Kommunikation
Nyt patientunivers er gået i luften
Kiropraktorguide er blevet til Kiropraktoren.dk, nyt nyhedsbrev er sendt til de 25k+ abonnenter, og i næste uge modtager alle klinikker et patientblad.
Næsten 10 år efter Kiropraktorguide.dk så dagens lys, er siden nu blevet redesignet til ukendelighed og har fået nyt navn: Kiropraktoren.dk. Ligesom med Sundhed.dk skal endelsen ’.dk’ udtales.
Kiropraktoren.dk er en kommunikativ forstærkning af et besøg hos kiropraktoren – før, under og efter. Det skal hjælpe den, der har et problem i muskler eller led til at overveje om, kiropraktoren er en mulighed, og det indeholder ressourcer, som kiropraktoren kan bruge i sin kommunikation med patienter i og efter konsultationen, og så indeholder det elementer, som støtter patienterne efter deres kiropraktorbesøg og forløb.
– Viden er omdrejningspunktet. Alle udgivelser fra Kiropraktoren.dk skal sende stærke signaler om kiropraktorernes høje vidensniveau, forklarer Anders Jørgensen, som er DKF’s bestyrelsesansvarlige for projektet.
Siden en opstartsworkshop i 2020 har DKF fra omkring årsskiftet arbejdet med bureauet Creative Zoo frem til nu, hvor universet er klar. Det samme er en lanceringskampagne med en relanceret Facebookside og annoncekampagne, nyt nyhedsbrev og et magasin og plakater til klinikkerne.
– Kiropraktoren.dk er kiropraktorernes ansigt ud til omverdenen og borgerne. Først og fremmest er siden til borgere, der har smerter eller interesserer sig for muskler og led, men den er også gearet til, at fagprofessionelle fx læger kan finde relevant information og få indsigt i den form for specialistviden, kiropraktorerne har. Det er også vores håb, at den enkelte klinik kan bruge siden som vidensbase til patienterne eller deres egen hjemmeside og eller sociale medier, siger Anders Jørgensen.
Finder du fejl eller andre mærkværdigheder på siden, er du mere end velkommen til at kontakte kommunikationschef Christian Ankerstjerne på ca@danskkiropraktorforening.dk – så sørger han for at løse de problemer, der næsten altid er på en helt ny side.
Ny patientblad supplerer det digitale
For at sende det nye Kiropraktoren.dk godt ud over rampen, udgiver DKF et helt nyt blad til borgerne. Det indeholder tekster og reportager, der fortæller historien om kiropraktorernes virke; om kiropraktorklinikkernes tilbud, det høje vidensniveau, tværfagligheden.
Bladet hedder det samme som sitet, Kiropraktoren.dk, og sendes i 50 eksemplarer, der så skal gives til de besøgende i klinikken. Magasinet udkommer dette efterår som et lanceringsprodukt, og pt. er det planen at udgive et nr. 2 i forsommeren. Herefter vil DKF evaluere og afgøre magasinets fremtid. På bladet står tydeligt, at det er til 'Danmark', altså ikke kiropraktorer.
Nyhedsbrevet relanceres også
De næsten 28.000 abonnenter af Kiropraktorguides nyhedsbrev fik en flot, redesignet nyhedsmail i går. Nyhedsmailen udkommer fremover en gang om måneden og indeholder altid medfølgende typer indhold: 1. gode råd, 2. brugbare indsigter og 3. spændende nyhed. Fagligheden er i højsædet hver gang.
Som hovedregel er den første tekst enten gode råd eller brugbare indsigter – med fokus på noget, modtagerne kan bruge. Teksterne vil især stamme fra det sitet Kiropraktoren.dk, det nye tilhørende borgerblad, og så fra Fagbladet Kiropraktoren.
> Hvorfor ser det ud som det gør? Læs mere i artikel i Fagbladet Kiropraktoren fra midt-september