Brugerbetaling på sundhed skaber ulighed

Nedenstående debatindlæg er bragt i Jyllands-Posten. Det fulde indlæg kan læses på Jyllands-Postens hjemmeside (kræver abonnement), eller du kan læse det nedenfor. Indlægget er skrevet af Annette Blynel, Socialistisk Folkeparti, Regionsrådsmedlem Region Syd, Medlem af udvalget for det nære sundhedsvæsen i Danske Regioner og Formand Kiropraktorfonden og Annette Roed, Socialdemokratiet. Regionsrådsmedlem Region Midt, Næstformand i hospitalsudvalget, medlem af Udvalget for lighed i sundhed og af bestyrelsen for Kiropraktorernes Videnscenter.

Brugerbetaling på sundhed skaber ulighed 

I Danmark er vi stolte af vores gratis sundhedsvæsen. At der er fri og lige adgang til sundhedsydelser for alle, når skatten er betalt. Problemet er, at det er en myte. For det danske sundhedsvæsen er overhovedet ikke gratis. 

I Danmark er det reelt kun lægebehandling, der er gratis. Resten – dvs. kiropraktor, tandlæge, fodterapeut og en lang række andre behandlinger i sundhedsvæsenet – finansieres kun delvist af skatten. Resten er brugerbetaling. Sagt på en anden måde: Får du ondt i ryggen eller i tænderne i Danmark, koster det penge. Har du ikke pengene, må du leve med smerterne og sygemelde dig.

Men heldigvis er der jo ingen, der dør af ondt i ryggen, vel? 

Det er desværre ikke rigtigt. Den nye rapport om sygdomsbyrden i Danmark som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde den 2. marts i år, viser tydeligt, at lænde-, ryg- og nakkesmerter er langt mere end blot smertefuld tilstand for den enkelte. 

Rapporten viser, at vi i Danmark som samfund hvert år mister omtrent 40 mia. kr i form af tabt arbejdsfortjeneste på grund af fravær fra arbejdsmarkedet, førtidspension og for tidlig død.

Overdødeligheden blandt personer, der lider af ’ondt i ryggen’, er overraskende stor. Hvert år dør nemlig næsten 3700 personer ekstra med lænde-, ryg- og nakkesmerter sammenlignet med mennesker uden. Det er lige så mange, som hvert år dør ekstra af lungekræft eller alkoholrelaterede sygdomme. 

Men det er ikke det eneste. Nakke-, ryg- og lændesmerter koster tilsammen 5½ mio. i ekstra sygedage – og det udgør faktisk ¼ af alle sygedage blandt erhvervsaktive personer i Danmark. 

Alligevel ser vi ned på ’ondt i ryggen’ og andre bevægeapparatsproblemer. Er det overhovedet en rigtig sygdom? Og de mennesker der hvert år lider af nakkesmerter (660.000 personer) og lændesmerter (970.000 personer) hjælpes ikke på vej af et ordentligt gennemtænkt og evidensbaseret behandlings- og træningsprogram. I stedet må de forlade sig smertestillende medicin, gode råd og så deres egen økonomiske formåen til at kunne betale sig fra behandling. 

Derfor ser vi bl.a., at personer med korte uddannelser har 25-30% flere tilfælde af nakke- og lændesmerter end de højtuddannede – og som følge deraf markant højere dødelighed. Højtuddannede dør ikke med ondt i ryggen, men det gør de mennesker med grundskole- eller erhvervsfaglige uddannelser til gengæld. 

Det er social ulighed og det skal vi gøre noget ved.

Som samfund kan vi ikke tillade os længere at vende det blinde øje til de mange, der lider af rygsmerter. Som ikke kan passe deres arbejde. Som får et dårligt liv. Og som til sidst måske dør af det. Og vi kan ikke som samfund blive ved med at vende det blinde øje til folk, der lider af smerter i nakke og lænd. Vi er nødt til at tage hele området op til revision. 

Vi må og skal tage ’ondt i ryggen’ mere seriøst. Vi skal investere i, at folk får den bedst mulige rådgivning, træning og behandling så hurtigt og tidligt som muligt. Vi skal have mere lighed i sundhed. Det kræver, at vi skal nedsætte brugerbetalingen. Vi har ikke råd til andet.