Alt vel på sidelinjen

Ordet går igen i den ene sammenhæng efter den anden i løbet af samtalen: så er det processen, der har været ’fantastisk’, så er det de unge ejere, der gør det ’fantastisk’, og faktisk er det også ret ’fantastisk’ at møde op på arbejde 11 timer om ugen, passe sine patienter og så bare tage hjem og holde fri resten af tiden. Jørgen Aksglæde Rasmussen klager i hvert fald ikke. Han er bare gennemgående tilfreds med den måde, han har valgt at trappe sit aktive arbejdsliv ned på, og han er i særdeleshed glad for at se, hvordan Kiropraktisk Klinik Rygcenter Horsens nu bliver ført videre af hans tidligere kompagnoner.

– Det har været en rigtig god proces, og meget tilfredsstillende at se, at den forretning, man selv startede op i sin tid, nu kører videre med nye kræfter. Jeg synes, de gør det fantastisk, siger han.

Rettidig omhu
For 64-årige Jørgen Aksglæde Rasmussen har det længe ligget i kortene, at det var sådan, hans gradvise tilbagetrækning fra arbejdslivet skulle foregå. Drejebogen til processen blev skrevet tilbage i 2007, hvor der var travlt i klinikken på Aaboulevarden, og hvor Jørgen Aksglæde Rasmussen valgte at dele både  arbejdsbyrde og ansvar med andre fremfor selv at knokle igennem.

– Jeg begyndte at tage assistenter ind, og i 2007 blev kiropraktor Jacob Hesselholt Sanvig min første kompagnon.

Et par år efter kom der endnu en med i ejerkredsen; kiropraktor Annika Madsen, og siden trak Jørgen Aksglæde Rasmussen desuden sin gamle studiekammerat fra Palmer College of Chiropractic, Joan Linnegaard, med ind i firmaet.

Rettidig omhu kalder han det.

– Det har været meget velovervejet. På den måde kunne jeg lave en glidende overgang, når jeg syntes, tiden var inde, forklarer han.

Det var tiden så sidste sommer, hvor Jørgen Aksglæde Rasmussen afhændede sin ejerandel til kiropraktor Sofie Thesbjerg.

– Mit indtryk er, at det har været rigtig fint for alle parter, sådan som det er foregået, siger Jørgen Aksglæde Rasmussen, der også føler, at tidspunktet for hans tilbagetrækning fra fagets frontlinje er rigtigt valgt.

- Jeg trak mig ud af ejerkredsen den 1. juli 2019 efter nøje overvejelser. Hvis man vælger at give slip, skal man også være klar til det, så timingen er vigtig, understreger han.

Underforstået, at man skal kunne håndtere den personlige omstilling, det er, når man ikke længere har chefkasketten på, og for Jørgen Aksglæde Rasmussen var det ikke noget problem.

Tiden var inde til at lade de unge komme til, følte han, og i dag ved han med sikkerhed, at det var den rigtige beslutning.

– Jeg var også så heldig, at de gerne ville have mig ansat som assistent på deltid på klinikken, pointerer han. For det gav jo ikke sig selv.

Assistent på deltid
Jørgen Aksglæde Rasmussen møder derfor på arbejde to halve dage om ugen nu, 11 timer i alt, på sin gamle klinik. Præcis som han altid har gjort. Bortset fra, at nu har han ikke længere noget lederansvar.

– Jeg behandler bare mine egne patienter, og jeg tager kun ganske få nye ind. Det passer mig glimrende. Der ryger meget af ens skuldre, når man ikke er ejer længere, betror han.

Alt det administrative slipper man for. Personaleledelse. Indkøb og praktisk drift, og alt det savner han ikke det mindste.

Det eneste problem for Jørgen Aksglæde Rasmussen er for så vidt at komme ned i tempo. Det døjer han til gengæld lidt med, for selv om der nu er tid nok til både at passe hus og have, mødes med venner og familie og holde sig i form ved siden af arbejdet, så knokler han stadig bare på.

– Min kone siger, at jeg skal lære, at ting tager den tid, de tager! Så det øver jeg mig i, siger han. Og griner.

Forældre og søskende kautionerede
Som alle senior-kiropraktorer har Jørgen Aksglæde Rasmussen selv finansieret sin uddannelse på Palmer College of Chiropractic i Iowa, USA i starten af 1980’erne. Man skulle
selv betale for både undervisning og leveomkostninger, så det gav en stor studiegæld.

– De penge måtte jeg ud at låne i banken, inden jeg rejste afsted. Både mine forældre og mine søskende kautionerede for lånet, og man kom jo så hjem med en vis studiegæld, der skulle afdrages, noterer han.

Selvfinansieringen havde dog den pædagogiske fordel, at der ingen problemer var med arbejdsdisciplinen. Hvis man dumpede et fag, kostede det et ekstra kursus, og det ville man for alt i verden  undgå.

– Når du selv har betalt for at være der, er der jo ikke megen idé i at ligge hjemme på sofaen, siger Jørgen Aksglæde Rasmussen, der husker, at der var undervisning med mødepligt hver dag fra kl. 8-16, og at fremmødet blev kontrolleret hver eneste time. Så det var bare om at hænge på.

– Det var en fantastisk tid. Jeg ville gøre det hele igen, fortsætter han og fremhæver, hvordan de danske studerende hjalp hinanden til rette i det fremmede.

– Det gav et tæt sammenhold og en korpsånd, som varer ved i dag, når man mødes med de gamle studiefæller, siger Jørgen Aksglæde Rasmussen, der dog havde problemer med én ting efter endt uddannelse:

– Alle de termer og betegnelser, vi havde lært, var jo på engelsk, så det gjaldt om at finde de korrekte ord på dansk, når man stod over for patienterne ude i klinikken. Det var svært i den første tid, husker Jørgen Aksglæde Rasmussen, der kom i turnus hos kiropraktor Erling Lund i Randers efter endt uddannelse og siden blev ansat hos kiropraktor Kenny Nielsen, med hvem han indgik kompagniskab i 1986.