Vaccine
Plan og kalender for vaccination
Personale i sundhedssektoren bliver tilbudt vaccination inden april 2021, forventer Sundhedsstyrelsen. Den øvrige befolkning tilbydes efter planen vaccination slutningen af foråret eller starten af sommeren.

Fredag offentliggjorde Sundhedsstyrelsen sin plan for vaccination, og lancerede også en vaccinationskalender, som opdateres løbende.
”Vi kan ikke give et helt præcist svar på, hvornår den enkelte kan blive tilbudt vaccination mod COVID-19, men vi har uddybet, hvordan vi har prioriteret i rækkefølgen for, hvornår man får tilbud om vaccination. Når det bliver din tur til at få tilbuddet om vaccination, får du automatisk besked enten via e-Boks, som et fysisk brev eller via din arbejdsgiver. Du skal ikke kontakte din praktiserende læge om tidspunkt for vaccination, for det kan din læge ikke svare på,” fortæller Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Bemærk: Heller ikke arbejdsgiveren skal kontakte Sundhedsstyrelsen.
Tidsplanen for vaccinationsindsatsen er ikke endelig. Den er udarbejdet på baggrund af de forventninger, vi har lige nu om fremtidige leverancer af vacciner, og skal derfor tages med et vist forbehold. Den bliver løbende opdateret, i takt med at vi får mere information om, hvor mange vacciner vi får leveret, og hvornår.