blandet forår 2012 080.JPG

Tidligere næstformand i DKF og kiropraktor i Køge, Ole Klingaa, er afgået ved døden efter kort tids sygdom den 20. juni 2022.

Ole Klingaa har været kiropraktor i Køge igennem ca. 38 år. Han startede klinik i Køge i 1981 og senere i 1985 en klinik i Haslev. Han og hustruen Helle stoppede i 2018/2019 i Køge og solgte i den forbindelse deres ydernummer til Henrik Bull Andersen. 

I slut 80’erne og begyndelse af 90’erne var Ole Klingaa med i DKF’s bestyrelse blandt andet som næstformand. Bagefter har han været medlem af DKR.

Ole efterlader sig sin kone Helle, som ligeledes er kiropraktor. De var kærester tilbage i gymnasiet, blev gift og drog til Palmer i Davenport USA for at blive uddannet. Derudover efterlader han sig tre sønner.

Ole Klingaa blev 66 år.

Tidligere formand i Dansk Kiropraktor forening, Jens Jacobsen, siger om sin kollega:

- "Ole var en loyal næstformand, som havde sine egne meninger, men som også forstod at lytte til argumenterne og indgå i en positiv dialog og bidrog på denne måde til at finde gode løsninger. Det gør mig ondt at høre, at Ole ikke er mere. Æret være hans minde."

Kollega og ven Nis Alnor skriver dette mindeord:

- "Ole nød stor respekt både blandt kollegaer og blandt patienter som en god behandler og patienternes mand. Han var kendt som en mand der stod ved sine meninger, men som også respekterede andres holdninger når bare man argumenterende fornuftig. Han satte en stor ære i sit arbejde. Han evnede at snakke med alle, som kom på klinikken.

Ole har været aktiv i foreningsregi, hvor han bl.a. har været medlem af DKF’s bestyrelse og også været med i bestyrelsen af den lokale kiropraktorforening i Roskilde Amt. Derudover var Ole i en årrække medlem af Dansk Kiropraktor Råd. 

Den private Ole var en altid glad og imødekommende ven som man kunne have både faglige og private gode diskussioner med. Som familieperson var han meget stolt af sin familie, det var altid familien før andet.

Æret være Oles minde"