bmmaj20.JPG

Onsdag den 26. august var bestyrelsen atter samlet til et ordinært bestyrelsesmøde, det første efter sommerferien og det sidste inden det sidste overenskomstforhandlingsmøde.

På programmet var naturligvis de forestående overenskomstforhandlinger, der blev drøftet indgående. Udover det tilbagevendende ønske om at øge satser, er der i år særligt fokus på oprettelse af en akkrediteringsenhed og udvidelse af pakkeforløbene. Det afsluttende forhandlingsmøde er kalendersat til den 6. oktober. Det blev desuden besluttet at holde et virtuelt medlemsmøde den 16. september - det kan du læse mere om her.

Udover forhandlinger havde bestyrelse besøg af Maja Barfoed Hørsving fra konsulentbureauet Rud Pedersen.  Maja gav sit bud på de vigtigste sundhedspolitiske sager i resten af 2020 og gav sine forslag til, hvor hun mener, DKF bør sætte ind.

Øverst på tapetet er den længe annoncerede sundhedsreform, som hele sundhedsvæsenet i virkeligheden har ventet på siden Lars Løkke gik til valg på den i 2019. Det forventes, at arbejdet med reformen går i gang i løbet af efteråret, og her skal DKF naturligvis sørge for at byde ind.

Faglig Kongres var også et væsentligt punkt. Mandag i denne uge besluttede lægerne at aflyse Lægedage og både Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen har aflyst arrangementer. DKF’s bestyrelse besluttede at undersøge under hvilke former kongressen kan afholdes helt eller delvist, inden NIKKB’s bestyrelse den 23. september tager den endelige beslutning.