Nedslidning skal tages alvorligt
Enighed om problemerne med nedslidning – men vi tager debatten om løsningen på Folkemødet.
Om 20 år vil der være 50.000 flere 65-70-årige end der er i dag. Det vil sætte et pres på velfærden – og derfor er der helt naturligt opstået et behov for at så mange som muligt bliver på arbejdsmarkedet så længe som muligt.
På papiret er det en helt naturlig udvikling, men for mange er det en uoverstigelig udfordring at skulle blive på arbejdsmarkedet til man er 70. Det gælder for eksempel håndværkere eller andre med fysiske jobs.
- Jeg møder håndværkere i min klinik – unge mennesker i 30’erne – der er stærkt bekymrede for om de kan klare et arbejdsliv. Dem skal vi tage alvorligt, sagde Michael Christensen, formand for Dansk Kiropraktor Forening.
En af udfordringerne er det høje tempo. Det er ikke mindst et problem, når der arbejdes på akkord for det giver incitament til at presse lidt mere på dag efter dag.
Karsten Hønge fra SF var klar i mælet:
- Man kan organisere sig ud af tunge løft, men til gengæld er tempoet på arbejdspladserne sat kraftigt op. Skal vi arbejde længere, skal vi lave meget mere forebyggende arbejde, sagde han og gjorde det klart at det er virksomhederne der skal betale for gildet.
I Dansk Kiropraktor Forening vil man gerne være en del af løsningen. For eksempel bør der tages fat allerede på skoleforløbene, og man vil gerne indgå i samarbejder med virksomheder og organisationer.
Du kan se hele debatten ved at klikke her. Du skal dog huske at indtaste dette password: 20220616
(bemærk også lys og billede kan være udfordret)
Deltagere i debatten
Jakob Brandt, Adm. Direktør, SMVdanmarks.
Karsten Hønge, Politisk ordfører, beskæftigelses og arbejdsmarkedsordfører, Socialistisk Folkeparti.
Michael Christensen, Formand, Dansk Kiropraktor Forening.
Per Hansen, Forbundssekretær for arbejdsmiljø og uddannelse, Fødevareforbundet NNF.
Peter Halkjær, Arbejdsmarkedschef, Dansk Erhverv.