Vi skal gøre mere af det der virker
Skal vi spare penge og ressourcer i sundhedsvæsenet er der to hurtige veje. Den første er at bruge faggrupperne til det, de er gode til. Det andet er, at vi simpelthen holder op med at operere, scanne og ordinere medicin til patienter, der ikke har brug for det. Det korte svar på spørgsmålet ”Hvad skal sundhedsvæsenet gøre mindre af?”, er i virkeligheden, at vi skal holde op med at gøre det forkerte og i stedet satse på det rigtige. Ja, det lyder som et vildt koncept.
Lad os starte med det første. Jeg har sagt det før, men i det danske sundhedsvæsen er vi ikke gode til at samarbejde, og vi udnytter ikke kompetencerne hverken på tværs af faglige, geografiske og administrative skel.
Det betyder i al væsentlighed, at en patient, der går ind af døren til sundhedsvæsenet vil få en overraskende forskellig behandling, alt efter hvilke region de bor i og hvilken fagperson, der står på den anden side af døren.
Eksempel: Ifølge tal fra Årsrapport fra Regionernes Dansk Rygdatabase opererer man langt flere rygpatienter i Nordjylland og i Midtjylland end man gør i Hovedstaden. Hvor stor en andel der bør opereres, er naturligvis umuligt at sige, men det er påfaldende at nord- og midtjyske sygehuse opererer lige så meget som privathospitaler. For mig peger det på, at der er en relativt stor gruppe mennesker, der burde være tilbudt konservativ behandling først. Så hvorfor er det ikke sket? Mangler der incitamenter eller faglighed?
Det bringer mig hen til min anden pointe. På det muskulo-skeletale område oplever vi desværre igen og igen, at patienter får ordineret smertestillende medicin med mange bivirkninger, at der scannes på livet løs og så gennemføres der operationer inden de konservative muligheder er udtømt.
Det er dyrt, og det er unødvendigt.
En dugfrisk undersøgelse fra Australien viser at en tredjedel af de patienter, der møder op i akutmodtagelsen med rygsmerter kommer hjem med en ordination på opioider, OG at de stadig tager medicinen en måned senere. Hvordan det præcis ser ud i Danmark ved jeg ikke, men brugen af opioider i Danmark er, trods en stor indsats de seneste år stadig alt, alt for stor.
Det samme gælder scanninger. Der tages billeder, som gjaldt det livet i sundhedsvæsenet. Er det nødvendigt for at kunne stille diagnoser? Nej! Koster det penge? I den grad! Virker det? Overhovedet ikke!
Hvorfor gør vi det så? Gammel vane er vel et slags svar, men det skal vi stoppe med at bruge som argument. I stedet skal hver patient mødes med faglighed og de sundhedsfaglige retningslinjer i det nære sundhedsvæsen. Og så er det vigtigt, at vi bruger hele sundhedsvæsenet – og at vi kan og vil henvise til hinanden.
Danskernes dårlige rygge, slid- og leddegigt, knogleskørhed, diskusprolapser og andre rygsygdomme koster samfundet 17,2 milliarder kroner om året og rammer hvert år mere end 1,2 millioner danskere.
I Dansk Kiropraktor Forening har vi i flere år argumenteret for, at der skal laves en strategi for behandling af muskel-led smerter. Vores argumenter er blevet overhørt. Og selvom undersøgelse efter undersøgelse viser at fx ryg- og nakkeproblemer er blandt de sygdomme der koster mest og har de største konsekvenser, fx på arbejdsevnen, bliver det desværre ignoreret, selvom der er evidens for at rådgivning, træning og manuel behandling faktisk virker.
Så hvad skal vi gøre mindre af i sundhedsvæsenet? Det vi plejer at gøre.
