Jo mere gråd, des større sandsynlighed for effekt

Søvnlæse nætter. Endeløse dage med gråd og skrigeri. Frustration og magtesløshed. 

Kolik kan for nogle nybagte spædbørnsforældre udvikle sig til noget nær et mareridt i en tid, der ellers burde være præget af glæde. Heldigvis er man nu ved at blive klogere på, hvordan man kan behandle de 10-20% af danske spædbørn, der lider af syndromet.

Kiropraktorernes videncenter og Forskningsenheden for Almen Medicin ved Syddansk Universitet (SDU) har nemlig  gennemført et stort projekt, der undersøger effekten af kiropraktisk behandling. Projektet blev gennemført under ledelse af læge og ph.d. Lise Vilstrup Holm, som besøgte alle familierne.

“Vores forskning skal ses i lyset af, at kolik er en meget bred betegnelse. Definitionen af et kolikbarn er, at de græder 3 timer eller mere om dagen. Men vi ved jo ikke, hvorfor de græder. Det  kan jo være, fordi de er sultne, eller fordi deres mor kigger på mobiltelefon. Det kan også være fordi, de har ondt i nakken, eller fordi de har hovedpine,” siger professor Lise Hestbæk, SDU og Kiropraktorernes Videnscenter.

Der er muligvis stadigt personer, der tror, at kolik er ‘noget med maven’, men i dag ved man, at der kan være vidt forskellige årsager til, at spædbørn græder, fortæller Lise Hestbæk.

“I nogle tilfælde kan det være smerter og spændinger, der kan behandles med manipulation. I andre tilfælde kan der jo faktisk være tale om et personlighedstræk,” siger hun.

Studiets mest signifikante resultat er, at manipulationsbehandling har størst effekt på den gruppe af børn, der græder mest. Figuren viser, hvordan behandlingsgruppen (rød linje) får nedbragt gråd med over 2 timer hos de deltagere, der græder mere end 7 timer i døgnet, mens effekten er væsentligt mindre hos kontrolgruppen (blå linje).

Det danske forskningsprojekt udmærker sig ved at være den hidtil mest omfattende undersøgelse af manipulationsbehandling til børn med kolik. Ifølge Lise Hestbæk er der i alt udført 6  forskningsprojekter– heriblandt 1 dansk, der var det første projekt på området. Ingen af dem har dog været særligt brugbare, siger hun:

“Forskerne har ikke været gode til at blænde forældrene. Derfor har forældrene vidst, om børnene modtog behandling eller ej. Det kan have en effekt på forældrenes indrapportering af, hvor  meget børnene græder,” siger hun og forklarer, at herudover så har de tidligere projekter været relativt små. Til sammenligning  havde det største af dem 112 deltagere mod 185 i det nye  projekt fra SDU.

I projektet delte man børnene tilfældigt op i 2 grupper: Begge grupper – behandlingsgruppen og kontrolgruppen – modtog en generel undersøgelse og en vejledende samtale i alt 4 gange fordelt over 2 uger, men kun den ene gruppe modtog desuden kiropraktisk behandling. I begge tilfælde blev forældrene bedt om at forlade rummet, så de ikke vidste, om deres barn havde  modtaget behandling.

“Hvis børnene i behandlingsgruppen havde led, der var strammere, end de bør være, så løsnede vi dem, hvorefter barnet blev klædt på igen. Børn i kontrolgruppen blev klædt af og klædt på igen, og så ventede vi i 5 minutters tid, før de kom tilbage til forældrene,” siger Lise Hestbæk.

Førte gråd-dagbog
Forældrene blev bedt om at føre gråd-dagbøger. De har haft en væsentlig betydning for evnen til at måle resultatet af projektet, fortæller Lise Hestbæk.

“Det har givet os et totalt grådmønster at forholde os til. Det er den mest objektive metode, fordi det er så detaljeret. Det kan virke som en stor belastning, men det synes forældrene faktisk ikke. Nogle af forældrene bad faktisk om at få nogle flere dagbøger med hjem, fordi de følte, at det hjalp dem med at få sat problemet på skrift,” siger hun.

“Man får en lille flig af kontrol. Og så er der mange, der finder ud af, at det måske ikke er så slemt endda. Hvis barnet græder 3 timer i døgnet, så er der altså 21 ‘gode’ timer tilbage. Omvendt er der andre, der kan sige: “Se her, svigermor, han skriger faktisk 6 timer i døgnet! Du er nødt til at lade være med at sige, at jeg bare skal være glad for, at han tager på,” siger Lise Hestbæk.

“Som retningslinje siger man, at det tryk du sætter på et led hos en nyfødt, det må maksimalt svare til det tryk, du kan holde ud at sætte på dit eget øjeæble,” siger hun.

Samlet set kunne forskerne ikke måle en klinisk betydende forskel mellem grupperne. Der var gennemsnitligt en halv times mindre gråd i den behandlede gruppe, men det kan ikke udelukkes, at det er en statistisk tilfældighed.

“Det er et midt i mellem-resultat. Jeg havde faktisk forventet en forskel, men forbedringen i kontrolgruppen kan også indikere både at gråden kan aftage af sig selv, og at opmærksomhed og omsorg alene kan betyde noget,” siger Lise Hestbæk.

Sekundære fund
Forskerne delte også børnene op i subgrupper for at se, om særlige symptomer og forskelle kunne have en betydning. De gjorde to vigtige opdagelser:

“Vi så sammenlagt på 15 faktorer, der kunne indikere symptomer fra bevægeapparatet. Eksempelvis om barnet havde en favoritside til amning. Forskellen i behandlingseffekt mellem dem, der havde disse tegn og symptomer, og dem, der ikke havde, var dog meget lille og langt de fleste var ikke statistisk signifikante. Derudover undersøgte holdet 6 baggrundsfaktorer, der ikke var relateret til bevægeapparatet, og her viste det sig, at børnenes alder, og hvor længe de havde haft kolik, havde en betydning for effekten: Behandlingen havde den største effekt på dem, hvor det var nyopstået, men igen ikke statistisk signifikant,” siger Lise Hestbæk.

Det væsentligste fund, hvilket også var statistisk signifikant, var resultatet af behandlingen i forhold til, hvor meget barnet græd:

“Hos de spædbørn, der græder omkring 3 timer i døgnet og har gjort det længe, har det ingen effekt. Der er der ikke noget at komme efter. I den anden ende af spektret er de børn, der  græder 8-9 timer i døgnet. Der vil vi kunne reducere det væsentligt. Og det er jo et rigtig vigtigt fund, at behandlingen har størst effekt på dem, der græder mest, for det er jo også dem, der har mest behov for det,” siger Lise Hestbæk. 

Hendes kollega, Jens Søndergaard, professor og forskningsleder på SDU, supplerer:

“Overordnet er det jo godt, at vi nu har noget mere viden om eventuelle effekter af kiropraktisk behandling til spædbørn med kolik. Evidens mangler vi jo ofte i sundhedsvæsenet. Dette studie giver jo desværre ikke et entydigt svar på, om man skal manipulere spædbørn med kolik eller lade være. Det havde jo været dejligt, hvis det gjorde det. Men nu ved vi i hvert fald, at der er nogle områder, vi skal kigge videre på. Og det er jo også et fund,” siger han. 

De mener begge, at der nu er et grundlag for videre forskning, specielt i de subgrupper, der har vist de bedste resultater. 

DORTHE TOFT:

“Jeg anbefaler også til andre, at de skal skrive tingene op, så man kan få syn for sagen.” 

Svær at trøste
Dorthe Toft deltog i projektet med sin datter Ida Marie, der er 2 år i dag. Hun fortæller, at Ida Marie græd mere, end hvad hun selv følte var normalt for et barn på 5 måneder:

“Hun græd flere gange om dagen, typisk i 20 minutter til en halv time, og jeg havde svært ved at trøste hende. Hun ammede jo fint og spiste godt. Så det var ikke det. Det var bare det der: skrig, skrig, skrig,” siger Dorthe Toft, der selv har fået kiropraktorbehandling og derfor overvejede, at det kunne være en mulighed.

Via sundhedsplejersken hørte hun om projektet på SDU og tog kontakt til forskerne, der vurderede, at Ida Marie lå over den nedre grænse på 3 timers gråd om dagen og derfor var  "kvalificeret” til at deltage.

Uden Dorthe Tofts vidende blev Ida Marie ved lodtrækning placeret i kontrolgruppen på knap 100 børn og modtog derfor ikke behandling:

“Hun var jo ikke et eksempel på børn, der bare græder og græder. Og det viste sig så også, at hun ikke fik behandling. Hun har sandsynligvis bare haft noget mavepine,” fortæller Dorthe Toft.
Hun fremhæver, at især gråddagbogen var en stor hjælp, fordi gav hende et overblik over Ida Marias adfærd og rytme.

“Så kunne man se ganske tydeligt, at gråden faktisk handlede om, at hun var sulten, træt eller havde lidt ondt i maven. Og hun græd jo faktisk ikke så meget, da det kom til stykket,” siger hun.

“Jeg anbefaler også til andre, at de skal skrive tingene op, så man kan få syn for sagen. Man er jo lidt tosset i hovedet, når man lige har fået et barn. Søvnen afbrydes mange gange om dagen.”

MONA BAHIJ ISKAIMBARAMI:
“Allerede efter første gang kunne jeg tydeligt mærke, at noget havde ændret sig.”

Græd 18 timer i døgnet
Mona Bahij Iskaimbarami er mor til Taha Iskandarani, et af de børn, der deltog i forskningsprojektet og kom i behandlingsgruppen.

Allerede som nyfødt græd Taha Iskandarani meget. Indimellem op til 18 timer i døgnet. Mona, som arbejder på bosted for udsatte unge, havde svært ved at få hverdagen
– og døgnrytmen – til at hænge sammen.

“Som nybagt mor og forælder er det mega hårdt. Han sov ikke, og jeg fik heller ikke noget søvn, og til sidst var det næsten ikke til at holde ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,” siger Mona Bahij Iskaimbarami, som blandt andet prøvede forskellige vitamintilskud, men uden den store effekt.

“Der var simpelthen ikke mere energi. Han lå bare der og kiggede på mig og græd. Man begynder at bebrejde sig selv over, at man ikke kan gøre noget. Vi var der jo hele tiden for ham, men lige meget hjalp det,” siger hun.

Spændinger i nakken
Fra Taha Iskandaranis sundhedsplejerske hørte Mona om forskningsprojektet på SDU og tilmeldte sin søn. Familien mærkede hurtigt resultater:

“Allerede efter første gang kunne jeg tydeligt mærke, at noget havde ændret sig. Han græd ikke så meget og lå mere roligt. Vi fik at vide efterfølgende, at han havde nogle spændinger i nakke og ryg, som han så fik noget behandling for,” siger hun.

Også Mona fortæller, at gråddagbogen var en stor hjælp i forløbet.

“Vi førte dagbog over, hvor meget han græd, og der kunne vi se, at det faldt markant. Det faldt jo fra de der næsten tyve timer til, at han næsten ikke græd længere. Han sov bedre og var langt mere rolig. Så der var en meget tydelig ændring, og der var mere plads til leg,” siger hun og fortæller, at hun også kunne komme mere ud fx på strøgtur i Odense uden at skulle frygte gråd og skrigeri. Det betød rigtig meget, at jeg fik svar på, hvad der var galt.”