Klokke_hiltonbaggrund.jpg

Manden som var drivkraften bag, at de danske kiropraktorer organiserede sig, Sofus Larsen, blev aldrig selv medlem af foreningen. Sådan er historien om vores opstart fyldt med spøjse detaljer. Hvad var det egentligt der skete?

I 1920 kom 40-årige Sofus Larsen hjem fra USA, hvor han havde taget eksamen fra den første kiropraktoruddannelse, nemlig Palmer School of Chiropractic i Davenport, Iowa.

I det øjeblik han betrådte dansk jord, blev han den første kiropraktor i Danmark.

For præcis 100 år siden, i april 1920, åbnede han så landets første kiropraktorklinik, i Vendersgade 31, tæt på Nørreport station i København.

Larsens klinik blev en succes, og fra 1919 til 1924 blev der i Davenport uddannet 11 danskere - fem kvinder og
seks mænd - der vendte hjem for at praktisere.

Prygledoktorer
Borgerne tog det nye behandlingstilbud til sig, men i medierne og hos lægerne mødte kiropraktorerne modstand. Kiropraktorerne blev kaldt for ”prygledoktorer”.

Sofus Larsen havde kun været kiropraktor i fire måneder, før han blev ramt af den første kiropraktor-kvaksalverisag.

Anklagen lød på at tage patienter i kur uden, at de var henvist af en autoriseret læge, og det måtte man ikke den gang.

Læs også: Hvad er kiropraktik?

Sofus Larsen blev dømt kvaksalver. Heldigvis fik han kun en bøde og måtte godt fortsætte sit arbejde, men kun med patienter henvist af læger.

Nogle få læger begyndte at henvise, men de blev alle smidt ud af lægeforeningen. Retspraksis blev, at man straffede de (meget få) kiropraktorer, som havde arbejdet uden lægehenvisning og som oftest frikendte dem, der havde samarbejdet med læger. Det var situationen frem til 1934, hvor en ny lægelov afskaffede kravet om henvisning af læge, hvis der skulle behandles kiropraktisk.

Det var ikke mindst problemerne med medierne og lægerne, der fik de danske kiropraktorer til at organisere sig, og det skete faktisk allerede i maj 1924. Her holdt de i alt 11 kiropraktorer og tre læger, der henviste til kiropraktorer, et møde i Odense, hvor de stiftede ”Sammenslutningen af Chiropractorer i Danmark”. Det var bl.a. Sofus Larsens fortjeneste.

Sammenslutningen stiftede en patientforening - det der i dag er Kiropraktik og Sundhed, der driver Kiropraktorguide.dk - og den stiftede et tidskrift - det der i dag er KIROPRAKTOREN. 

”Sammenslutningen” blev efter et år  - altså den 8. maj 1925 - omdannet til Dansk Kiropraktor Forening.

"DKF var både en bredere og mere fokuseret organisation, bl.a. fordi den indførte såvel love og fast dagsorden som kontingent, regnskab og præcisering af medlemmers rettigheder og pligter. DKF havde klart større ambitioner end kun at være et diskussionsforum, der mødtes hvert halve år og diskuterede aktuelle
emner," skriver historiker Per Jørgsensen i sin bog Kiropraktikkens Historie i Danmark, der udkom i 2014.

Sofus Larsen selv blev i øvrigt aldrig medlem af DKF, fortæller Per Jørgensen i bogen. Han meddelte pr. brev, at ”han i Fremtiden ikke vilde have noget at gøre med andre Chiropractorer”. Han var blevet fornærmet over kritik af hans klinik fra andre kiropraktorer.

Fra 11 til 650
I dag her 95 år efter er 11 blevet til 650 praktiserende kiropraktorer, og Dansk Kiropraktor Forening har mere end 1000 medlemmer, som også tæller kiropraktorstuderende, danske kiropraktorer i udlandet og pensionerede kiropraktorer.

Undervejs har de været på en fantastisk rejse fra ingenting - til nu i dag autorisation, offentligt tilskud, en plads i det danske sundhedsvæsen, international anerkendt forskning og en dansk universitetuddannelse.

Alt sammen noget, der har krævet en kæmpe indsats, og som der bliver sendt meget misundelige blikke efter fra kiropraktorer andre steder i verden, som kun få steder har de samme rammer at praktisere under som her.

Det er noget af det, vi fejrer sådan en dag som i dag.

   
I forbindelse med sin 90-års fødselsdag fik foreningen lavet denne oversigt over milepæle i kiropraktorernes i historie. 

Dansk Kiropraktor Forening er i dag en lille, men professionelt drevet sundhedsorganisation. Sekretariatet med sine 7 ansatte har til huse hos Akademikerhuset på Frederiksberg, hvor omkring 10 andre store og små faglige organisationer bor.

Lone Kousgaard Jørgsensen, kiropraktor i Sønderborg, har været formand siden 2013. Hun står i spidsen for den 7 mand store bestyrelse, der vælges på 2 år ad gangen.

Dansk Kiropraktor Forening er på en og samme tid en fagforening og en brancheorganisation. Er medlem af Akademikerne og samarbejder med de andre af landets sundhedsorganisationer. 

Vil du læse mere om kiropraktorernes historie, kan du - udover at skaffe dig Per Jørgensens historiebog - læs 4 kortere artikler bragt i de 4 udgaver af KIROPRAKTOREN 2015. Et godt sted at starte er i nr. 2, der starter, hvor denne lille historie her slipper.

Hvem er kiropraktorerne i dag?

Den typiske kiropraktor er 45 år og en kvinde. 55% af kiropraktorerne, du kan møde ude i klinikkerne, er kvinder. 

Den typiske kiropraktorklinik er omkring 230 m2 og beskæftiger 3 eller flere kiropraktorer, samt flere andre ansatte og har træningslokaler.

DKF har 1060 medlemmer 750 uddannede og
350 studerende.

360 ejer/medejer klinik, 250 er ansat i privat praksis, 35 praktiserer i udlandet, 35 er pensionerede kiropraktorer og 30 er offentligt ansat på primært hospital eller universitet. Kun et par stykker er arbejdsløse. DKF har pt 4 æresmedlemmer.

Kilde: Resultatrapport 2018 og 2019