Kommunikation
Kiropraktorer i hele landet kan nu se diagnostik fra Region Midt
"Det er svært at forklare. Det er så stort for os. Denne løsning lever op til alle ønsker og opfylder et kæmpe behov hos både kiropraktorer og patienter," fortæller Klaus Doktor.

En verdensnyhed blev lanceret i Danmark i december 2020: Et moderne digitalt samarbejde mellem KirPACS fra Kiropraktorernes Videnscenter og Region Midtjylland betyder, at kiropraktorer i Danmark med abonnement på KirPACS nu kan se røntgenbilleder, scanninger, rapporter og andre dokumenter i regionens billedindeks, mens en læge på et hospital i Region Midtjylland kan se billeder eller dokumenter hos en kiropraktor.
Det skriver Region Midtjylland i sin nyhed om den nye løsning.
Samarbejdet betyder, at kiropraktorer og læger ikke længere skal afvente modtagelsen af fysiske billeder eller dokumenter fra hinanden, inde de kan behandle en patient.
- Det er et kolossalt fremskridt for patienterne. Vi skal ikke downloade eller overføre filer, vi kan kigge direkte i systemet og det er bare fantastisk, påpeger Klaus Doktor, som er drivkraften bag løsningen, som han har arbejdet med i 13 år.
Klaus Doktor er næstformand i samarbejdsudvalget for kiropraktik i Region Midtjylland sideløbende med sit virke som røntgenkonsulent på Kiropraktorernes Videnscenter. I 2019 blev han Årets Kiropraktor netop for sit vedholdende engagement, bl.a. inden for billeddiagnostikken.
Henrik Wulff Christensen, direktør for Kiropraktorernes Videnscenter, deler begejstringen for den nye løsning:
"Projektet er egentlig født ud af en fælles tanke om at reducere billedmateriale, så man ikke har dobbeltundersøgelser liggende i systemerne. Nu er kiropraktorerne for alvor blevet integreret i sundhedsvæsnet," fortæller han
Læs mere hos Kiropraktorernes Videnscenter