Camilla Rathcke: Brugerbetaling øger uligheden i sundhed

Læs Camilla Rathckes åbningstale til Fagligt Årsmøde torsdag den 11. november 2021.

Åbningstale

Det talte ord gælder

Kære alle,

Mange tak for invitationen til at komme her til Odense og holde åbningstalen til jeres årsmøde. 

Det er jeg meget glad for at være en del af. Og hold da op, hvor er I mange her i salen. 

Jeg vil gerne starte med et emne, som ligger mig meget på sinde, og som jeg tror, optager begge vores foreninger og faggrupper. Nemlig den voksende ulighed i sundhed. 

Den oplever vi læger konsekvenserne af hver eneste dag, og det gætter jeg på, at I også gør. 

Vi møder begge mange forskellige patientgrupper, hvoraf nogle måske ikke har været inden for sundhedsvæsenets fire vægge i meget lang tid. 

Familiefaren, som ikke lige prioriterer at søge hjælp til sin dårlige ryg, og som i stedet vælger at snuppe to panodiler eller værre hver morgen i længere tid, end godt er. 

Det kan også være en af vores gode kollegaer fra plejeområdet, som er belastet af tunge løft og et tiltagende antal sygedage.

Eller den unge, enlige mor på kontanthjælp, som har trukket henvendelsen til det sidste af økonomiske årsager.

Alle tre eksempler er triste, men det faktum, at vi har områder i sundhedsvæsenet, hvor størrelsen på ens pengepung kan være med til at afgøre, om man har råd til den nødvendige behandling, flugter ikke med fundamentet i vores velfærdssamfund om lige adgang til sundhed. Slet ikke, når den nødvendige behandlinger er det bedst anbefalede for patienten.

Brugerbetaling øger uligheden i sundhed. Vi ved, at betalingen får nogle patienter med små indkomster til at afholde sig fra at søge behandling.

Men brugerbetaling er ikke det eneste, der øger uligheden. Nogle patienter har brug for, at sundhedsvæsenet tager dem i hånden og hjælper dem til at få den rette behandling. 

Derfor skal vi i sundhedsvæsenet blive bedre til at differentiere behandlingen, så der for eksempel kan afsættes mere tid til de mest sårbare. 

Og begge vores faggrupper er nødt til at bruge en helhedsorienteret tilgang til patienterne, hvis vi skal lykkes med at reducere ulighed i sundhed. 

Her vil jeg meget gerne understrege, at vi som læger har stor respekt for jeres ekspertise, når vi når frem til en klar diagnose efter udredningen af patienten. Ikke mindst reumatologerne, som er de af vores internmedicinere, som er særlige eksperter på bevægelsesapparats- og bindevævsområdet – og som I givet kender ganske godt mange af Jer – sætter stor pris på samarbejdet.

Og vi værdsætter i høj grad jeres fags bidrag til og indsats for at få mange borgere hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Ligesom I hjælper andre til kunne blive der og blive der længere.

Lægeforeningen har et udspil om at mindske ulighed i sundhed på trapperne. Her kommer vi til at gå meget længere for at bekæmpe uligheden i sundhed, end vi har gjort før. 

Vi kommer til at kaste et kritisk blik på niveauet for brugerbetaling, men vi ved også, at uligheden i sundhed starter langt før, at borgerne bliver patienter i sundhedsvæsenet. 

Mange af vores forslag kan have lange udsigter, da det uomtvisteligt vil tage lang tid at få vendt udviklingen. Men for mig er det pejlemærker og retninger, som vi skal orientere os mod i fremtiden i kampen for at minimere uligheden i sundhed, minimere sygdom i samfundet og minimere presset på sundhedsvæsenet.

Men ét er langsigtede pejlemærker for vores folkesundhed eller vores sundhedsvæsen, noget andet er den virkelighed, vi står med for tiden. 

---

Sundhedsvæsenet er presset. Og har været det igennem mange år. Det har epidemien været en fremkaldervæske for, og personalemangel i mange faggrupper gennem længere tid ikke hjulpet på. Tværtimod. 

Vi er aktuelt godt begunstiget med reumatologer, dem mangler vi faktisk ikke nogen af, men ser vi videre end det konkrete område, hvor reumatologer og I kiropraktorer i fællesskab - eller hver for sig - hjælper patienterne, står vi generelt i en stor mangel på speciallæger, sygeplejersker, sosu-assistenter og andre sundhedspersoner. 

Det går hver eneste dag ud over patienterne, som kan opleve en fortravlet behandling og alt for hurtige udskrivninger. Men også at der ikke kan udskrives, fordi der i kommunerne mangler personale til at hjælpe patienten efterfølgende. Der er opråb fra de medicinske afdelinger, men især også fra psykiatrien, fordi der kommer patienter ind ad døren, som har det værre end dem der allerede er indlagt, og som presser de indlagte ud. 

Alt for mange borgere står uden adgang til deres egen læge. 

Alt for mange børn og unge mistrives eller har tegn på en psykisk lidelse, og ventetiden i det kommunale PPR er i dag meget lang. Det gør, at deres tilstand kan forværres i den mellemliggende tid.

Dette er kun et sporadisk udpluk af flere områder, som trænger til yderligere ressourcer, handleplaner og visioner allerede nu, alt imens vi med hastige skridt kigger ind i en fremtid med langt flere patienter, færre at uddanne og et behov for at tænke sundhedsvæsenet bredere end i dag og med ny teknologi til at understøtte os i, at vi får opgaverne løst samlet set. 

--- 

Som I sikkert ved, har både regeringen, Konservative og Venstre for kort tid siden præsenteret hver deres sundhedsudspil. 

Regeringen taler om op til 20 nærhospitaler, Konservative og Venstre om sundhedshuse, og seneste skud er et konkret forslag fra Venstre om etableringen af 35 sundhedshuse.  Tanken er, at de skal være det sted, hvor borgere kan få foretaget mindre komplicerede undersøgelser, kontrol af kronisk sygdom i regi af hospitalerne og behandlinger af for eksempel praktiserende læger, praktiserende speciallæger, fysioterapeuter, måske diætister og mange flere. I bund og grund bliver virkeligheden nok at udvikle og udbrede de bedst etablerede sundhedshuse i højere grad – måske putte lidt yderligere sygehusopgaver ind i dem, men i høj grad forestille sig, at det, der fra sygehus kan laves nært, skal laves nært. Eller også skal opgaven helt overgives til aktørerne i sundhedshuset og i det nære sundhedsvæsen bredt set. Og jeg synes, det er oplagt, at I også tænkes ind, og at reumatologer og kiropraktorer måske i højere grad også kan mødes i et arbejdsfællesskab i de nye sundhedshuse.

Regeringens udspil mangler endnu at forholde sig til kvaliteten af de kommunale sundhedstilbud, og hvis ikke man løfter kvaliteten af disse risikerer man at forstærke den geografiske ulighed. 

For mange af de borgere, som i dag modtager sundhedsydelser fra kommunerne, oplever, at de er en del af det store postnummerlotteri, hvor deres bopælskommune er den afgørende faktor for, hvilken sundhedsindsats, de og deres børn og de ældre generationer tilbydes. Og hvilken behandlingskvalitet, den har. 

Det er uholdbart.

Kvalitet må og skal være pejlemærket – for os som læger, forhåbentligt også for Jer og for vores mange kollegaer, der lægger en stor indsats hver dag. Det er vigtigt, at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten i hverken udredningen af borgerne, deres behandlinger, opfølgning og kontrol. Og af deres genoptræning, rehabilitering og sekundære forebyggelse. Og derfor er det vigtigt, at nærhospitaler – sundhedshuse – eller hvad vi nu skal kalde dem – indgår i en samlet planlægning af sundhedstilbud til borgerne og bliver set i sammenhæng med resten af sundhedsvæsenet. 

Men alfa og omega er, at der kan findes nok fagligt kvalificeret personale, og at vi får tænkt visionært i forhold til, hvordan vi får løst alle sundhedsopgaverne i fremtiden. Det er naturligvis også afgørende for, om det lykkes med at skabe nære sundhedstilbud af høj kvalitet. Det kalder på et større fokus på rekruttering, opkvalificering og på, hvordan de faglige ressourcer bruges mest effektivt i behandlingen af borgerne. Det kalder på teknologi, og det kalder på differentieret tilgang.

Og det kræver, at vi læner os imod hinanden. Ikke væk fra hinanden. Men arbejder sammen. 

Jeg håber, at vi i fremtiden vil se et endnu tættere samarbejde mellem både vores foreninger og vores medlemmer.

Det vil gavne patienterne.

Jeg håber, I får nogle berigende faglige dage og et rigtig godt årsmøde.  

Mange tak for ordet.