Kiropraktor under uvante forhold

I forbindelse med mit prægraduatprojekt ”Musculoskeletal conditions in HIV/AIDS positive patients. A scoping review and a description of patients presenting to the Botswana World Spine Care clinics” fik jeg en unik mulighed, som jeg bestemt ikke kunne sige nej til.

Ikke nok med at jeg fik lov til at bruge World Spine Cares (WSC) data, som er indsamlet i Botswana siden 2011, hvor WSC åbnede klinikker der, jeg fik også lov til at komme ned og besøge WSC’s klinikker for at få kendskab til, hvordan de bliver drevet samt hjælpe med at indtaste de data, som jeg har været så privilegeret at få adgang til. 

WSC er en global velgørenhedsorganisation, hvis mission er at forbedre livet i underudviklede samfund. De sigter mod at skabe en verden, hvor alle har adgang til den højeste kvalitet indenfor behandling af rygsmerter. På nuværende tidspunkt er der tre klinikker: en i hovedstaden Gabo-rone ved Princess Marina Hospital, en i Mahalapye indeni Mahalapye District Hospital og en beliggende i en landsby kaldet Shoshong.

Klinikken i Shoshong er en skurvogn bestående af to behandlerrum, et kontor, et toilet samt et venteværelse med tilhørende reception.

Frivillig basis

Klinikkerne er drevet af frivillige, som flytter til Botswana i kortere eller længere tid, lige fra 1 måned til flere år. Under mit ophold boede jeg i Mahalapye, 200 km nord for Gaborone, sammen med to frivillige fra hhv. Californien og Zimbabwe.

Mandag og fredag gik turen til landsbyen Shoshong. Klinikken åbnede kl. 8.00, og allerede før vi ankom, sad der flere patienter uden for og ventede på, at vi åbnede. Mandag og fredag var nemlig yoga-dage!

WSC har oplært flere mænd og kvinder til at undervise i yoga, så de selv kan være med til at få mere bevægelse ind i hverdagen og mindske rygsmerter. Efter yoga fik flere af dem behandling hos én af de frivillige kiropraktorer.

Shoshong-klinikken befinder sig 40 km fra Mahalapye. De dage, vi arbejdede i Shoshong, blev vi hentet af vores chauffør tidligt om morgenen og kørt til klinikken. Tirsdag, onsdag og torsdag blev brugt i klinikken i Mahalapye.

Behandling via tolk

Håndteringen af patienter var meget lig den, vi kender herhjemme, dog brugte kiropraktorerne mere tid pr. patient for at undgå fejlkommunikation grundet eventuelle sprogbarrierer.

Al kommunikation og formidling foregår på engelsk i sundhedssektoren, så hvis en patient hos WSC ikke forstod engelsk, brugte vi en af klinikkens sekretærer, som var Motswana (indfødt) som tolk.

Ingen af patienternes journaler var digitaliserede, så før, under og efter behandling udfyldte kiropraktoren diverse papirer omhandlede patientens behandlingsforløb. De fleste patienter medbragte sågar deres egne røntgenbilleder og MR-scanninger i en kæmpe kuvert.

Lændesmerter, HIV og tuberkulose

Problemstillingerne som vi så, er i bund og grund de samme som herhjemme, mange lider af smerter gennem hele columna med stor overvægt i lænderegionen.

Der er dog lige en lille krølle på halen: Knap 25% er HIV-positive, og yderligere har de HIV-positive øget risiko for at få tuberkulose. Antallet af HIV-co-infektioner blandt TB-patienter er ca. 80%. Med det in mente var man pludselig ret glad for, at de fleste patienter har fået taget et røntgenbillede, inden de skulle have manuel behandling. Det var meget surrealistisk, når man stod og kiggede på et røntgenbillede, og ikke engang kunne se, hvad der var op og ned, højre og venstre, fordi det så ud som om, hele den cervicale del af columna var sprængt i atomer.

El pr. kode, beskedne karbad og fantastiske naturoplevelser

Det var ikke kun i arbejdet på klinikken, at vi kom ud for anderledes forhold, end jeg er vant til fra Danmark. Vores husleje blev betalt af regeringen, så det eneste vi skulle betale for, var vores forbrug; det var dog ikke helt så nemt, som det lyder. El købte vi i et supermarked, hvor man får en kvittering med en kode, som tastes ind derhjemme på ens el-apparat, så der bliver tanket op.

For at få varmt vand skulle man tænde for ”hot water”-kontakten, og det tog en time, før der var nok varmt vand til et beskedent karbad. Mandag til fredag blev ikke brugt på meget andet end arbejde.

Det var svært at lave noget om aftenen, da de mindre byer ikke har gadelygter, og solen allerede er pist væk kl. 18. Så var der bælgravende mørkt. Weekenderne blev brugt i naturen, og henover påsken tog jeg og en af de frivillige nordpå til Kasane, hvor tiden blev brugt på safari i Chobe National Park og en smuttur til Victoria Falls. Det var fantastisk!

I Mahalapye var der ikke så meget at se, og hver gang vi forlod vores hus, var vi den helt store attraktion. Folk opførte sig specielt, fordi vi var få med vores hudfarve. Mange kiggede og hilste, som de ikke gjorde til andre. I starten var det sjovt at opleve, men det gik det op for mig, at det må være anstrengende, hvis det er sådan altid. Det fik mig til bedre at forstå, hvordan det må være at leve et sted, hvor man ser anderledes ud end de fleste fx i huden.

Oplevelse for livet

Nu er jeg kommet hjem, og mine oplevelser omkring WSC og Botswana er noget, jeg sent vil glemme. Tankerne går da også på, om man skal melde sig som frivillig senere hen – det er i hvert  fald en oplevelse for livet, især arbejdsmæssigt og kollegialt!

Under mit ophold har WSC Research Committee spurgt, om jeg vil overtage pladsen for deres sekretær, mens hun er på barsel. Så samtidig med at jeg laver mit prægraduatprojekt,
er jeg også blevet en del af WSC Research Committee, hvilket jeg er utrolig beæret over at få lov til at prøve.