Debat
Lavtlønnede, arbejdsløse og pensionister har ikke råd til at gå til kiropraktor. Er det retfærdigt?
Det er min bekymring, at de borgere, der har mest brug for vores hjælp, står ude på gaden uden mulighed for at betale for den behandling, de faktisk har brug for, skriver formanden for Dansk Kiropraktor Forening, Lone Kousgaard Jørgensen.
Fredag den 28. august skriver DKFs formand, Lone Kousgaard Jørgensen et indlæg om ulighed i sundhed og brugerbetaling i Politiken Sundhed - se indlægget på Politikens hjemmeside her.
Det kræver abonnement at læse indlægget på websiden, men herunder kan du læse hele indlægget:
---
Dansk Kiropraktor Forening: Lavtlønnede, arbejdsløse og pensionister har ikke råd til at gå til kiropraktor. Er det retfærdigt?
Det er min bekymring, at de borgere, der har mest brug for vores hjælp, står ude på gaden uden mulighed for at betale for den behandling, de faktisk har brug for, skriver formanden for Dansk Kiropraktor Forening, Lone Kousgaard Jørgensen.
I Danmark siger vi stolt, at vores sundhedsvæsen er gratis for borgerne. Det lyder flot, og det er noget, vi bryster os af internationalt. Problemet er, at det er en myte.
I virkeligheden er det kun lægebehandling, der er forudbetalt via skattebilletten. De fleste andre behandlinger og konsultationer betaler patienterne selv det meste af – også når behandlingen er ordineret af en læge.
Skal du til tandlæge, til fodterapeut eller til kiropraktor, så skal du have tegnebogen op af lommen. Kræver din sygdom receptpligtig medicin? Du betaler selv en stor andel. Og sådan kan jeg blive ved.
Jeg ved godt, at den primære grund til, at der findes brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen, er økonomi. Og jeg er heller ikke sikker på, at gratis behandling for alle nødvendigvis vil give den ønskede effekt. Jeg vurderer, at brugerbetaling er med til, at patienterne agerer kritisk.
Men brugerbetaling er en stor barriere for at komme i gang med behandling. Til gengæld viser al erfaring, at de, der har muligheden for det, nok skal fortsætte behandlingen, hvis de oplever, at den gør en forskel.
Et livslangt projekt
Derfor foreslår jeg, at vi først og fremmest kigger på at nedsætte brugerbetalingen for den første konsultation, hvor der laves udredning og diagnostik og så derefter øge støtten til de efterfølgende behandlinger for de borgere, der har mest brug for det.
Muskel-led-sundhed er et livslangt projekt, som ikke lige kan fikses med et par hurtige besøg hos en kiropraktor. Ligesom tandsundheden heller ikke er sikret ved en tur til tandlægen, når tænderne er begyndt at falde ud.
Hvert år undersøger og behandler kiropraktorer cirka 400.000 danskere for en lang række smertefulde problemer med bevægeapparatet. Men selvom de danske kiropraktorer er højtuddannede, autoriserede specialister på muskel-led-området, og at behandlingerne bevisligt har effekt, så skal patienterne selv betale cirka 80-85 procent af regningen.
Det betyder, at lavtlønnede, arbejdsløse og pensionister ikke har råd til at gå til kiropraktor. Er det retfærdigt? Er det hensigtsmæssigt? Og er det lighed? Det mener jeg ikke.
For mange bliver hjemme
Resultatet af brugerbetalingen er, som man må forvente: Alt for mange af dem, der har smerter, og som ville have godt af behandling, bliver hjemme eller afbryder deres behandling, inden den reelt er færdig – af økonomiske hensyn.
Det er min bekymring, at de borgere, der har mest brug for vores hjælp, står ude på gaden uden mulighed for at betale for den behandling, de faktisk har brug for.
Der er i min optik ingen tvivl om, at rygsmerter oftere fører til førtidspensioner hos de lavere sociale grupper, end dem der har økonomisk overskud til at prioritere hjælpen i tide. Vi ser det for eksempel hos mange af de borgere, der er nedslidte.
Vi har indrettet et system, der holder de svageste væk fra den behandling, de har brug for
Det virker altså skørt, at vi har indrettet et system, der holder de svageste væk fra den behandling, de har brug for. Og mens de går rundt derhjemme med smerterne, kan de ikke gøre meget andet end at håbe, at de bliver så syge, at de kan blive henvist til en operation. Den er nemlig gratis.
3.000 kroner for et forløb
En ’standard’-operation for en diskusprolaps koster cirka 40.000 kroner (drg-takst) – som samfundet betaler. Hertil kommer genoptræning og tabt arbejdsfortjeneste. Går du til kiropraktor med din diskusprolaps, koster det samfundet cirka 2.000 kroner og borgeren cirka 3.000 kroner for et forløb med 8-10 konsultationer.
De fleste, der bliver behandlet hos kiropraktoren, har få sygedage og vender som regel tilbage til deres job i løbet af kort tid. Mange af dem, der får en operation, har været sygemeldt så længe, at de i praksis er røget ud af arbejdsmarkedet.
Langt de fleste, der får ondt i ryggen, har slet ikke brug for en operation – og ud af de cirka 3.000 ikke-akutte operationer, som udføres på landsplan, oplever 20 procent et besværet post-operativt forløb. Så det undrer mig, at den behandlingsform, der både er langt den billigste, og som for de fleste er den rigtige, også er den, der koster patienterne penge.
Drop silotænkningen
Jeg anbefaler, at man dropper silotænkningen og ser på udfordringen med de mange muskel-led-patienter i et lidt større perspektiv.
For hvis man i sundhedsvæsenet investerede i forebyggelse og hurtig konservativ behandling, ville man spare mange penge i forhold til sygedagpenge og tidlig pension. Vi ville kunne give langt flere borgere et godt liv – og det er min påstand, at flere ville kunne blive på arbejdsmarkedet.
Det er et samfundsansvar, at alle har en adgang til behandling – også hvis man ikke er på arbejdsmarkedet. Hvad er konsekvenserne for patienterne og samfundet, hvis vi ikke gør noget?