Kursus
Kursus: Ondt i ryggen eller hvad?
Forskningsleder Jens Søndergaard underviser i at varetage patienter der klager over smerter i ryggen, men hvor det ikke er ryggen, der gør ondt.
Leder af den samlede forskningsenhed for Almen Praksis på Syddansk Universitet (SDU), Jens Søndergaard klæder dig på til at varetage patienter, der klager over smerter i ryggen eller forreste brystvæg, men hvor årsagen ikke er rygsmerter. På kurset sættes der fokus på relevant diagnostik og differentialdiagnostik, samt hvilke procedurer, der bør følges, når årsagen er af mere alvorlig karakter.
Årsager til patienter med smerter til forreste brystvæg eller til ryggen kan være mange, og det er vigtigt at kunne skelne symptomer fra og udenfor bevægeapparatet og dermed sikre, at patienten fra start får den hurtigste og mest korrekte udredning og behandling.
Kurset opsummerer de vigtigste anamnestiske oplysninger i forhold til smertelokationen samt giver en teoretisk og praktisk gennemgang af den grundige objektive undersøgelse – herunder basal undersøgelse af hjerte og lunger, abdominal palpation og relevant neurologisk undersøgelse.
Tid og sted: Comwell Middelfart, Søndag den 7. april 2024 kl. 8.30 - 15.00