Barsel
Bedre hjælp til selvstændige på barsel
Folketinget har vedtaget ny barselsordning, som sidestiller selvstændige med private arbejdsgivere.
Næste år kan selvstændige gå på barsel med langt større økonomisk tryghed. Folketinget har vedtaget, at selvstændige bliver omfattet af Barsel.dk på samme vilkår som de private arbejdsgivere.
Dermed kan de få kompensation, når de er på barsel til fx at dække faste udgifter i virksomheden under orloven. Beløbet bliver beregnet ud fra, hvor meget den enkelte selvstændige tjener og er betinget af, at den selvstændige har ret til barselsdagpenge. Læs mere i nyhed fra Beskæftigelsesministeriet
Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger på ministeriets hjemmeside:
- Det glæder mig, at vi nu styrker vilkårene for selvstændige under deres barselsorlov. Jeg tror, at det fremover vil give større tryghed, så flere kvinder vover at tage springet ud i det at være selvstændig. I det danske samfund skal der reelt være lige muligheder for mænd og kvinder, men selv om vi er kommet langt med ligestillingen på arbejdsmarkedet, så har lovgivningen på dette område i lang tid været med til at give en skævhed. Nu tager vi et skridt i den rigtige retning.
Barsel.dk er en fælles udligningsordning, som alle private arbejdsgivere indbetaler til, hvis ikke de er med i en overenskomstfastsat udligningsordning. Arbejdsgiverne kan via ordningen få refusion til at dække lønudgifterne til medarbejdere på barsel.
Selvstændige skal først indbetale til ordningen fra oktober 2021, når årsopgørelserne for 2020 ligger klar. Men retten til kompensation får de allerede fra 1. januar 2021. Af tekniske årsager vil de første måneders kompensation dog først kunne blive udbetalt i april 2021, meddeler ministeriet.
DR skriver følgende fakta om den nye ordning:
- Med ordningen vil selvstændige ud over barselsdagpenge, der lige nu er på cirka 19.000 kroner om måneden, fremover kunne få ekstra 12.000 kroner - altså 31.000 kroner i alt
- For at få det fulde beløb på 12.000 kroner kræver det, at man tjener mindst 31.000 kroner om måneden som selvstændig, før man går på barsel
- Det præcise beløb vil blive beregnet ud fra, hvor meget den selvstændige tjener.
- Man kan søge fra 1. april med tilbagevirkende kraft fra 1. januar.
- Ordningen er finansieret ved, at de selvstændige selv indbetaler til barsel.dk. Indbetalingen forventes at starte til efteråret.
Kilde: dr.dk: dr.dk/nyheder/regionale/sjaelland/nu-faar-selvstaendige-bedre-barsel-folk-skal-ikke-vaelge-om-de-vil-have
Her er vores side, hvor du kan læse mere om regler vedr. barsel og orlov