SDUFacade1.jpg

Professor Jens Troelsen overdrages et stort ansvar som leder af en af verdens absolut førende forsknings- og uddannelsesinstitutioner inden for idræt, biomekanik og fysioterapi. Instituttet er således ranglistet som det 7.-bedste institut af sin art. Instituttet beskæftiger over 180 højt estimerede forskere og undervisere og har ca. 1.400 studerende.

Jens Troelsen er cand.scient. i idræt og historie (1999) og har en ph.d. i sundhedsvidenskab (2004) Han har tidligere haft ansættelse som post.doc, adjunkt og lektor på Institut for Idræt og Biomekanik, og har siden 2013 fungeret som forskningsleder for forskningsenheden Active Living. Et nyetableret forskningsområde, der skal bringe mere bevægelse ind i hverdagen, og som har sat præg på flere byudviklingsområder og senest har været med til at tegne udformningen af det nye byggeri ved SDU’s campus i Odense, Nyt SUND og Nyt OUH.

- Det er et ærefuldt hverv at stå i spidsen for et institut, som på 50 år har udviklet sig fra en satellituddannelse til i dag at være en internationalt førende og toneangivende vidensinstitution. Det er min ambition som ny leder at videreføre stafetten ved i tæt samarbejde med de dygtige medarbejdere at løfte instituttet til nye højder, udtaler Jens Troelsen.

Instituttet rummer kandidatuddannelsen i fysioterapi, der er en overbygning til fysioterapeutuddannelsen, uddannelsen i idræt og sundhed, som er en helt opdateret idrætsuddannelse, der rummer fem specialiseringsspor, som gør den brugbar i store dele af samfundet, og endelig uddannelsen, klinisk biomekanik, der er Nordens eneste universitetsuddannelse i kiropraktik. Herudover er flere af instituttets forskere blandt verdens førende indenfor deres forskningsfelter.

- Som dekan ser jeg meget lyst på fremtiden med Jens Troelsen som ny institutleder,” udtaler dekan Ole Skøtt, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Han har over en årrække vist sig som en samlende og nytænkende leder, som jeg er sikker på, kan bære instituttet videre i samarbejde med de ansatte. Han afløser institutleder Jørgen Povlsen, der i godt 20 år har været leder af instituttet, og dermed været med til i den grad at udvikle instituttet til noget af det ypperste indenfor sit felt.

Jens Troelsen er 50 år og bor i Odense med sin kone og fire hjemmeboende sønner på hhv. 11, 14, 17 og 20 år. Han er selv aktiv med løb, mountainbike og landevejscykling og har i mere end 20 år været instruktør for en række drengegymnastikhold.