KIROPRAKTOREN
Hvordan forskelsbehandler sundhedsvæsnet?
Tilsigtet og utilsigtet forskelsbehandling på grund af etnicitet, hudfarve, religion og sprog har gode kår i det danske sundhedsvæsen. Og den er både systematisk og foregår i det små, mener professor.
Patienter, som afviser at modtage behandling af læger, der bærer tørklæde eller kommer med direkte hentydninger og generaliseringer om lægens hudfarve, sprog eller hilsner.
En hospitalspsykolog, som afviste at undersøge en patient pga. kulturel inkompatibilitet med et argument om, at patienter, der ikke er vokset op i dansk kultur, udtrykker deres følelser gennem smerte og ikke er i stand til at mentalisere deres tanker.
En sygeplejeske, der fik at vide – tre gange – at hun skulle vaske sine hænder, indtil hun forstod, at det var hendes brune farve, som den ældre patient synes, hun skulle vaske af, før hun skulle røre ved hende.
Morten Sodemann, professor i infektionsmedicin og leder af Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, har sammen med sine ansatte indsamlet eksempler på forskelsbehandling gennem interviews med tosprogede sygeplejersker, læger, studerende og tolke.
”Det er stilfærdige hverdagshistorier, som giver et ’klip i kørekortet’ hos modtageren, og man skal ikke have ret mange af dem, før man trækker sig. Så er der simpelthen ting, man ikke siger. Steder, man ikke kommer, og ”modangreb” man ikke foretager, fordi man har erfaring med, at det bliver det bare værre af,” forklarer Morten Sodemann, og uddyber:
”Det sætter sig i knoglerne. Det sætter sig på en måde, som er dræbende i forhold til ens selvværd, og det ved man fra store undersøgelser, det koster på den mentale sundhed.”
Han foretrækker at kalde det ’forskelsbehandling baseret på en eller flere karakteristika knyttet til at være minoritet’:
”Racisme er sådan et lidt træls begreb. Giver en masse billeder på nethinden, som blokerer for at snakke om, hvad det egentligt er, vi snakker om. Det handler om bevidst/ubevidst, tilsigtet/utilsigtet forskelsbehandling, som primært baserer sig på etnicitet, hudfarve, accent, sprog, øjenfarve, tørklæder.”
Den rigtige sygehistorie
Et eksempel på systematisk forskelsbehandling i sundhedsvæsenet er sygehuse, afdelinger eller genoptræningssteder, hvor man har en politik om ikke at bruge tolk. Han forklarer:
”Der sker noget med en, når man bliver syg. Man bliver overvældet og overmandet, og man ændrer udtryk og holdning. Man bliver vrissen, ked af det, sur, afhængig, appellerende og alt muligt andet. Man rykker over i et andet mindset, og det er et indlært mindset fra 2-3 års alderen på ens modersmål, og det betyder også, at man kun er i stand til at være rigtig syg, og klogt syg, på ens modersmål.”
”Ved at insistere på ikke at tale modersmål med patienter, så frasiger vi også den rigtige sygdomshistorie, og det er der, det går galt. Det er en strukturel, kommunikativ ulighed,” påpeger Morten Sodemann.
Tjek dine fordomme
Racisme har særligt gode vilkår i sundhedsvæsenet. En af grundene er afhængighedsforholdet mellem patient og sundhedsperson.
”Det er ikke en hemmelighed, at så snart det bliver en lille smule svært i sundhedsvæsenet, så bliver det lidt velgørenhed. Så er det afhængigt af, hvem man taler med; om der sker meget eller ingenting. Der er der nogle personlige valg, der forstærker den strukturelle ulighed.”
Det betyder også noget, at mange sundhedspersoner er alene med patienten.
”Jeg tror, de mest grelle af vores eksempler er kommet under 4 øjne – eller med tolk. Der var en overlæge et sted i Jylland, hvor der var telefontolk på, som sagde: ’Hvis De ikke taler dansk næste gang, så må De gå til dyrlæge.'"
”Man har et ekstra ansvar for, at det foregår i respektfuld og venlig vekselvirkning og uden fordomme, når man er alene med patienter,” siger han.
Hvad kan man gøre?
”Det er ikke raketvidenskab. Det starter og slutter nok med, at man gør op med sig selv som fagperson, om man har nogle ting, der trigger én, hvor man bliver mere fordomsfuld end faktabaseret, hvor man bliver irriteret eller stopper hjælpen eller holder op med at forklare.”
”Jo mere man taler om det, jo lettere er det at agere og korrigere på det – eller om nødvendigt skærme patienter for det, hvis det kan lade sig gøre gennem en ”spilfordeling” af patienter.”
Ledelse, vilje og evne
Lederne har en rolle i at sætte ind over for og stoppe diskriminerende tale og adfærd:
”Det handler om ledelse og struktur. Det er den daglige seje kulturhåndhævelse af, at her taler vi ordentligt til og om og med hinanden og patienterne – hver dag, hele dagen. Det skal følges op af handling, synlighed og at man også håndhæver det. Det kræver vilje og evne til at tage de trælse samtaler, hvor man sætter medarbejdere, som taler grimt, på plads. De evner og den vilje mangler mange.”
Er det, fordi problemet ikke bliver taget alvorligt?
”Jeg tror ikke, folk ser det som et problem. ’Jamen det er jo indvandrere. Det handler om sprog. Shit happens …’ Det er udbredt accepteret, at inden for det her område er der plads til fejl og mangler. Man kan se det på, at der er stort set ikke nogle af de fejl, der bliver indberettet, som handler om forsinket diagnostik, fejldiagnostik, racisme, ekstrem forskelsbehandling. Aldrig. Der er ikke en eneste.”
Bevidst dovenskab
På den seneste har Morten Sodemann været i medierne for at sætte fokus på, at social ulighed, med hans egne ord fra et tweet, ikke holder fri under en pandemi. Tværtimod, er hans budskab.
Derfor er det ikke underligt, at minoritetsetniske patienter er overrepræsenterede blandt smittede, for mange i den gruppe er socialt dårligt stillede. Et utal af gange har han svaret igen, når fx politikere eller meningsdannere har sagt eller insinueret, at overrepræsentationen skyldes kulturforskelle eller asocial adfærd: nej, ulighed i sundhed er årsagen.
”Lige fra starten har jeg sagt, at man skulle have været mere vakse ved havelågen. Man er alt for langsomme og for upræcise. Man har den der besynderlige misopfattelse, at ’vi har jo oversat det.’ At oversætte informationerne er piece of cake. At få den til at virke og blive oversat til praksis, det kræver et benarbejde. Man har udvist en bevidst dovenskab i forhold til at gøre det, der i virkeligheden er svært.”
Ikke hele sandheden
Politikere og regeringen har fokus på ulighed i sundhed. Ifølge Morten Sodemann ser de slet ikke den ulighed, som den etniske forskelsbehandling skaber. De ser udelukkende på uddannelse og job: kortuddannede i lavtlønsjobs er overvægtige og ryger, og det giver kræft og hjertekarsygdomme:
”Det er en fair og rigtig forståelse, men det er bare ikke den fulde sandhed om ulighed i sundhed. Hvis man kigger på interventionsforskningen på det her område, så handler 90% om at lave patienterne om, 9% om at lave det strukturelle om; holdninger, tilgang og organisationen, og det siger lidt om, hvor fokus er, og hvorfor der ikke sker noget.”
/TSC
Smertefordom og manglede viden om mørk hud kan skabe fejl
Ulla Saleme fra København læser medicin, har libanesiske rødder og bærer tørklæde. Privat og i studiejob på et hospital har hun oplevet sundhedspersonale, der ikke tager smerter lige alvorligt:
”Jeg oplever, at folk med mørk hud ikke altid bliver taget ligeså seriøst som hvide, når de har ondt. Det gør, at etniske patienter kan opleve hårdere behandling og blive presset til at holde flere smerter ud,” siger hun. Brugen af udtrykket ”etniske smerter” viser, at der kan være hold i oplevelserne. Det bruges af nogle læger og sygeplejersker om smerter hos personer med brun hud og indvandrerbaggrund, hvor man ikke kan finde ud af, hvad smerterne handler om. Det kan implicere mistanke om anderledes eller lav smertetærskel.
At kalde andres lidelser etniske er dybt problematisk, mener professor, læge Morten Sodemann.
”I realiteten er det en bekvem generalisering af uforklarede smerter hos patienter med brune øjne, tørklæde og accent. Forestillingen om etniske smerter er mest af alt udtryk for faglig utilstrækkelighed – nogle vil måske tilføje at det er udtryk for tværkulturel dovenskab,” skriver han på sin blog Ligeglobalsundhed, hvor han giver mange eksempler.
Han er også inde på emnet i artiklen En professor gør op med indvandreres 'etniske smerter': "Vi giver dem mærkelige diagnoser, som ikke passer" bragt i Zetland for et par år siden.
Specialeafhandling fra Lunds MedicinskeFakultet dokumenterede i 2016 danske sygeplejerskers brug af ”etniske smerter”, og hvad det kan betyde:
”De havde svært ved at tro på, at patienternes smertereaktioner var sandfærdige, hvilket resulterede i, at sygeplejerskerne var i tvivl om, hvorvidt de skulle efterleve disse reaktioner med smertestillende. Dette kunne resultere i, at smerterne blev undervurderet, og der var risiko for, at patienten ikke fik nok smertestillende,” skriver forfatterne Anne Kathrine Bang og Mie Sørensen i specialet.
I mange år arbejdede Kirsten Møller som kiropraktor på det nu lukkede Københavns Kommunes Rygcenter, der så en del minoritetsetniske patienter – en gruppe hun fordybede sig i, da hun tog sin master i sundhedsinformatik. Er hun stødt på udtrykket?
”Jeg har heldigvis ikke oplevet en arbejdskultur, hvor ’etniske smerter’ benyttes. Jeg tænker, det er misvisende og stigmatiserende. Alle patienter er forskellige uanset etnicitet,” siger hun og uddyber:
”Der findes en patientgruppe med komplekse symptomer og komplekse smerter, der ikke følger et biomekanisk mønster. Det er typisk patienter, der kan være udfordret fysisk, psykisk og socialt. I den gruppe ser jeg både etnisk danske patienter og patienter med anden etnisk oprindelse.”
Et andet element, der kan true patientsikkerheden, er læringsmateriale udelukkende med hvid hud.
”Folk med mørkere hud får ikke blå mærker så hurtigt og så tydeligt som hvide, og rødmen ser anderledes ud. Det kan opstå uden, man lægger mærke til det. Det er vigtigt at lære, for hvis man ikke er obs på det, kan det føre til dårlig eller forkert behandling,” siger Ulla Saleme og fremhæver et projekt, der var fornylig var i medierne:
På St. George University of London fandt medicinstuderende Malone Mukwende sig selv igen og igen spørge: ’Hvordan ser det ud på sort hud?”, når der blev gennemgået kliniske symptomer på fx Boreliainfektion, hudkræft og COVID-19.
Sammen med to undervisere er han gået i gang med lærebogen “Mind the Gap: A Handbook of Clinical Signs in Black and Brown Skin.” med patientfotos af mørk hud.
Faktisk er det ikke kun retvisende billeder, der mangler i den kliniske undervisning, påpeger Malone Mukwende i artikel i Washington Post.
Det handler også om mere korrekte betegnelser, der passer med, hvordan fx rødme, gulsot og blå læber ser ud på mørk hud.
Udfordringer med medicinsk læringsmateriale har Morten Sodemann skrevet om sammen med Naila Bozo på Altinget i artiklen Lærebøgernes blinde pletter indsnævrer normalitetsopfattelse fra juli.
/TSC
