Overenskomst
Ny overenskomstaftale styrker kiropraktorernes rolle i sundhedsvæsenet
Dansk Kiropraktor Forening (DKF) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) har indgået en ny overenskomst, der træder i kraft den 1. april 2025. Aftalen markerer et vigtigt skridt i at integrere kiropraktorer endnu tættere i det danske sundhedsvæsen, mindske administration i klinikkerne og sikre bedre behandling for patienter med bevægeapparatsproblemer.
- Specialistvurdering uden brugerbetaling: Praktiserende læger kan henvise patienter med lidelser i bevægeapparatet til en specialistvurdering hos kiropraktoren uden egenbetaling for patienten. Dette giver hurtigere adgang for patienterne til den rette diagnostik og udredning. Aftalen er en rammeaftale, som regionerne kan vælge at anvende.
- Digitalisering og kommunikation: Kiropraktorer får adgang til Sundhedsjournalen og Fælles Medicinkort (FMK), hvilket øger patientsikkerheden og sikrer bedre informationsdeling. RLTN stiller en videoplatform til rådighed for kiropraktorerne, og kiropraktorerne får en ny ydelse til digital egenhåndtering, der gør det muligt at støtte patienternes egenhåndtering gennem digitale værktøjer.
- Mindre administration i klinikkerne: For at lette den administrative byrde for kiropraktorer er tidskravet i pakkeforløbene blevet justeret til +/- 5 hverdage i forhold til statuskonsultationer. Derudover vil parterne i aftaleperioden revidere kravene til epikriser, når kiropraktorer er tilsluttet Sundhedsjournalen og leverer strukturerede data.
- Aflastning af hospitaler med røntgen og ultralyd: Regionerne får mulighed for at udlægge røntgen- og ultralydsundersøgelser til kiropraktorpraksis. Dette sikrer, at hospitalerne kan aflaste deres billeddiagnostiske kapacitet, mens kiropraktorernes lokale klinikker tæt på borgerne udnyttes mere effektivt. Aftalen er en udlægningsaftale, som regionerne kan vælge at anvende.
- Kvalitetsklynger sikrer høj standard: Aftalen introducerer kvalitetsklynger for kiropraktorer, hvor der fremover arbejdes systematisk med at fastholde og videreudvikle den høje kvalitet i kiropraktorklinikkerne. Den øgede økonomi til kvalitet finansieres af regionerne med 2,5 mio. kroner årligt.
- Økonomi: Aftalen fastholder en økonomisk ramme på 146,52 mio. kroner årligt, men finder ny økonomi uden for rammen. Både specialistvurderinger og udlægning af røntgen- og ultralydsundersøgelser er uden egenbetaling for patienten og placeret uden for den samlede økonomiske ramme for overenskomsten.
En styrket rolle i sundhedsvæsenet
Med aftalen cementerer kiropraktorer deres rolle som en integreret del af det danske sundhedsvæsen. Samtidig lægger aftalen op til øget digitalisering, forbedret tværsektorielt samarbejde og mindre administration, hvilket bidrager til mere sammenhængende og effektive patientforløb.
2025 forhandlingsaftale Dansk Kiropraktorforening og Regionernes Lønnings- og Takstnævn
Videre proces
Bestyrelsen i DKF skal den 11. december 2024 drøfte aftalen nærmere med henblik på godkendelses og efterfølgende urafstemning. Der planlægges i den forbindelse roadshows rundt om i landet/virtuelt i starten af det nye år med forventning om et afstemningsresultat slut januar.