Hansen & Hansen, Haderslev & Vojens, søger en turnusassistent med opstart medio/ultimo august 2026
Som turnusassistent hos os vil du arbejde selvstændigt på lige fod med klinikkens andre kiropraktorer.
Vi fordeler dine timer mellem vores to afdelinger i Haderslev og Vojens.
Vi tilpasser din kalender, så du har tilpas med tid til den enkelte patient, til journal/administrativt arbejde samt til at holde pause og lade op.
Vi fordeler din arbejdstid, så den tilgodeser behovet for ydertider i begge ender af dagen, men med respekt for, at du også har et liv ved siden af dit arbejde.
Du vil have to fast ugentlige møder med dine principaler, Michael Hansen og Rasmus Hansen. På møderne gennemgår vi stort og småt i relation til din turnusuddannelse. Vi står selvfølgelig også til rådighed for, hvad der måtte komme af akutte problemstillinger derudover.
Du må forvente, at livet som turnus indeholder en stejl læringskurve. Vi vil udfordre dig på dit kliniske ræsonnement og din nysgerrighed på faget. Især de første 3-6 måneder vil du ofte opleve, at din hjerne er ved at sprænge i luften. Men bare rolig. Vi støtter dig og guider dig, så du udvikler overblik, overskud og kommer til at føle dig kompetent. Desuden kommer du til at indgå i en personalegruppe, der støtter og respekterer hinanden, elsker kage og sønderjyske fodbold 😊
Det er muligt at pendle fra Odense til Haderslev / Vojens, men det er hårdt, og vi foretrækker, at du bosætter dig i lokalområdet.
Hansen & Hansen blev etableret i 2008 og ejes af klinik administrator, Heidi Bramsen, samt af stifterne og kiropraktorerne, Michael Hansen og Rasmus Hansen. Vi er 7 kiropraktorer, 2 fysioterapeuter og 3 sekretærer på klinikken. Vi har, som nævnt, to afdelinger, dels en i Haderslev og dels en i Vojens. Vi er medejere af et motionscenter, Hansen & Hansen / Sport & Fitness, hvor vores holdtræning og en stor del af vores individuelle genoptræning foregår. Vi er derudover kiropraktorer for Sønderjyske Fodbold.
Vores mission er at fremme sundheden og øge livskvaliteten blandt vores patienter uanset alder eller aktivitetsniveau.
Vores vision er at drive en klinik med høj patienttilfredshed, høj arbejdsglæde og en sund økonomi.
Vores overordnede værdier er:
• Vi vil arbejde patientcentreret ud fra den bio-psyko-sociale model.
• Vi vil samarbejde med alle andre faggrupper i primær- og sekundærsektoren, jobcentre samt pårørende for at skabe det bedst mulige behandlingsforløb for den enkelte patient.
• Vil vi altid være opdaterede på den nyeste forskning og vi vil være indstillede på at ændre behandlingsstrategi, hvis forskningen viser nye forbedrede veje.
• Vi ønsker at alle medarbejdere bidrager og tager ejerskab og ansvar for at skabe et godt arbejdsmiljø for at sikre høj arbejdsglæde
Ansøgning sendes til rh@kirohaderslev.dk
Samtaler afholdes løbende
Forventet opstart medio/ultimo august.
Vi ser frem til at høre fra dig. Mojn
Heidi Bramsen, Michael Hansen, Rasmus Hansen
https://www.hansenoghansen.dk/