Sygefravær skal forebygges med fælles indsats

“Se på mig, når jeg taler til dig!”

Hidtil havde Janne Svendsen brugt sin energi på at støtte andre medarbejdere, der var blevet ofre for den nye direktørs offentlige afklapsninger. Nu var hun selv genstand for den grænseoverskridende behandling:

“Jeg kunne se i hendes øjne, at hun tænkte: ‘dér fik jeg dig’,” fortæller den 50-årige nu tidligere kommunalt ansatte.

Janne Svendsen er tydeligt påvirket af at genfortælle episoden, der langt fra var det eneste verbale overgreb fra den nye chef.

Rådhuset havde ellers været en rar arbejdsplads med højt til loftet og stor tillid til og blandt medarbejderne. Nu handlede det mere om at beskytte sig selv.

“Der var en anden episode, hvor en af mine kolleger blev udsat for en langt hårdere behandling. Der var tre chefer til stede og en tillidsrepræsentant. Ingen sagde et ord. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,” siger hun.

Det stærkt forringede arbejdsmiljø på rådhuset og et urimeligt stort arbejdspres førte til anspændthed, smerter i nakken, svimmelhed og til sidst angstanfald. Janne Svendsen fik det efterhånden så dårligt, at hun måtte sygemelde sig.

“Jeg havde forsøgt at støtte de andre, når det gik ud over dem. I stedet var jeg nu selv ofret. Jeg blev svimmel, det sortnede for mig, og jeg fik ondt i skuldre og nakke. Jeg kunne simpelthen ikke klare det længere,” siger hun.

Efter nogle måneders sygemelding vendte hun dog tilbage til sin arbejdsplads i en praktikantordning – men blev placeret i præcis den samme stilling og med de samme opgaver, som tidligere. Der gik da heller ikke mange dage, før det brast.

“Det hele kom tilbage. Smerterne i nakken, svimmelheden, angsten. De sendte mig til psykolog, men lige meget hjalp det. Mange af mine kolleger blev ramt af stress og forlod rådhuset i den periode. Det var ikke længere den
samme arbejdsplads,” siger hun.

Nu var Janne Svendsen arbejdsløs. Jobcentret satte hende i et ressourceforløb, som, af alle steder, foregik på rådhuset, hendes tidligere arbejdsplads.

Endnu en gang blev hun tvunget tilbage til start. Hun besluttede derfor at raskmelde sig. Raskmeldingen var selvfølgelig kun teknisk, smerterne var der jo stadig. Derfor tog hun selvbetalt orlov.

Janne Svendsen havde mistet sit arbejde, og nu begyndte hendes sygdom for alvor at tære på hjemmets økonomi. Heldigvis havde hun stadig sin sundhedsforsikring:

“Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden min sundhedsforsikring. Den tillod mig at opsøge en kiropraktor. Efter det første besøg foreslog han, at jeg skulle sygemelde mig igen. Han er nu gået i dialog med min praktiserende læge og kommunen, og hjælper mig med at finde en løsning, der forhåbentlig kan få mig tilbage på arbejdsmarkedet igen.”

Svært at blive i job

I Janne Svendsens tilfælde var det stress og dårligt arbejdsmiljø, der førte til smerter i skuldre og nakke og til sidst tvang hende væk fra arbejdsmarkedet. Dem, der oftest rammes af smerterne, er dem med hårdt fysisk arbejde, påpeger forsker Mette Jensen Stochkendahl, SDU og Kiropraktorernes Videncenter NIKKB.

“Det er typisk dem med hårdt, fysisk arbejde, der har problemstillinger med deres sundhed og helbred i det hele taget. Vi vil gerne fastholde dem i arbejde, og i øjeblikket ser det ud til, at vi ligefrem er nødt til at hæve
pensionsalderen. Men for denne arbejdsgruppe kan det være rigtigt svært at blive på arbejdsmarkedet,” siger hun.

Mette Jensen Stochkendahl koordinerer projektet Vejen Frem, et samarbejde mellem repræsentanter fra arbejdsmarkedet, jobcentre, arbejdstagere og praktiserende læger. Målet er at udvikle fælles indsatser, der forebygger muskelskeletbesvær og fastholdelse af medarbejdere.

“Muskel- og skeletbesvær er det, der koster samfundet allermest i sygefravær og tabt produktivitet. Det er absolut nummer et på listen,” siger hun.

Smerter i bevægeapparatet er i dag den største årsag til tabte gode leveår for voksne danskere og en af de hyppigste former for langvarig sygdom i befolkningen.

Ifølge Danske Regioners undersøgelse Sundhed for Livet (2017) er muskelskeletbesvær skyld i en fjerdedel af vores sygefravær og næsthyppigste årsag til førtidspension.

Sygefraværet og i værste fald førtidspension sammen med de store omkostninger, det påfører samfundet, kan som regel forebygges allerede på arbejdspladsen, mener Mette Jensen Stochkendahl. Men det er ikke nok at sætte hæve-sænkeborde op - ofte handler det også om kulturen:

“I nogle brancher taler man simpelthen ikke om, at man har ondt. Og italesætter man det ikke, kan man heller ikke forebygge det. Nogle gange hersker der en form for machokultur, der gør, at man ikke taler om det. Det sker typisk i de fag, hvor der er flest af dem, der har ondt. Vi ved også, at der nogle steder ikke bliver snakket om sådan noget, fordi man er bange for at blive fyret,” siger Mette Jensen Stochkendahl.

Og så er der silotænkning:

“Vi har tendens til at se på medarbejderen og patienten ud fra den stol, vi selv sidder i. En kiropraktor ser en kiropraktorpatient, mens en arbejdsgiver ser en medarbejder, jobcentret ser en borger. Der er behov for at vurdere hele mennesket. Arbejdsliv, det sociale liv, kroppen og sindet hænger jo sammen,” siger hun.

“Der mangler kommunikation mellem læger, kiropraktorer, jobcentrene, arbejdsgiverne og alle de øvrige aktører, der kan være inde over et forløb med sygemelding. Kommunikation er nøglen til at finde og lægge en fælles plan for medarbejderen/patienten, hvilket i sidste ende er til patientens bedste,” siger hun.

Læs også: Mette Jensen Stochkendahl om individualiserede tiltage og kiropraktorers rolle

SOCIAL ULIGHED PÅ DAGSORDENEN

Det er bl.a. Arbejdstilsynets opgave at kontrollere, at man ikke får “ondt” på arbejdet. Indtil seneste finanslov er tilsynet dog blevet beskåret år for år, selvom antallet af sygemeldinger er steget siden 2017, især hos ældre.

“Derfor er det også uforståeligt og dybt problematisk, at bevillingerne til tilsynet med arbejdsmiljø er beskåret fra 545,8 millioner i 2007 til blot 353,8 millioner kroner i dag,” skrev Dansk Metals forbundssekretær Peter Poulsen i et debatindlæg i Information i april sidste år.

Hos Dansk Metal peger hans kollega, miljøsekretær Jan Toft Rasmussen, på, at selvom den seneste finanslov har rettet op på Arbejdstilsynets skrantende budgetter, så mangler der kompetencer til at “læse og forstå” arbejdspladserne.

“En journalist som dig kan jo se, hvad der er en god og en dårlige tekst. En mekaniker forstår, om det er en god eller dårlig motor. Men ingen af os forstår nødvendigvis, hvad der er en god eller en dårlig arbejdsstilling. Det skal der andre fagfolk til, fx ergonomer, fysioterapeuter eller kiropraktorer,” siger han.

Tidligere var tunge løft en af de mest betydeligt årsager til nedslidning, men det har ændret sig, fortæller han. I dag er det i højere grad dårlige arbejdsstillinger, der rammer Dansk Metals medlemmer. Og det begynder tidligt:

“Jeg møder da indimellem unge mekanikere på helt ned til 30-års alderen, der klager over smerter i knæ eller skuldre. Man er muligvis blevet lidt bedre til det at tale om det i dag, men der eksisterer stadig den norm, at
smerterne følger med arbejdet,” siger Jan Toft Rasmussen.

Til gengæld går mange af Metals medlemmer i dag til fitness for at styrke kroppen og forebygge evt. nedslidning. Det gør han også, selvom han i dag arbejder ved skrivebord:

“Så når vi står dernede i centret og træner klokken seks om morgenen før arbejde, så er det altså ikke bare for at se godt ud på stranden,” griner han.

3F: Forebyggelse bør styrkes

Hos 3F glæder man sig over regeringens pensionsudspil, der skal sikre nedslidte mulighed for at forlade arbejdsmarkedet tidligere, og at man har sat ulighed i sundhed på dagsordenen.

“Vi er meget tilfredse med, at den nye regering arbejder med et udspil, der skal sikre slidte lønmodtagere ret til tidligere tilbagetrækning. Den nye seniorpension er et godt initiativ, men det er en visitationsordning og ikke tilstrækkeligt. Det er samtidig afgørende, at der sker en styrkelse af den forebyggende indsats med hensyn et bedre arbejdsmiljø og efter- og videreuddannelse,” lyder det fra næstformand Tina Christensen i et skriftligt svar til KIROPRAKTOREN.

“Konkret har regeringen også sat den sociale ulighed i sundhed på dagsordenen, og det er væsentligt, at man forstærker den sundhedspolitiske indsats over for de udsatte befolkningsgrupper,” skriver hun.

Behov for aflastning

Ifølge ny analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd har mere end halvdelen af arbejdere fra 50-59 år oplevet at være på sygedagpenge. Direktør Lars Andersen er ligesom 3F’s næstformand tilfreds med regeringens udspil, for muligheden for tidlig tilbagetrækning vil ikke blot gavne den enkelte lønmodtager, men samfundsøkonomien som sådan.

“Vi kan jo se, at risikoen for at komme på sygedagpenge og for at ende på førtidspension er meget større, når man har de problemer. At kunne forebygge disse arbejdsskader og det fysisk hårde arbejdsmiljø, det er da noget, der har meget positive effekter. Både for den enkelte person, men så sandelig også for samfundsøkonomien. Det drejer sig jo ikke kun om, at vi så får udgifter til sygedagpenge og førtidspension, men når nogle ryger ud af arbejdsmarkedet, så mister vi også nogle skatteindtægter og produktionen bliver mindre,” siger Lars Andersen.

“Det, hvor vi ser et problem, det er der, hvor folk er udsat for et hårdere arbejdsmiljø, og som er slidte. Da man vedtog velfærdsreformen i 2006 og hævede pensionsalderen, der var det under forudsætning af, at man havde en efterlønsordning. Det har vi så ikke længere, og derfor er vi enige i, at der er behov for noget, der kan aflaste folk, der har haft et slidsomt arbejdsliv,” siger Lars Andersen.

Mangler dem uden job

Jakob van Dijk møder dagligt patienter, der som Janne Svendsen har muskel- og ledsmerter som følge af psykisk eller fysisk nedslidning på job. Men han mener dog ikke, problemerne er isoleret hos personer med tungt manuelt
arbejde:

“Det er ikke min oplevelse, at det kun er murere og tømrere, der blive presset på denne konto. Det er lige så meget kontorpersonale, social- og sundhedshjælpere og mennesker i andre funktioner.”

“Typen af patienter er ret jævnt fordelt, men det er måske båret af, at jeg har samarbejde med stort set alle dem, der udbyder sundhedsforsikringer. Så kan man sige, at dem med sundhedsforsikringer er måske nogle gange forbeholdt dem med de gode postnumre, men en af udbyderne er eksempelvis PensionDanmark, som er 3F’ere, dem ser jeg, fordi jeg har Falck Healthcare.”

40-50% af Jakob van Dijks patienter får dækket deres behandlinger via private sundhedsforsikringer. Der er en nogenlunde ligelig fordeling af personer med lang og kort uddannelse.

“Dem jeg synes, jeg mangler i min klinik, det er dem, der virkelig befinder sig på samfundets nederste hylde, fx kontanthjælpsmodtagere og folk uden uddannelse. Jeg tror, det er egenbetalingen, der er en barriere. At de reelt set skal betale omkring 86% af honoraret.”

“Nogle af dem er formentligt berettiget til nogle tilskud fra deres hjemkommuner, men det er bare ikke sat så meget i system, som det er på ældreområdet. De ældre får 80-90% dækket, og de er faktisk ved at lære, at de godt kan komme til kiropraktor og få en stor del af regningen betalt. Gjorde de ikke det, så tror jeg heller ikke, vi ville se mange af dem,” siger Jakob van Dijk.

Mangler der en mekanisme, der kan hjælpe dem tilbage i job?
“Det vil jeg sige ja til, men det er svært at sige, hvordan man skulle administrere det. Vi har jo ikke adgang, så vi kan se, hvordan indtægts- og formueforhold er for den enkelte patient,” siger Jakob van Dijk og supplerer:

“Jeg tror, der er behov for et tættere samarbejde mellem sektorerne. Det kunne være, at man på jobcentrene fik mulighed for at yde et tilskud til mennesker, der har brug for udredning, koordinering og eventuel behandling i en periode. De har netop denne indtægts- og formueindsigt og er derfor bedre i stand til at vurdere, om et tilskud til kiropraktisk behandling vil have en betydning.”

Hvad er din succesrate, og hvilken effekt vil det have på den gruppe?
“Hos denne gruppe er succesraten meget lav. Desværre er forløbet ofte, at de kun får to eller tre behandlinger, fordi de simpelthen ikke har råd. Forløbet afsluttes altså som følge af en økonomisk konsekvens.”
 

“Dem, der ligger lidt højere oppe i systemet, dem synes jeg faktisk, at jeg kan bistå længere i forløbet og hjælpe med at bevare et overblik over systemet og fortælle dem, hvad der venter lovgivningsmæssigt, som deres sygemelding skrider fremad,” siger Jakob van Dijk.

En vigtig rådgivende rolle

Langt fra alle kiropraktorer arbejder som Jakob van Dijk tæt med praktiserende læger og andre, der kan have en afgørende indflydelse på, at patienter som Jane Svendsen kan indsluses i job under fornuftige rammer.

Sådan bør det ikke være, mener forsker Mette Jensen Stochkendahl, der håber, projekt Vejen Frem kan give kiropraktorer de rigtige redskaber:

“Officielt har kiropraktorerne jo ikke en rolle at spille, når det drejer sig om sygemeldinger. Det er den praktiserende læge, der skriver erklæringer og attester. Men der er masser af patienter, der spørger  kiropraktorerne om, hvornår de kan komme på arbejde igen, og de spiller derfor en vigtig rådgivende rolle,” siger hun.

“De kan jo netop indgå i dette positive samarbejde og konstruktive dialog, når det eksempelvis handler om at kommunikere til den praktiserende læge om, hvad der er blevet sagt, hvad jeg som kiropraktor anbefaler og bakke om den ansatte og virksomhedens plan for, hvad der skal ske, og have forståelse for, at man skal spille på samme hest, hvis projektet skal lykkes,” siger Mette Jensen Stochkendahl.

Janne Svendsens navn er opdigtet, da hun ønsker at være anonym.

Læs også: Mette Jensen Stochkendahl om individualiserede tiltage og kiropraktorers rolle