Bornholm hammershus.jpg

I morges kunne Region Hovedstaden offentliggøre, at forslaget om et nyt ydernummer bundet til Bornholm, er vedtaget af et enigt regionsråd på rådsmøde i går aftes.

Beslutningen vækker glæde hos både det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Leila Lindén og Venstremanden Carsten Scheibye, der roser formand for Sundhedsudvalget, Qasam Nazir Ahmad, for at have sørget for, at sagen er blevet behandlet så hurtigt af regionsrådet. 

- Det er jeg personligt glad for. Jeg er glad for, at der er arbejdet så hurtigt med at få løst de problemer, vi har haft på Bornholm, udtaler Carsten Scheibye til TV2 Bornholm

Jan Enggard Jensen, som er formand for KKF Hovedstaden og ledende kiropraktorrepræsentant i det regionale samarbejdsudvalg (SU), har arbejdet med sagen:

”Situationen på Bornholm har været et tema i samarbejdsudvalget længe. De kiropraktorer, der er på øen, har haft rigeligt at se til. I tilfælde af orlov, ferie osv. er det meget sårbart. Da det ene ydernummer så blev rykket væk fra øen, krævede det handling, fortæller han til DKF. 

SU er med til at blive hørt og kan indstille forslag i sager om bl.a. kapacitet. De andre kiropraktorrepræsentanter i Hovedstadens SU er Simon Jess Petersen og Louise Randsøe.

”Simon og jeg var ved sidste praksisplan med til at udarbejde en kapacitetsplan, der viser, at der gerne skal være 2 ydernumre på Bornholm. Den plan har vi holdt regionen op på, og derfor har det også været en relativ let opgave at få opbakning til etableringen af det nye ydernummer. Regionens egen dagsorden omkring tilgængelighed har også gjort, at de har været nødt til at godkende et nyt ydernummer,” forklarer Jan Enggard Jensen og slutter:

”En geografisk bunden kapacitet er første skridt. I virkeligheden nok også det nemmeste skridt. Nu kommer vi til opgaven med at finde en kiropraktor, der vil derover.”

Jan Enggard Jensen har også udtalt sig til bornholmske medier, og var bl.a. i  tv2bornholm der tilbage for 3 uger siden. Her er link til indslaget: https://play.tv2bornholm.dk/?id=817826

 

Regionen er i gang med at udarbejde opslaget med ydernummeret. Det formidles målrettet til kiropraktorerne, men hjælp meget gerne til med at sprede viden om, at det er på vej. Det forventes, at blive slået op midt-juni.