Vi får mange flere ældre rygpatienter
Ny undersøgelse forudser en stigning i antallet af ældre rygpatienter, hvilket kan få konsekvenser på samfundsplan, og kiropraktorerne bør indstille sig på at have større fokus på behandling af ældre i fremtiden.
Antallet af rygpatienter stiger med 36%
843 millioner mennesker på verdensplan vil lide af rygsmerter i 2050, hvilket er er en stigning på 36% i forhold til 2023. Stigningen i Danmark vil sandsynligvis være mindre, da antallet af rygpatienter allerede ligger på et højt niveau. Det forudser en ny undersøgelse, publiceret i Lancet Rheumatology som professor på SDU og seniorforsker på Kiropraktorernes Videnscenter Jan Hartvigsen er medforfatter til undersøgelsen.
Rygsmerter er et problem for hele samfundet
Jan Hartvigsen udtaler om udviklingen:
- Denne undersøgelse er et wake up call til sundhedsmyndigheder og politikere i hele verden. Vi ved, at 2 ud af 3 ældre med rygsmerter også har mindst en anden kronisk sygdom, men at det er rygsmerterne, der forhindrer dem i at leve et godt og aktivt liv og på sigt være selvhjulpne. Derfor er det ikke kun et problem for den enkelte, men for hele samfundet.
Lænderygsmerter kan potentielt føre til kroniske helbredstilstande
Medforfatter Katie De Luca, Kiropraktor og PhD fra Central Queensland University, Australien, mener at hvis vi lader stå til, kan lænderygsmerter blive en forløber for andre kroniske helbredstilstande såsom diabetes, hjerte-kar-sygdomme og psykiske lidelser, fordi ældre med rygsmerter er forhindrede i at være fysisk aktive.
Ønsket om nye retningslinjer for behandling af rygsmerter hos ældre
Lændesmerterne vil fremover hovedsageligt findes hos ældre, da antallet af ældre også vil stige i de kommende ord. Nuværende kliniske retningslinjer for forebyggelse og behandling af rygsmerter ikke indeholder specifikke anbefalinger til ældre mennesker. Hovedforfatteren bag studiet, professor Manuela Ferreira fra University of Sydney, Australien, påpeger, at der er behov for en opdatering af de kliniske retningslinjer.
- Ældre mennesker har mere ofte komplekse helbredsproblemer, og de får oftere ordineret stærk medicin, herunder opioider, som behandling af rygsmerter end yngre voksne [...] Dette er blot et eksempel på, hvorfor vi er nødt til at opdatere kliniske retningslinjer.
Ønsket om en ny proaktiv tilgang
Lænderygsmerter er stadig den førende årsag til, at mennesker i hele verden ikke kan fungere i hverdagen, på arbejdet og i fritiden. Derfor ønsker forskerne bag undersøgelsen en mere proaktiv tilgang til håndtering af lænderygsmerter, der inkluderer mere forebyggelse og bedre adgang de behandlinger, der er sikre og har bedst dokumentation for, at de hjælper.
Retningslinjer på vej fra WHO
Globale anbefalinger for kroniske rygsmerter udarbejdes i disse år af verdenssundhedsorganisationen WHO i et samarbejde med professor Jan Hartvigsen, som fortæller, at WHO-retningslinjerne vil indeholde specifikke anbefalinger for behandling af ældre som de første nogensinde.
Kiropraktorerne bør bidrage til at mindske sygdomsbyrden
- Kiropraktorer har traditionelt ikke set så mange ældre patienter, kiropraktorpatienter er typisk yngre mennesker under 60, udtaler Jan Hartvigsen. - Det er efter min mening nødvendigt, at kiropraktorer verden over overvejer, hvordan de kan bidrage bedre til at mindske sygdomsbyrden forbundet med rygsmerter hos ældre. Mange kiropraktorer interesserer sig for at behandle små børn eller sportsfolk, men det er altså hos de ældre, at problemerne vil være størst fremover.
Om undersøgelsen
Undersøgelsens konklusioner er baseret på analyse af data fra 204 lande og territorier fra hele verden. Den videnskabelige artikel er netop offentliggjort i Lancet Rheumatology.