Bornholm.jpg

Der er i øjeblikket én kiropraktorklinik på Bornholm, idét en af de to klinikker 1. september sidste år flyttede væk fra øen. Ydernummeret var nemlig ikke geografisk bundet til Bornholm, og det skabte lange ventetider til den klinik, der nu var tilbage.

Men det skal der laves om på nu. Et forslag fra administrationen i Region Hovedstaden lægger op til, at et nyt ydernummer skal bindes geografisk til Bornholm.

Forslaget er blevet behandlet i udvalget for forebyggelse og sammenhæng, og her anbefaler udvalgsmedlemmerne, at regionsrådet vedtager forslaget.

Dansk Kiropraktor Forening i Region Hovedstaden støtter også forslaget:

 - Situationen var jo, at der var et ydernummer, som rykkede til Sjælland, og da vi gerne vil sikre kapaciteten på Bornholm, så giver det fuldstændig mening at sige, at ydernummeret ikke kan flytte fra øen igen, udtaler kredsformand Jan Enggaard Jensen i artikel på TV2 Bornholm, hvor også to regionspolitikere udtaler sig om det presserende behov for kiropraktorer på øen.