Kolik - sygdom eller symptom?

Kolik - sygdom eller symptom?

af Lise Hestbæk, Professor SDU

I en kronik i denne avis [Politiken] 19. januar [se kronikken her] beskriver Jesper Kjems, hvordan man som forældre til et kolikbarn føler sig mødt med manglende forståelse, når man får at vide barnet ’trives’, selv om det tydeligvis er ulykkeligt eller smerteplaget. Frustrationerne får yderligere næring af, at der ikke findes et velunderbygget behandlingstilbud, der kan afhjælpe symptomerne.

Som et tankeeksperiment, forestiller JK sig, at vi en dag finder årsagen til kolik og udvikler en kur. Det er næppe sandsynligt. Det er uheldigt, at tilstanden for mange årtier siden fik betegnelsen ”kolik”, da det betragtes som en diagnose og ofte forbindes med tarmproblemer. Som JK også selv skriver, så defineres kolik som langvarig og uforklarlig gråd hos et barn, der ellers udvikler sig normalt. ”Diagnosen” baseres altså udelukkende på gråd, og gråden kan have mange årsager. Derfor er én kur, der hjælper alle de meget grædende spædbørn ikke særlig sandsynlig. Vi må gå andre veje og prøve at blive bedre til at vurdere, hvorfor barnet græder. På den baggrund kan man lave en fornuftig behandlingsstrategi.

Der er enkelte behandlingstyper med en delvist dokumenteret effekt. De bedst undersøgte er kiropraktik og probiotika behandling, men fælles for dem er, at de ikke kan hjælpe alle børn. Hvis barnet græder på grund af smerter fra muskler eller led, f.eks. nakken, er det mest sandsynligt, at kiropraktisk behandling kan hjælpe, mens det er mere sandsynligt at probiotika behandling kan hjælpe, hvis smerterne stammer fra et dårligt fungerende tarmsystem. Derudover er der nogen evidens for, at nogle af børnene græder pga. intolerance overfor komælkeprotein – i så fald vil det sandsynligvis hjælpe, hvis komælk blev udelukket fra barnets kost (morens, hvis barnet ammes); i andre tilfælde er det måske forældrene, der ikke har lært at aflæse barnet endnu – her vil sundhedsplejersken kunne støtte; måske har barnet ondt i ørerne – det kan være rigtig svært at diagnosticere hos de helt små børn; og der er flere mere eller mindre sandsynlige årsager med tilhørende behandlinger.

Der er altså ikke tale om én årsag og én behandling. Desværre er vi endnu for dårlige til at differentiere mellem de forskellige årsager. Den fornuftige tilgang til et meget grædende barn er altså at forsøge at vurdere, hvad den mest sandsynlig årsag til gråden kan være, og så handle derefter. Her kan man ofte få rigtig meget hjælp af en god dialog med sundhedsplejersken. Den valgte behandling vil fungere som en prøvebehandling; hvis den virker, ramte man den rigtige årsag i første forsøg; hvis ikke, må man gå efter den næstmest sandsynlige årsag. I forbindelse med den usikkerhed, der ligger i sådan en strategi, er der trods alt to ting at trøste sig med: 1) der er en meget hurtig effekt, hvis man rammer den rigtige behandling - man skal altså ikke gå i ugevis og spejde efter tegn på forbedring; og 2) der er ikke registreret alvorlige bivirkninger ved nogen af de nævnte behandlinger.

Med dette indlæg vil jeg gerne opfordre til at betragte de grædende spædbørn gennem mere nuancerede briller og til en åben dialog om det enkelte barn mellem forældre, læger, sundhedsplejersker, kiropraktorer og alle andre.