår. Herefter følger landsdelene Københavns omegn og Byen København, hvor 20 og 21 pct. af de i 2017 fødte 0-årige modtog kiropraktik.
På kommuneniveau, så topper Brønderslev og Næstved listen over, hvor relativt flest forældre tog deres baby med til kiropraktoren.
I Brønderslev var 199 af byens 350 spædbørn født i 2017 til kiropraktor deres første leveår, hvilket svarer til 57 pct. af alle 0-årige født i kommunen det år. Herefter følger Næstved, hvor 326 af de 733 0-årige i kommunen var til kiropraktor svarende til 44 pct.