Erfaringer med socialmedicinsk tilgang

Lige siden Rygcentret i Københavns Kommune blev etableret i maj 2000, var det med ønsket om at få den socialmedicinske tilgang inkorporeret i den udredning og behandling, der blev iværksat af centrets fysioterapeuter, reumatologer og kiropraktorer.

Sundhedsstyrelsens MTVrapport ’Ondt i Ryggen’ fra 1999, blandt andet med kiropraktor Peter Kryger-Baggesen, professor Tom Bendix og professor Claus Manniche som medforfattere, blev betragtet som en del af grundlaget for etableringen.

På Rygcentret arbejdede fysioterapeuter, reumatologer og kiropraktorer i første omgang sammen om udredning og behandling af patienterne, der blev henvist af praktiserende læger og speciallæger. Det viste sig hurtigt, at mange patienter havde andre problemer end ryggen eller nakken. For en stor del handlede problemerne om fx sygemelding og tilbagevenden til arbejdet -  spørgsmål der fyldte så meget, at de blev en hindring for hurtig genoptagelse af arbejde.

Samarbejdet med de sociale myndigheder foregik ligesom i den øvrige del af sundhedsvæsenet og bestod typisk af fremsendelse af anmodninger om journaloplysninger, statuserklæringer osv. Kommunikationen mellem de to sektorer om hvad og hvilke faktorer, der havde betydning for den enkelte patient og dennes tilbagevenden til arbejdet, blev altså udveklset på skrift og med de udtryk og begreber, der var gældende for de to sektorer hver især.

Efter nogle år lykkedes det at skabe et samarbejdsprojekt mellem Rygcentret og Jobcenter for Sygedagpenge i København. Rygcentret ansatte en socialrådgiver, og det blev aftalt at, rygpatienter, som var ny-sygemeldte fra deres arbejde, kunne henvises direkte fra jobcentret til udredning og behandling på Rygcentret. Formålet var at få fat i patienterne på et meget tidligere tidspunkt end sædvanligt, få udredt deres rygproblem og iværksat relevant behandlingsforløb bestående af fx fysioterapeutisk og kiropraktisk behandling, så de hurtigt kunne vende tilbage til arbejdet. I tilslutning til behandlingen fik socialrådgiveren en central funktion, hvor hun kunne indgå i forløbene med sin socialfaglige baggrund og koordinere indsatsen på centret med indsatsen på jobcentret ved behov.

Fra start af blev det klart, at der var udfordringer ift. at forstå, hvordan man fortolkede medicinske og socialfaglige begreber.

Det krævede mange supplerende notater og møder, hvor socialrådgiveren efterhånden fik en mere central rolle som koordinator af kommunikationen mellem de to sektorer. En stor del af arbejdet bestod af ”oversættelse” af anmodninger og statusnotater.
 
Socialrådgiveren blev efterhånden fortrolig med de medicinske udtryk i den sundhedsfaglige dokumentation.

Jobcentret modtog som led i samarbejdet regelmæssige statusnotater fra Rygcentret med information om behandlingsforløbet, prognose for tilbagevenden til arbejdet, yderligere tiltag som fx billeddiagnostik udredning m.m.

Ved evaluering af samarbejdet blev det betegnet som meningsfuldt af såvel jobcentrets og Rygcentrets medarbejdere. Patienterne udtrykte stor tilfredshed over koordineringen af forløbet mellem parterne.

Det blev betragtet som en succes og sidenhen udvidet til sygemeldte kontanthjælpsmodtagere, hvor Rygcentret udredte og afklarede patientens rygproblem, inden jobcentret gik videre med tiltag ift. fx arbejdsmarkedstilknytning, boligforhold, økonomi osv.

EN EPOKE SLUTTER
Efter 20 år er en epoke i rygbehandlingen i Københavns Kommune imidlertid slut. Rygcentrets tværfaglige udrednings- og behandlingstilbud med kiropraktorer, fysioterapeuter, reumatologer og socialrådgiver ophører fra sommeren 2020.

Tilbage bliver kommunal fysioterapeutisk genoptræning i henhold til Sundhedsloven og tilbud til patienter omfattet af det regionale lændeforløbsprogram. Dette som følge af politisk beslutning vedr. budget 2020. For mange rygpatienter i Hovedstaden er det et tilbageslag og ensbetydende med længere ventetid på udredning og relevant behandling herunder socialmedicinsk indsats, noget Sundhedsstyrelsens MTVrapport fra 1999 forudså, hvis man ikke omorganiserede sundhedsvæsenet og forbedrede den tværfaglige og tværsektorielle indsats.

DET KOORDINERENDE LED
Erfaringerne fra samarbejdet viser, at socialrådgiveren i høj grad kan fungere som det koordinerende led mellem sektorer. Patienterne kan, hvis der er behov for det, henvises til samtale med socialrådgiveren, som kan rådgive om, hvilke muligheder der kan hjælpe tilbage til arbejdet på en for patienten og for arbejdspladsen hensigtsmæssig måde.

Der er således også jævnligt kontakt til arbejdsgivere, og socialrådgiveren deltager i rundbordssamtaler om patienten.

Socialrådgiverens rolle er i højere grad accepteret af patienterne, fordi socialrådgiveren ikke arbejder under myndighedsansvar og dermed heller ikke har beføjelser til fx at fratage sygedagpenge.

Det er dermed ”omkostningsfrit” for patienten at drøfte problemstillinger med vedkommende.

Udredningen af patienternes ryg- og nakkeproblemer foretages i tæt samarbejde mellem reumatologer, fysioterapeuter og kiropraktorer, hvor patienternes problemstillinger drøftes på formelle møder samt ”på gangen”.

De tre faggrupper har egne patientforløb, men kan få en anden faggruppes syn på patienten, hvis der er behov for det.

Rygcentrets patienter har ofte været i behandling andre steder såvel i primær- som i sekundærsektoren. De er ofte præget af mere kroniske og komplicerede problemstillinger, hvilket taler for et tæt tværfagligt samarbejde også med socialrådgiveren. 

Det er vigtigt at koordinere indsatsen og sikre, at patienten ikke får modstridende oplysninger om forløb og indsatser. Det kan skabe forvirring og unødig bekymring og få negative konsekvenser for prognosen. Derfor er adgangen til samarbejde og tæt faglig sparring afgørende.

Det tværfaglige samarbejde om disse patienters problemer kræver, at man som behandler er åben og ydmyg over for andres synspunkter og holdninger til, hvordan patienterne skal behandles. En erkendelse af at alle patienter er forskellige, samt at ingen faggruppe alene har ”løsningen” på, hvordan bevægeapparatsproblemerne skal håndteres, er afgørende for et godt tværfagligt samarbejde.

Derfor bør den tværfaglige kommunikation også styrkes, som det i øvrigt er nævnt i regionale forløbsprogrammer og anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

De samfundsøkonomiske omkostninger ved ikke i tide at adressere de problemstillinger, der ofte er gældende, når patienter sygemeldes pga. problemer i bevægeapparatet, er enorme og kan mindskes, hvis sundhedsvæsenet og myndigheder bedre samarbejder om og koordinerer borgerens forløb.

KIROPRAKTORFUNKTIONEN
Kiropraktorer og fysioterapeuter har typisk patienter i forløb, der strækker sig over uger og ikke kun en enkelt eller to konsultationer. Det vil derfor efter min vurdering være hensigtsmæssigt, at det er disse faggrupper, der løbende vurderer og afrapporterer patientens tilstand ift. symptomudvikling og fremgang fx vedr. funktionsevne, der har stor betydning for tilbagevenden til arbejdet.

En kiropraktor vil sammen med patienten kunne vurdere, hvilke jobfunktioner patienten kan varetage samt, hvor der evt. skal ske skåneforanstaltninger.

Da kiropraktik endvidere omfatter diagnostik herunder billeddiagnostik eller henvisning hertil, er det også relevant og oplagt, at kiropraktoren varetager fx udarbejdelse af mulighedserklæringer og skriftlige vurderinger til brug for jobcentret.

Det betyder ikke, at kiropraktoren skal erstatte den praktiserende læges funktion, men kan være lægens relevante samarbejdspartner ved bevægeapparatslidelser. Den praktiserende læge har fortsat en central funktion som patienternes tovholder, da de ofte kender dem mere indgående ift. fx anden sygdom, medicinforbrug m.m.

Kiropraktoren derimod har indgående viden om bevægeapparatet og kan rådgive patienten evt. i samarbejde med den praktiserende læge om, hvordan patienten bedst håndterer rygbesværet, og hvilke funktioner patienten kan varetage, indtil han eller hun er tilbage til sædvanligt funktionsniveau.

Jeg tror, kiropraktoren til stadighed skal dyrke et tættere samarbejde med den praktiserende læge om patienterne og påtage sig rollen som den sundhedsperson, der er ansvarlig for at udrede og behandle patienternes bevægeapparatsproblemer hensigtsmæssigt.

Det skal naturligvis foregå i samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen i respekt for andres faglige synspunkter.

Mange steder er der allerede gode eksempler på velfungerende samarbejde mellem kiropraktorer og praktiserende læger. Det er ikke altid ligetil og vil fortsat kræve en langvarig indsats, der ikke i hvert tilfælde lønner sig økonomisk, men som på sigt kan åbne døre for, at professionen kan blive den naturlige samarbejdspartner og den centrale fagperson i forhold til at sørge for meningsfuld og hensigtsmæssig håndtering af patienter med problemer i bevægeapparatet.

Artiklen er fra KIROPRAKTOREN sommer 2020 - se artiklerne i dette nummer