G29A0503.jpg

Et æresmedlemskab udgør den absolut højest opnåelige anerkendelse i Dansk Kiropraktor Forening.

At blive æresmedlem i Dansk Kiropraktor forening kræver, at man har udført en enestående og betydningsfuld indsats for foreningen og faget.

Det er der ikke nogen tvivl om, at Troels Gaarde har gjort siden han blev uddannet til kiropraktor i 1984.

- Jeg er stolt og overvældet over at være blevet udnævnt til æresmedlem i Dansk Kiropraktor Forening. Hvis vi alle sigter efter at være en lidt bedre kiropraktor end vi var i går, går vi en lys fremtid i møde, siger Troels Gaarde på talerstolen i forbindelse med udnævnelsen.

For allerede som 31 årig blev Troels Gaarde valgt som formand for Dansk Kiropraktor Forening i 1992. Formandsposten beholdt han i 5 år indtil 1997 hvor han trådte tilbage. Og siden da har Troels Gaarde fastholdt sit stærke engagement i foreningen og bestrider lige nu hvervet som formand for klinikejerudvalget.

- Troels Gaarde er ubestridt en af Dansk Kiropraktor Forenings kæmper. Hans hjerte banker for kiropraktik og for at være med hvor det sker. Det har vi haft stor glæde af i Dansk Kiropraktor Forening gennem mere end 30 år, siger Michael Christensen, Formand for Dansk Kiropraktor Forening.

CV

  • Uddannet kiropraktor 1984
  • Klinikejer Aarhus Rygcenter 1987-
  • Næstformand Dansk Kiropraktor Forenings 1990-1992
  • Formand Dansk Kiropraktor forening 1992-1997
  • Klinisk lærer ved Syddansk Universitet 1995-2004 og fra 2022-
  • Medlem af samarbejdsudvalget mellem kiropraktorerne og Århus Amt 1998-2006.
  • Formand for Dansk Selskab for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik 2002-2004.
  • Kiropraktor Praksiskonsulent ved Århus Amt / Region Midt 2003-2010.
  • Medlem af Dansk Kiropraktor-Forenings klinikejerudvalg siden 2015.
  • Medlem af Region Midt’s samarbejdsudvalg for kiropraktik siden 2019.
  • Formand for klinikejerudvalget siden 2021
  • Æresmedlem af Dansk Kiropraktor Forenings 2023