Efteruddannelse
Efteruddan dig online hos GEN-C
Når der ikke tilbydes fysiske kurser, kan du gå online – og endda få det godkendt som systematisk efteruddannelse.
GEN-C står for 'Global Education Network for Chiropractic' og er en læringsportal, der udbyder evidensbaseret efteruddannelse til bl.a. danske kiropraktorer, som er medlem af DKF.
GEN-C er et samarbejde mellem ECU (via the European Academy of Chiropractic), Chiropractic Australia og the Royal College of Chiropractors.
GEN-C’s online kurser spænder vidt og bliver gennemført med europæiske kapaciteter med stor viden om smerter i bevægeapparatet som undervisere.
For dig som kiropraktor er GEN-C interessant, fordi du kan registrere GEN-C’s e-læringskurser som systematisk efteruddannelse. Et GEN-C e-læringskursus, som giver 1 CPD-point, udløser 1 times systematisk efteruddannelse. E-kurserne skal stadig registreres som alle andre kurser og vurderes inden endelig godkendelse.
Bliver et kursus godkendt som systematisk efteruddannelse, gælder de som selvvalgt efteruddannelse, der ikke registreres nogen steder og som ikke giver ret til kompensation.
I efteråret 2020 kan GEN-C byde på et kursus med professor og seniorforsker Alice Kongsted om egenhåndtering af lænderygsmerter og et med professor og seniorforsker Jan Hartvigsen om at hjælpe patienter uden at bruge hænderne.
Desuden byder GEN-C på kurser med en række andre kapaciteter inden for forskning i smerter i bevægeapparatet: Professor David Byfield, som også har undervist i NIKKB’s kurser, underviser i cervikal og lumbal radikulopati, Sidney Rubinstein, der står bag en stor mængde forskning i bevægeapparatet, underviser i SMT som behandling af lændesmerter, og den svenske kiropraktor og ph.d. Andreas Eklund underviser i maintenance Care, for blot at nævne nogle af underviserne og deres kurser.
Desuden kan du blandt andet deltage i efteruddannelse i osteoporose, i hvordan man involverer ældre patienter i deres behandling og mange andre emner, som du kan fordybe dig i derhjemme i selskab med din computer, når det passer ind i den travle hverdag.
Læs mere om GEN-C’s e-læringskurser her: bit.ly/2o4sm2m