Emma Blom Engelsholm ved træ.jpg

Da Emma Blom Engelsholm var ved at være færdig med specialet, havde hun allerede bestemt sig. Hun havde netop købt en lejlighed­ i København og var ­derfor fast besluttet på at finde en turnusplads i Hovedstadsområdet. Men hun sad ikke bare med hænderne i skødet og håbede på det bedste.

– Jeg deltog i Turnuscafeen på årsmødet ca. et års tid før, jeg skulle i turnus. Det var her, jeg første gang mødte en af ejerne fra den klinik, jeg nu er i turnus hos. Og derefter holdt jeg kontakten, mens jeg også kontaktede og besøgte andre klinikker i hovedstadsområdet, fortæller hun.

Opstarten var nervepirrende

Da Emma så den 1. februar 2022 for første gang trådte ind af ­døren på klinikken som kiro­praktor med ansvar for egne patienter, var det ikke uden sommer­fugle i maven. Inden den første patient ankom var hun ­blevet introduceret til journal­systemet og alt det praktiske, men bag døren i konsultationen var hun på egen hånd.

– Jeg var faktisk ret tryg, selvom jeg selvfølgelig også var spændt. Jeg fik et par patienter med det samme, og så var det sådan set bare om at gå i gang. Man ved jo godt, når man starter, at man ikke er en dygtig behandler endnu, og man ved, at der sidder kolleger inde ved siden af, der er dygtigere. Det gjorde mig lidt nervøs – især i forhold til erfarne patienter, mens jeg følte mig mere sikker overfor nye patienter, husker hun.

Heldigvis kommer erfaringen og roen hurtigt, og Emma oplever en stor personlig udvikling.

– Der er sket meget de sidste 3 måneder. Det handler jo også lidt om selvtillid – jo tryggere man er, jo bedre performer man. Jeg håber og forventer, at jeg udvikler mig tilsvarende de næste 9 måneder også, erklærer hun.

I det hele taget er det især ’behandlingsdelen’, der har været­ mest udfordrende, mens selve mødet med patienten og under­søgelsen har været mindre ­nervepirrende.

– Samtalen og forklaringen er lige så vigtig som behandlingen, men det kan godt glide lidt i baggrunden, fordi jeg er så fokuseret på at blive dygtigere til selve behandlingsdelen, siger Emma Blom Engelsholm, der er blevet overrumplet over hvordan hendes egen krop har reageret på det fysiske arbejde.

– Jeg er overrasket over, hvordan min egen krop har reageret. Jeg har været øm over det hele – og har både haft hold i nakken og lænden. Men det er jo en naturlig reaktion på at gå fra at være en stillesiddende studerende til at have et fysisk arbejde.

Da Emma startede, var der lidt langt i mellem patienterne, hvilket gav mere ro og overskud. Det skyldtes, at opstarten faldt sammen med en lidt mat periode hos kiropraktorerne i starten af året.

– Det er først nu, efter knap tre måneder, at min kalender er fyldt godt op. Jeg kører 30 minutter pr. patient, mens mine erfarne kolleger kun har et kvarter. Det er godt at have tiden, og patienterne synes også, at det er dejligt. Det giver også mulighed for at indhente, hvis man kommer lidt bagud. Jeg er spændt på at se, om det bliver svært at skære tiden ned, når jeg går tilbage til normalen, fortæller hun.

Emma Blom Engelsholm ved springvand.jpg
– Det var vigtigt for mig at lande det rigtige sted. Et sted hvor jeg følte, at jeg kunne lære noget. Og så var det også et mål i sig selv at være et større sted, hvor det tværfaglige betyder noget og er en del af dagligdagen.

Det sociale og det faglige er vigtigt

Med i alt 15 kiropraktorer er Kiropraktik i Centrum en relativt stor klinik, og det giver mulighed for at både sociale og faglige arrangementer på tværs af klinikken. Det sætter Emma pris på.

– Jeg var med til julefrokosten, inden jeg startede 1. februar. Det var virkelig fedt at komme ind på holdet, allerede inden jeg gik i gang. Det gjorde det nemmere at starte. På det faglige plan har vi hver tirsdag et forløb med en af ejerne for at lære mere nyt, behandlingsteknikker osv. Så vi ikke kun har patienter, men også mulighed for at snakke med hinanden og komme igennem nogle emner. Klinikken prioriterer, at vi bliver dygtigere. Vi er ikke bare overladt til os selv, fortæller hun.

At forlade universitet og ­komme ud på en klinik, betyder også noget for den måde, man opfatter sig selv på. Fx holder ­klinikken åbent om lørdagen, og det betyder, at Emma er i vagt hver anden lørdag.

– Man har pludselig fået et ansvar for flere end sig selv – for kolleger og patienter. Man kan ikke vise overfor patienterne, hvis man har en dårlig dag. Der skal man vise overskud, også de få dage hvor humøret ikke er i top. Det er jo det, der er professionalisme, siger hun.

Sideløbende med hverdagen i klinikken skal de turnusstuderende også deltage i turnuskurser i løbet af året – med omtrent et kursus om måneden. På kurserne gennemgås en lang række forskellige emner lige fra sundhedsloven til mere kendt stof om det fysiologiske.

– Det er dejligt at møde mine gamle medstuderende og få talt med dem om de forskellige erfaringer og høre om, hvad de laver og tænker. Jeg synes, det er et rart afbræk fra klinikken – man får lige lidt ro i hovedet og tid til, at det man har oplevet på klinikken falder på plads.

Selvom om Emma kun har været i gang med sin turnus i tre måneder, er hun ikke i tvivl om, at hun gerne vil fortsætte i den samme klinik, når turnusperioden er slut.

– Det er dejligt at være tryg et sted, og jeg har måske opbygget en patientskare. Mange af mine kolleger er blevet ansat efter ­turnus. Det er nok også derfor, de har så mange krav til deres turnus­assistenter, inden de ­starter, siger hun.

I det hele taget er Emma glad for sit turnusår og har svært ved at forestille sig, hvordan det skulle været gået uden den mere rolige introduktion til klinisk ­arbejde.

– Det er et rart år at have, inden man er helt færdiguddannet – det er en god overgang fra universitet til klinik. Når man er i turnus, er det lidt nemmere at gå ind til kolleger og spørge om ting, man er i tvivl om. Jeg er i hvert fald utroligt glad for min turnus plads og den hverdag, jeg har fået på klinikken, slutter hun.