”Jeg glæder mig til at vise Grønland, hvad en kiropraktor er og kan"
30. april rejste nyuddannede Line Korsholm til Nuuk med en hastegodkendt turnus på lommen. Nu er hun i karantæne pga. COVID-19-restriktionerne, men torsdag 6. maj skal hun møde sin første patient.
Efter så mange år at ingen helt ved hvor mange, kommer der endelig en kiropraktor til Grønland for at praktisere.
”Det er tidsbegrænset, men jeg har selv indflydelse på hvor længe. Som minimum 6,5 mdr. og op til 9 mdr. Det kommer an på om min kæreste, som er læge, siger ja til en introstilling deroppe. I så fald bliver de 9 måneder,” fortæller Line Korsholm.
I klinikken som hun skal arbejde i, Nuuk Osteopati og fysioeterapi, praktiserer 3 fysioterapeuter, hvoraf den ene også er uddannet osteopat.
”Det er den eneste klinik i Grønland, der driver hhv. privat fysioterapi og osteopati. Der er stadig nogle ting. som er lidt usikre, heriblandt timetallet og hvordan det skal foregå med lokalet, jeg skal behandle i, som jeg skal dele med en anden. Nogle konsultationer er del af erhvervsaftaler, som ikke foregår på klinikken, og der kan også komme perioder, hvor jeg skal arbejde i de to "satellitklinikker" i Sisimiut og ilulissat,” fortæller Line Korsholm, som har lovet at holde DKF opdateret på, hvordan det går med at etablere sig deroppe.
”Min kæreste og jeg har længe kigget efter hus, og vi havde lidt en joke kørende med, at hvis ikke vi kunne finde et, så kunne vi tage til Grønland. Huset fandt vi ikke, så vi endte med at sende ansøgninger til Grønland, og så var vi begge to heldige med at finde job, fortæller hun.
"Det var dog ikke ”bare lige” at finde noget for mig. Jeg søgte en del uopfordret i det offentlige og sygehusregi, da jeg har haft delt turnus på Rygcenter Syddanmark og tænkte, at jeg ville have en rimelig chance for at arbejde i det offentlige. Jeg erfarede dog, at på Grønland ansætter man som udgangspunkt efter fag og overenskomst. Dvs. en læge til at være læge, og en fysioterapeut til at være fysioterapeut. Da de ikke har nogen stillinger som kiropraktor, var det lidt lukket land for mig. Ansøgningen til Nuuk Osteopati og Fysioterapi var det sidste håb for at finde noget, hvilket heldigvis gav gevinst,”
Så vidt DKF ved, er der ingen kiropraktorer, som praktiserer i Grønland, og sådan har det været i mange mange år.
”Jeg har ikke kendskab til nogen uddannede kiropraktorer på Grønland. Kiropraktor er dog ikke en beskyttet titel i Grønland,” påpeger hun.
Har det krævet noget særligt at få din autorisation med derop?
”Nej, både den og retten til selvstændigt virke gælder i Grønland. Dén – altså min ret til selvstændigt virke – måtte jeg få hastegodkendt. Min turnus sluttede i starten af april, men heldigvis kan Styrelsen for Patientsikkerhed godt hastegodkende turnus, såfremt man skal til udlandet for at arbejde.”
Line Korsholm landede i Nuuk 1. maj, og hun og hendes kæreste måtte overnatte i mellemstationen Kangerlussuaq pga. tåge.
Line Korsholm i Kangerlussuaq, hvor man mellemlander for at flyve videre til Nuuk, hvor hun skal bo og arbejde som kiropraktor i hvert fald det næste halve år, måske mere.
Det er første gang, hun er i Grønland, og nu er hun det altså ovenikøbet som landets første kiropraktor i lang tid.
”Jeg glæder mig til at vise Grønland, hvad en kiropraktor er og kan,” siger hun.
DKF ønsker hende alt muligt held og lykke deroppe – og glæder sig til at følge hende.