Kan al fysisk aktivitet forebygge hjertekarsygdomme? Ikke nødvendigvis den, der foregår på arbejde

Forskere og beslutningstagere har brug for information om omfanget af forskellige former for fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd (dvs. at sidde eller ligge i vågentid) for at evaluere om tiltag, der promoverer fysisk aktivitet, er effektive, og om initiativerne når ud til grupper med høj risiko for livstilssygdomme.

Men den eksisterende viden om befolkningens fysiske adfærd er primært baseret på selv-rapporterede data fra spørgeskemaundersøgelser, som er forbundet med måleusikkerhed, og målinger af tid i forskellige intensitetszoner målt med bevægelsessensorer (båret på hofte eller håndled), der ikke siger noget om formen for fysisk aktivitet (fx cykling eller gang) eller kropsposition (fx siddende eller stående).

Præcise målinger af aktivitetstyper og kropspositioner kan opnås fra bevægelsessensorer båret på låret, hvilket vil give en betydeligt større viden og diskabe bedre udgangspunkt for udvikling af forebyggende initiativer.

Gangs forebyggelsespotentiale
Fysisk aktivitet spiller en afgørende rolle i forebyggelse af hjertekarsygdomme, og gang anses for at have stort potentiale.

Den maksimale iltoptagelse falder, når vi bliver ældre. Derfor er det uklart, hvorvidt den relative intensitet ved gang er høj nok til at forbedre sundheden blandt både voksne og ældre, eller om voksne har brug for aktivitetstyper af højere intensitet end gang for at opnå de samme sundhedsfordele.

Fysisk aktivitet i fritiden og på arbejde - et sundhedsparadoks
Fysisk aktivitet i fritiden har veldokumenterede gavnlige helbredseffekter. På den anden side indikerer nyere forskning, at fysisk aktivitet på arbejde, ikke altid er sundhedsfremmende, men kan være forbundet med øget risiko for hjertekarsygdomme. De modsatte sundhedseffekter kan bl.a. forklares af forskelle mellem aktivitetens karakteristika i fritiden og på arbejde. 

Varigheden af fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd er afhængig af hinanden
Fordi et døgn er 24 timer, medfører øget tid brugt på én form for fysisk aktivitet mindre tid til andre former for aktivitet eller stillesiddende adfærd hvilket betyder, at varigheden af fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd er afhængig af hinanden. Det har både konceptuelle og statistiske begrænsninger ikke at tage højde for denne afhængighed, men dette kan gøres vha. kompositionel dataanalyse (CoDA).

Begrænsninger i tidligere studier
Ingen tidligere studier har undersøgt, hvordan stillesiddende adfærd, gang og høj intensiv fysisk aktivitet (HIFA) er associeret med risikofaktorer for hjertekarsygdomme, hvor fysisk adfærd er målt med accelerometre, og der samtidig er taget højde for afhængigheden mellem varigheden af forskellige former for fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd. Derfor er det uklart, om mindre tid brugt på stillesiddende adfærd og mere gang er associeret med en lavere risiko for hjertekarsygdomme blandt voksne og ældre, eller om der kræves HIFA for at sænke risikoen.

I tillæg hertil er det uklart, hvordan disse former for fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd i hhv. fritid og arbejde er associeret med risikofaktorer for hjertekarsygdomme.

Projektets formål
Mit ph.d.-projekt består af 3 studier:

I Studie 1 beskrev jeg, hvor meget tid voksne københavnere bruger på at cykle, gå, løbe, stå, og i stillesiddende adfærd, samt forskelle mellem populationsgrupper.

I Studie 2 undersøgte jeg, hvordan stillesiddende adfærd, gang og HIFA er associeret med SBT, taljemål og LDL-kolesterol blandt voksne og ældre.

I Studie 3 undersøgte jeg, hvordan stillesiddende adfærd, gang og HIFA i hhv. fritid og arbejde er associeret med SBT, taljemål og LDL-kolesterol blandt voksne.

Hvordan?
Jeg anvendte tværsnitsdata fra Østerbroundersøgelsen (5. undersøgelse) med tilfældigt udvalgte voksne københavnere. Udover at udfylde et spørgeskema gennemgik studiedeltagerne en helbredsundersøgelse, som bl.a. inkluderede måling af SBT, taljemål og LDL-kolesterol.

For at måle forskellige former for fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd bar deltagerne to  accelerometre i syv hele døgn (påsat på forsiden af højre lår samt højre hoftekam).

Data fra accelerometrene blev analyseret med en software, som detekterer forskellige former for fysisk aktivitet (fx gang og cykling) og kropspositioner (fx siddende og stående), for hvilke mediantiden blev beskrevet for hele studiepopulationen samt opdelt på køn, alder, uddannelsesniveau og body mass index (BMI).

I Studie 2 og 3 blev CoDA brugt for at tage højde for afhængigheden mellem varigheden af de forskellige fysiske aktiviteter og stillesiddende adfærd.

Regressionsmodeller (justerede for bl.a. køn, alder og socioøkonomisk status) blev brugt for at undersøge, hvordan stillesiddende adfærd, gang og HIFA er associeret med de tre udfald. Associationerne blev kvantificeret ved at re-allokere tid mellem stillesiddende adfærd og gang, samt mellem stillesiddende adfærd og HIFA i de to aldersgrupper (Studie 2) samt i hhv. fritid og arbejde (Studie 3).

Hvad jeg fandt
I Studie 1 viste resultaterne bl.a., at mediantiden for cykling blandt de 61%, der cyklede i måleperioden, var 8,3 min/dag. Mediantiden for gang var 83 min/dag, og ca. 90% gik hurtigt (dvs. ≥100 skridt/min) ≥30 min/dag. For stillesiddende adfærd var mediantiden 579 min/dag, og ca. 41% af studiepopulationen var stillesiddende ≥10 h/dag. En kortere varighed af cykling, løb og gang samt den længste varighed af stillesiddende adfærd blev observeret i de ældste aldersgrupper, blandt dem med lavere uddannelsesniveau og blandt overvægtige (Figur 1).

FIGUR 1: Mediantid for stillesiddende adfærd, stående, gang, cykling og løb blandt 1670 studiedeltagere i studie 1, opdelt efter A) køn, B) alder, C) uddannelsesniveau og D) BMI. Vertikale linjer indikerer 95% konfidensinterval. Varighed for cykling og løb er baseret på dem, der cyklede og løb under måleperioden.

I Studie 2 fandt jeg, at sammenhængen mellem den daglige sammensætning af fysisk aktivitet og stillesiddende adfærd og alle tre risikofaktorer var afhængig af alder. Derfor blev analyserne opdelt i voksne <65 år samt ældre ≥65 år. Resultaterne indikerede bl.a. at mindre stillesiddende adfærd og mere gang var associeret med et lavere SBT blandt ældre, men ikke blandt voksne.

Desuden indikerede resultaterne, at mindre stillesiddende adfærd og mere HIFA var associeret med et lavere SBT og LDL-kolesterol blandt både voksne og ældre og med et mindre taljemål blandt voksne.

I Studie 3 indikerede resultaterne, at mindre stillesiddende adfærd og mere gang eller mere HIFA i fritiden var associeret med et lavere SBT. Dette i modsætning til resultaterne for arbejde, der indikerede en association med højere SBT (Figur 2). Endvidere indikerede resultaterne, at mindre stillesiddende adfærd og mere gang var associeret med et større taljemål og et højere LDL-kolesterol, uanset domæne. I tillæg hertil, indikerede resultaterne for både fritid og arbejde, at mindre stillesiddende adfærd og mere HIFA var associeret med et mindre taljemål og et lavere LDL-kolesterol.



Figur 2: Estimeret forskel i systolisk blodtryk givet reallokering af tid mellem stillesiddende adfærd og A) gang, og B) høj intensiv fysisk aktivitet (HIFA) under hhv. fritid og arbejde blandt 652 voksne. En negativ værdi reflekterer reallokering af tid fra stillesiddende adfærd til gang eller HIFA, imens en positiv værdi reflekterer vice versa. Vertikale linjer indikerer 95% konfidensintervaller. Origo svt. udgangspunktet for tidsallokeringerne.

Perspektiver
Fremtidige initiativer for flere aktive, sunde borgere bør rettes mod grupper, der er mindre fysisk aktive i aktivitetstyper som fx cykling og løb. Her spiller kiropraktorer en vigtig rolle i at få de mindst aktive mere aktive.

Sammenhængen mellem fysisk adfærd og risikofaktorer for hjertekarsygdomme er afhængig af alder, hvilket bl.a. kan skyldes tab af kondition i takt med stigende alder. Set i forhold til dette projekts resultater, som indikerer, at gang kan være forebyggende blandt ældre, er den relative intensitet derfor vigtig at inddrage i anbefalinger om fysisk aktivitet i klinisk praksis.

Resultaterne fra Studie 3 indikerer, at sammenhængen mellem stillesiddende adfærd og forskellige former for fysisk aktivitet og SBT kan være enten gavnlig eller skadelig afhængig af domæne. Dvs. al fysisk aktivitet er ikke nødvendigvis sundhedsfremmende; dette gælder især individer med et arbejde, der involverer meget fysisk aktivitet. Der bør derfor tages højde for fysisk aktivitet på arbejde i anbefalinger om fysisk aktivitet i fritiden.

Projektet er finansieret af det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Syddansk Universitet og Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik

Artiklen er fra KIROPRAKTOREN sommer 2020 - se oversigt over nummeret

Læs også: Ph.d.: Nu kan vi måle nakken med teknologi, der en dag kan bruges til at behandle smerter bedre – derhjemme