KiroFakta
Hvem er kiropraktorerne?
KiroFakta 2022: Danske kiropraktorer er unge, danskuddannede og hovedsageligt kvinder.

Den typiske kiropraktor i Danmark er kvinde. Udviklingen gennem de seneste 8 år viser, at der stille og roligt bliver lidt flere kvinder i faget. I alt er 58% kvinder og 39 % mænd. De sidste 3 procent ønsker enten ikke at angive deres køn eller har sat kryds i anden kønsidentitet.
Der bliver også flere og flere unge. Siden 2014 er antallet af kiropraktorer under 30 år mere end fordoblet, og de fylder nu en femtedel af arbejdsstyrken. Samtidig er andelen af kiropraktorer mellem 30 og 40 år næsten halveret i samme periode. Hvorfor så relativt få kiropraktorer i 30’erne har udfyldt spørgeskemaet er svært at forklare.
De lidt ældre kiropraktorer, dvs. 40-59 år, står for rundt regnet halvdelen af arbejdsstyrken, mens de ældste, 60 år og ældre, fylder omtrent en tiendedel.
Uddannelsessted
2018 var det første år, hvor der var flere danskuddannede end internationalt uddannede. Og den udvikling er fortsat. I 2022 er 65%, altså totredjedele, af landets kiropraktorer uddannet på SDU, mens antallet internationale uddannede er faldet tilsvarende.
USA er stadig det næststørste uddannelsesland, men andelen er faldet fra 29% til 17% i løbet af de sidste 8 år.
Det må forventes, at denne udvikling vil fortsætte. Der er, Dansk Kiropraktor Forening bekendt, ikke mange danske studerende på de internationale uddannelser, mens studieoptaget i Odense i løbet af de seneste år er blevet markant større.
