mask-5246910.jpg

Sundhedsstyrelsen udsendte opdaterede retningslinjer den 27. maj. I DKF regner vi med, at Sundhedsstyrelsen lige nu er ved at opdatere dem i forlængelse af de reviderede regler om brug af mundbind. Men allerede nu opfordrer vi i DKF til, at I gennemlæser de eksisterende retningslinjer grundigt.

Læs retningslinjen her

Når mundbind ikke benyttes i sundhedsvæsenet, udsætter man sig som sundhedsprofessionel for lidt større risiko for smitte. Konkret betyder det, at hvis man behandler en patient, der efterfølgende viser sig at være smittet med Covid-19, så risikerer man at skulle gå i isolation efterfølgende – hvis man ikke er vaccineret.

Om man skal i isolation beror på en konkret vurdering fra smitteopsporingsenheden, og bl.a. kontakttiden (over eller under et kvarter).

Kriterier for, hvornår sundhedspersonale defineres som nær kontakt (fra side 50 i retningslinjen):

  • Sundhedspersonale er nær kontakt til en COVID-19-smittet hvis der ikke har været anvendt tilstrækkelige værnemidler og de i øvrigt opfylder kriterier for nær kontakt. Disse omfatter at have haft direkte fysisk kontakt eller ubeskyttet kontakt til smittefarlige sekreter og/eller at have haft kontakt inden for 2 meter i mere end 15 minutter.
  • Tilstrækkelige værnemidler er når en sundhedsperson har anvendt foreskrevne værnemidler ved kontakt med en patient. Hvis der er tale om to kollegaer bør begge have anvendt værnemidler i form af kirurgisk maske type II eller heldækkende ansigtsvisir. Mindst én af personerne skal have anvendt kirurgisk maske type II.
  • Personale der ikke er nær kontakt, men som har været tæt på en person, der siden viser sig at være smittet med COVID-19, kan screenes med test ud fra et forsigtighedsprincip, men skal ikke gå i selvisolation og kan arbejde ind til testsvar foreligger. Screening kan fx ske på 4. og 6. dag efter eksponering.