Ny kampagne om kroniske smerter
Kampagnen "Min far har ondt i ryggen. Altid" fra Sundhedsstyrelsen sætter fokus på, hvordan det er at leve med kroniske smerter.

Kampagnen skal øge forståelsen af kroniske smerter
Sundhedsstyrelsen har flere initiativer i gang, som skal bidrage til forbedring af organiseringen af forløb for personer med kroniske smerter samt forbedre udredningen i almen praksis.
I den nye kampagne "Min far har ondt i ryggen. Altid" sætter sundhedsstyrelsen fokus på livet med kroniske smerter med formålet om at gøre det nemmere for borgere at forstå kroniske smerter.
"Mange, der har kroniske smerter, bliver mødt med manglende forståelse fra deres venner, familie eller kollegaer,” siger projektleder Christian Ulrich Eriksen, "de oplever, at de skal forklare sig hele tiden, og at det gør deres liv med kroniske smerter svært og også ensomt. Vi er nødt til at skabe en større forståelse for, hvad det er, de oplever. Altså hvad det betyder for én, når man hele tiden har ondt."
Et vigtigt budskab i kampagnen er, at smerterne kan være forskellige fra dag til dag, så nogle dage er nemmere og mere smertefri end andre.
Visuelle virkemidler formidler viden
Kortfilmen "min far har ondt i ryggen. Altid." giver et portræt af, hvordan omgivelserne påvirker personer med kroniske smerter, og teenagedrengen Magnus fortæller hvordan faderen Lars, som har kroniske smerter, møder myter og misforståelser fra omgivelserne, da naboerne kommer uanmeldt på besøg.
Sangeren Oh Land optræder også i tre korte videoer, hvor hun fortæller om, hvordan drømmen om hendes dansekarriere braste, fordi hun fik smerter i ryggen som 18-årig, og hvordan det er at leve med smerter.