Ægte, levende patienter

– Det har været et mærkeligt halvandet år, vi har haft på kandidaten. Der har været en vedvarende usikkerhed i forhold til, hvad der kunne lade sig gøre, og hvad der ikke kunne lade sig gøre med vekslende fysisk fremmøde. Men hvis man skal fremhæve noget positivt, må det være, at vi er blevet væsentligt mere omstillingsparate. Jeg er i hvert fald, fastslår Amanda Traidl, der symbolsk nok måtte opleve sin egen dimission via en computerskærm i slutningen af januar 2022. Rent fagligt føler de tre sig dog godt klædt på til de udfordringer, der venter, nu hvor de er begyndt at have ægte, levende patienter. Sofie Wolff og Amanda Traidl som turnuskandidater og Morten Bjerg som sidsteårsstuderende.
– Det virker både spændende og nervepirrende, som Sofie Wolff sagde i den seneste artikel om de tre biomek-studerende i KIROPRAKTOREN efteråret 2020.
– Men den nervøsitet, man føler, er ofte ubegrundet. Man skal bare stole på processen og hvile mere i den, for man kan godt, siger hun i dag, efter at hun netop har haft sin første turnusuge som færdiguddannet kandidat i Viborg Rygcenter. Eller som Morten Bjerg udtrykker det:
– De første fire år har været meget teoretiske og med meget lidt praksis, men nu er vi kastet ud i den dybe ende med direkte patientkontakt i klinikopholdene på 9. og 10. semester, og det er virkelig godt. Nu begynder det hele at give mening.

Åben om usikkerheden

Skiltet på døren i Viborg Rygcenter viser sort på hvidt, at Sofie Wolff er kiropraktor. Det ser lidt surrealistisk ud, synes hun, for en bestået embedseksamen bliver ikke automatisk vekslet til en følelse af faglig identitet. Den tager tid at opbygge, og mange ting er svære i starten, synes Sofie Wolff, der har valgt at være åben om sin usikkerhed.

– I dag har været en god dag, hvor jeg har tænkt: Det her skal nok gå. Det bliver godt! 26-årige Sofie Wolff virker glad og afklaret. Efter femte dag som turnuskandidat i Viborg Rygcenter fornemmer hun, at hun er på rette vej. Hun er ved at finde sig til rette med den måde, man gør tingene på i den private praksis i Viborg, hvor hun er blevet ansat i den ét-årige turnusstilling.
– Kollegerne er supersøde, og der bliver taget hensyn, så vi får tid og rum mellem patienterne. Desuden er der afsat en hel time hver dag til supervision, fremhæver hun.

Svært at være lynafleder
Sofie Wolff ved fra sine tidligere klinikophold under kandidatuddannelsen, at hun har nogle ting, hun skal have tacklet for at blive den kiropraktor, hun gerne vil være. Adgangen til supervision fra erfarne kolleger på daglig basis er derfor guld værd.
– Jeg har heldigvis udviklet mig siden, vi var på klinikophold sidste år. Der havde jeg det rigtigt svært i starten på Sønderborg Rygcenter, siger hun og fortæller, at det var, når patienterne reagerede stærkt følelsesmæssigt, at hun havde vanskeligt ved at bevare roen og den professionelle selvsikkerhed.
– Jeg har stadig svært ved at håndtere det, når patienter bliver meget kede af det eller sure, fordi de er frustrerede over, at vi ikke kan hjælpe dem videre i livet, sådan som de havde håbet. Vi fungerer jo ofte som sundhedsvæsenets lynafledere i de situationer, fortsætter hun. Sofie Wolff takker særligt sygeplejerskerne på Sønderborg Rygcenter for at have hjulpet nogle personlige refleksioner på vej i forhold til dette. Det sidste halve år af hendes klinikophold gik derfor meget bedre end det første.

Snakker om det, der fylder
– Jeg valgte ikke at pakke tingene ind, men at sige højt, hvad der fyldte inde i mit hoved. Derfor lærte jeg også meget om mig selv ved siden af det rent faglige, og jeg endte med en generel følelse af, at ’det her kan jeg godt finde ud af’, fastslår hun. Sofie Wolff føler dog stadig, at hun har meget at lære. For eksempel brugte hun hele den forgangne weekend på at spekulere over de behandlinger og patientforløb, hun havde ansvar for i sin første uge i Viborg.
– Det skal jeg vænne mig af med! Man skal lade være med at tage tingene med hjem, når man har fri, ved hun. Men lige nu er det lettere sagt end gjort.

Klinikophold rykker

For Morten Bjerg er det et højdepunkt i biomekanik-studiet at være på klinikophold. "Det er nok her, jeg har lært mest i løbet af hele uddannelsen", siger han og foreslår, at man generelt fremrykker muligheden for at opleve faget folde sig ud i praksis. Det vil gavne læsemotivationen, mener han.

– Jeg føler mig rigtigt godt tilpas i mit kommende fag. Jeg synes, det er lærerigt og interessant at være på klinikophold, og det har især været en øjenåbner for mig at opleve, hvor meget den gode kommunikation med patienterne betyder. 25-årige Morten Bjerg erkender, at han nok ikke helt havde forstået, hvor essentielt det er at have fokus på kommunikationen, før han selv stod ansigt til ansigt med sin første ’ægte’ patient.
– Da jeg startede på studiet, var det alt, hvad der hed knæk og bræk, jeg syntes, var sjovt. Men at skabe en relation og lære et helt menneske at kende i løbet af en konsultation på 45 minutter, det er virkelig også en spændende udfordring, synes han. Det er også en anderledes opgave, end han er vant til.
– Jeg er typen, der godt kan lide, at ting kommer i kasser, men det dur bare ikke i den her sammenhæng. Her må man prøve sig frem og suge til sig fra de erfarne kolleger, siger han.

Endelig kom fagidentiteten
Morten Bjerg fremhæver særligt de otte ud af 16 ugers klinikophold, han foreløbig har haft på Middelfart Rygcenter.
– Det var helt fantastisk i Middelfart, fordi man får lov til at stå på egne ben som kiropraktor, siger han og fortæller, at man som 5.årsstuderende har hele patientforløb, naturligvis under supervision. Det lærte han helt vildt meget af, siger han, samtidig med at det var til stor inspiration at se, hvordan de uddannede kiropraktorer på rygcentret arbejder.
– De er virkelig dygtige. Det var meget inspirerende for mig at opleve, fortsætter Morten Bjerg, der efter opholdet i Middelfart endelig føler en identitet som kiropraktor. Foruden en stolthed på fagets vegne.
– Helt indtil nu har jeg følt, vi stod i skyggen af medicinerne og speciallægerne i uddannelsen. Men sådan føler jeg ikke længere, fastslår han.

Nyrer i bagklogskabens lys
Klinikopholdene i Middelfart, på Reumatologisk Afdeling på Vejle Sygehus og på Arbejdsmedicinsk Afdeling på Grindsted Sygehus har også givet det anatomiske terperi i starten af uddannelsen mere mening for Morten Bjerg.
– Dengang forstod jeg ikke, hvorfor vi fx skulle læse om nyrer, men nu kan jeg godt se idéen, siger Morten Bjerg, der mener, at en tidligere kontakt med fagets praktiske virkelighed ville have en gavnlig effekt på læsemotivationen. Sådan ville det i hvert fald være for hans vedkommende.
– I det mindste ville jeg ønske, man kunne forklare bedre, hvorfor det er vigtigt at læse om nyrefunktioner for eksempel; så man ikke selv skal opdage meningen med det langt senere i forløbet, siger han.

Dimission på en motorvej

Alt er gået fuldstændigt efter planen for 25-årige Amanda Traidl. Eller det vil sige næsten alt, for at fejre sin dimission som kandidat på en rasteplads i det nordlige Tyskland, det havde hun alligevel ikke set komme.

– Teknisk set er jeg jo færdiguddannet nu, men jeg var ikke til stede til min egen dimission, og der har heller ikke været nogen reception eller noget efterfølgende. Så rent socialt føles det egentlig lidt uafsluttet, siger 25-årige Amanda Traidl. Hun forklarer, at hverken hun eller hendes medstuderende på årgangen havde drømt om, at en fysisk dimissionsceremoni kunne blive mulig i slutningen af januar 2022. Men coronamaskernes fald gik hurtigere end forventet, så den 28. januar kl. 10 foregik højtideligheden fysisk på SDU for første gang i 2 år – dog uden efterfølgende reception.
– På det tidspunkt var jeg på vej på skiferie i Østrig, så jeg sad i en bil på en rasteplads ved den nordtyske motorvej og hørte talerne online via min computer, siger Amanda Traidl. Flere af holdkammeraterne havde også disponeret dagen ud fra en restriktionstankegang og kunne ikke møde op på SDU, så det blev en lettere amputeret festlighed for deres vedkommende.
– I det hele taget har det bare været en mærkelig afslutning. Man ved ikke, hvordan det går med folk, da vi har været spredt ud over hele landet i klinikophold, og man ved heller ikke, om alle har fået deres turnusplads, fortsætter Amanda Traidl, der selv er vendt tilbage til sin hjemby, hvor hun starter i turnus i Kiropraktorhuset Næstved sidst i februar, som det hele tiden har været planen.

Pædiatrien i fokus
For Amanda Traidl er det også fortsat tanken, at hun vil efteruddannes i pædiatri, som hun er sikker på, bliver mere udbredt inden for kiropraktikken.
– Efterspørgslen på spædbørnsbehandlinger er steget de senere år, og derfor har området også fået mere fokus ude i klinikkerne, konstaterer hun. Den udvikling vil hun gerne være en del af, og hun kan også meget vel se sig selv i en fast stilling i Kiropraktorhuset Næstved på længere sigt. Om alt går vel. Specialeskrivningen bragte ellers Amanda Traidl i nærkontakt med en forskerverden, som hun også fandt interessant.
– Men jeg har ikke tænkt at fortsætte ad det spor. Det er bare meget interessant at have prøvet at forske på egen hånd, så man ved, hvad det kræver, og hvor svært det er at skabe god evidens i vores fag, siger hun.